Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Operation ’Kina ud og Danmark ind’ er en storpolitisk offensiv
Med en offensiv investeringspakke i Grønland forsøger regeringen at skabe et vendepunkt i det dansk-grønlandske forhold. Ikke kun for Rigsfællesskabets skyld. Det her er storpolitik, og Danmark er klemt mellem amerikanske og kinesiske interesser i Arktis.
Ind i mellem en byge af regeringsudspil om alt fra psykiatriplaner til ændringer i folkeskolen blev der i statsministerens travle kalender op til Folketingets åbning lige indføjet en særdeles vigtig udflugt.
En lynrejse til Grønland den 10. september og underskrivelse af en aftale med den grønlandske regering om et stærkt dansk engagement i et ambitiøst og kostbart lufthavnsprojekt til 3,6 mia. kr. i Grønland, samt et styrket erhvervssamarbejde mellem Danmark og Grønland. Anlæggelsen af tre nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq er et af de største infrastrukturprojekter i Grønland i nyere tid.
Selv om der er mange ubekendte til senere afklaring i lufthavnsaftalen, som har medført uro i den grønlandske regeringskoalition og nye diskussioner om forholdet mellem Grønland og Danmark, er statsministerens offensive skridt bemærkelsesværdigt og et vendepunkt.
Det er også et vendepunkt for selvstyreformand Kim Kielsen at vælge Danmark som finansieringspartner, selv om selvstændighedsbølgerne går højt i Grønland, og det kom til at koste ham et farvel til en af partnerne i den snævre regeringskoalition. Partii Naleraq har på grund af lufthavnsaftalen valgt at forlade samarbejdet med Kielsen.
EFTER DET GRØNLANDSKE VALG I FORÅRET MED TYDELIGE og populistiske selvstændighedstoner kunne barometret for Rigsfællesskabet nemt have peget mere på afvikling frem for udvikling de kommende år. Lufthavnsaftalen og aftalen om erhvervsinvesteringer for mange hundrede millioner kroner kan blive det vigtige nybrud, der er brug for, efter at både Kielsen og andre grønlandske politikere har flirtet med muligheden for at vælge kinesere som partnere på de vigtige infrastrukturinvesteringer.
I forhold til Danmarks interessevaretagelse i det arktiske område var Lars Løkke Rasmussens tur til Grønland og den nye samarbejdsaftale måske sidste udkald til at genopfinde Rigsfællesskabet på en ny og konstruktiv måde. Der er eksperter, der ligeud mener, at Danmark med aftalen reelt har købt retten til at holde kineserne ude – i hvert fald ude af ejerskabet og finansieringen af lufthavnsprojektet.
Aftalerne handler nemlig ikke kun om de 700 mio. kr., som den danske regering skyder ind i lufthavnsprojektet mod en 33,3 procents ejerandel og en statsgaranti for en låneramme på yderligere 450 mio. kr. i Den Nordiske Investeringsbank. Eller om investeringerne i et styrket erhvervssamarbejde, hvor selvstyret og staten indskyder henholdsvis 20 og 180 mio. kr. i Greenland Venture og Vækstfonden til fælles investeringer i Grønland.
Der etableres desuden en fælles erhvervspulje på 20 mio. kr. til at styrke arbejdet med at modne erhvervsprojekter i Grønland. Endelig lægges der op til, at selvstyret køber statens aktier i Air Greenland, hvis man kan blive enige om prisen.
DET HER DREJER SIG OM STORPOLITIK, og den danske statsministers Grønlandfærd er da også blevet bemærket både i Washington og Beijing. Den danske regering har ud fra strategiske og sikkerhedsmæssige forhold og hensynet til samarbejdet med amerikanerne længe været bekymret for den tiltagende kinesiske interesse for Grønland.
Kina viser en stærk og utilsløret geopolitisk interesse i Arktis og benytter her som andre steder oversøiske investeringer som et aktivt redskab i den strategi. Kina har allerede investeret i flere grønlandske projekter omkring råstofudvinding, og det kinesiske selskab China Communications Construction Company har afgivet tilbud på bygningen af de nye lufthavne i konkurrence med to danske, en canadisk og en hollandsk virksomhed.
Hvad der ville være en lille dråbe i det kinesiske investeringshav, ville kunne omveksles til enorm politisk indflydelse i forhold til den grønlandske økonomi, hvis Kina ikke alene kunne blive entreprenør på opgaven, det kan de stadig, men også levere finansieringsdelen til den. Det har statsministeren nu sat en stopper for med sit initiativ til at revitalisere samarbejdet i Rigsfællesskabet.
Man må derfor håbe, at både det grønlandske selvstyre, der er dybt splittet på spørgsmålet om aftalen med Danmark, og Folketinget, som begge skal godkende aftalens indhold, vil kunne se perspektivet.
Den nye aftale kommer ikke til at standse kinesernes interesse for økonomisk og strategisk indflydelse på det arktiske område. Langtfra. Men Lars Løkke og Kim Kielsen fik fundet hinanden i tide, og Danmark fik vist, at vi også ønsker at forsvare vores interesser på den arktiske scene.
