Folkeskolen bruger omkring 75 pct. af sit samlede driftsbudget på administration, forberedelse af undervisningen, skole-hjem samarbejde og en lang række andre elementer af skolens støtte-funktioner. Kun ca. 25 pct. af det samlede budget på 21 milliarder kr. bruges på direkte undervisning. Det viser en analyse af folkeskolens samlede ressourceforbrug, som Mandag Morgen har foretaget. Med denne omkostningsstruktur står folkeskolen over for en meget vanskelig omstillingsproces, når børnetallet stiger og kommunernes samlede skoleudgifter derfor vokser. I et flertal af kommunerne stiger omkostningerne i de kommende år med mellem 20 og 30 pct. ved et uændret serviceniveau. Samtidig vil folkeskolen have behov for at øge undervisningstiden og for at udvikle nye arbejdsprocesser. Begge dele vil kræve flere af de lærertimer, der er så kostbare i dag. Hver eneste ny lærer-undervisningstime koster nemlig under den nuværende omkostningsstruktur mellem 320 og 400 kr. i ren lønudgift. Analysen peger på, at den lærergruppe, der har fuldt undervisningsskema, risikerer at komme i klemme, når kommunerne vil søge at dæmpe stigningen i omkostningerne, bl.a. ved at forøge klassekvotienten.