Opbrud i mormors kolonihavehus

Ny pagt og nye skillelinjer mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. Alternativet, Enhedslisten og SF afprøver ny 20 pct.-blok i Folketinget.
Claus KraghJens Reiermann
Mandag Morgen på Folkemødet 2017

Folkemødet på Bornholm er en stor succes. Det har skabt vækst på klippeøen og tilført den demokratiske samtale ny energi. Men Danmark er ikke en ø, verden er i opbrud, og den banker på vores dør. Så hvad gør vi nu, lille du? Mandag Morgen rapporterer fra Folkemødet 2017 fra torsdag til søndag i denne uge.

Gæsterne i restaurant Det Gamle Posthus har svært ved at holde både takt og tempo i Leif Sylvester Petersen og Erik Clausens evergreen ’Mormors Kolonihavehus’ fra 1978, og ved første linje i tredje vers går det helt galt. De to partiformænd Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl synger for og lige her, hvor forsamlingen går i stå, bevæger Mette Frederiksen hænderne i store cirkler: Tempoet skal lidt op.

Det ender med, at forsamlingen skipper teksten og springer frem til omkvædet ’Det var et liv i sus og dus/i mormors kolonihavehus …’.

Og så er debatmødet mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl ligesom i gang. Mødet finder sted i Folkets Hus, og tilslutningen er så stor, at naboen, restauranten Det Gamle Posthus, må spæde til med ekstra lokaler. Det er de to store forbund, LO og FTF, der har inviteret og bedt de to partiformænd om at vælge hver deres sang.

Mette Frederiksen har valgt ’Mormors Kolonihavehus’, fordi ”hun elsker de danske kolonihaver”. Thulesen Dahl har valgt ’Som en rejselysten flåde’ fra 1920 med tekst af Helge Rode og komponeret af Carl Nielsen, fordi den ”siger noget om det danske land, og så slutter den ved Dybbøl Mølle.”

Selv om debatmødet finder sted i Folkets Hus, og selv om Mette Frederiksen kunne have valgt en af socialdemokraternes klassikere a la ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, vælger hun alligevel Mormors Kolonihavehus.

Dermed er grunden lagt for en debat, der begynder på et solidt fundament af det danske.

Artiklen fortsætter under videoen

Uddrag fra dagens debat på Folkemødet mellem Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

De to partiformænd har også aftalt, at de vil præsentere en fælles opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen om at stille sig i spidsen for danske lønmodtageres kamp i EU mod social dumping og mod udnyttelse af danske velfærdsordninger som f.eks. SU’en.

”Vi vil gerne have Lars Løkke Rasmussen til at stå i spidsen og kæmpe for danske lønmodtagere i europæiske spørgsmål,” sagde Mette Frederiksen under debatten.

Udspillet ligger i lige forlængelse af den EU-skepsis, som Mette Frederiksen har gjort sig talsmand for, bl.a. i et interview med Mandag Morgen. Men det flugter også med den EU-politik, som de fire blå partier kridtede op under valgkampen tilbage i 2015. Det er en politik, der slår til lyd for, at Danmark skal arbejde for, at vi får lidt mindre EU og særligt mindre af de fælles europæiske regler, der giver rettigheder til f.eks. velfærdsydelser til andre EU-landes borgere, der opholder sig i landet.

Vil hellere høre om pension

Selv om det velforberedte udspil cementerer samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på endnu et område, er det ikke det, gæsterne interesserer sig for.

Det første spørgsmål fra salen handler således om, at det for nogle danskere ikke kan betale sig at spare op til pension. I sit svar ærgrer Mette Frederiksen sig over, at regeringen lægger op til en blå løsning af pensionsproblemerne, da hun mener, at den slags emner kalder på et bredt flertal.

I sit svar afslører Thulesen Dahl, at Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis parløb endnu ikke er nået til pensionsområdet. Selv om alle er enige om, at det skal kunne betale sig at spare op til pensionen, afviser han ikke en rent blå løsning på problemet.

Han siger, at det er ”fint”, hvis mange partier kan blive enige, men for ham kunne alternativet være, at den blå aftale bliver så spiselig for f.eks. Socialdemokratiet, at de ikke ændrer på den efter et evt. regeringsskifte.

Men indflydelse på en pensionsreform, det får Mette Frederiksen ikke som en selvfølgelighed.

Selv om S og DF hele tiden finder nye områder, hvor de kan samarbejde, er der altså grænser.

Røde partier frygter S og DF samarbejdet

Lidt senere på dagen diskuterer en anden af Folketingets alternative blokdannelser – den med Enhedslisten, Alternativet og SF – perspektiverne for at finde et grønt og solidarisk flertal.

Undervejs overvejer de også perspektiverne i et tættere politisk samarbejde mellem de tre partier, der tilsammen har næsten lige så mange stemmer som Dansk Folkeparti. Der er altså tale om det, man kan kalde en 20 pct.’s-blok.

Når det kommer til stykket er de tre partier dog helt afhængige af samarbejdet med Socialdemokratiet. Og de frygter, at deres stemmer ”bare” vil blive talt med, når de engang efter et valg har peget på Mette Frederiksen som deres foretrukne statsministerkandidat.

Artiklen fortsætter under billedet
rødblok
Mandag Morgen gæster debat på Folkemødet 2017 mellem Enhedslisten, Alternativet og SF.

Jakob Mark, formand for SF’s folketingsgruppe, sagde, at en kommende socialdemokratisk ledet regering skal foretage et opgør med kontanthjælpsloftet og den særligt lave integrationsydelse. Han håber altså på en gentagelse af politikken fra de første måneder efter dannelsen af SRSF-regeringen i 2011, der tilbagerullede netop de to elementer af den foregående VK-regerings politik.

”Det er et ultimativt krav,” fastslog Jakob Mark.

Også Enhedslisten overvejer sin position over for en Socialdemokratisk ledet regering. Et forslag på dagens debatmøde var, at de tre partier først efter valget fortæller, hvem de vil pege på som statsminister. Det kunne jo f.eks. være en politiker fra deres egen 20 pct.’s-blok.

Der er dog et meget stort MEN. Det er svært at se, at de tre kan pege på en anden statsminister end Mette Frederiksen, for gør de ikke det, kan deres modstand ende med at give Lars Løkke endnu fire år som statsminister.

Med andre ord: et ubehageligt dilemma.

Sprækker i den alternative blok

Men det handler også om, hvad de tre partier prioriterer højest. Er det som på fredagens møde uenighederne: Så er listen ret lang. De tre partier tvivler med god ret på, om socialdemokraterne vil være med til at ophæve kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Og oven i er der problemet med de radikale, der på den økonomiske politik er lige så blå som en skyfri himmel på en sommerdag. Det kan altså blive svært at se det solidariske flertal for sig, i hver fald i den udgave de tre partier kunne ønske sig.

Til gengæld kunne de tre partier og mødets deltagere varme sig over deres udbredte enighed om vigtigheden af at fortsætte den grønne omstilling og på uddannelsespolitikken.

Undervejs i diskussionerne stod det mere og mere klart, at heller ikke 20 pct.-blokken hænger helt så tæt sammen, som man skulle tro. Når Alternativets Rasmus Nordquist begejstret taler om borgerløn, sagde Jakob Mark f.eks., at det er en interessant diskussion, men at han ikke er enig. Og når Enhedslisten skælder ud på EU, må Jakob Mark også melde pas. For ham er EU en politisk kampplads helt på linje med Folketinget, og han ønsker hverken at kritisere Folketinget eller EU som institutioner, men kun de konkrete beslutninger, der bliver truffet.

Fredagens diskussioner fra morgen til eftermiddag har vist, at de politiske partier måske nok kan samarbejde og også gøre det på overraskende mange områder. Der er bare grænser for samarbejdet, og for hvor tæt partierne i de forskellige blokke kan væve deres politik ind i hinandens.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu