Operation oprydning

Grækenland, Irland og Portugal synker ned i et stadig dybere hul, og det bliver sværere og og sværere at undgå en decideret gældssanering. EUs beslutning i forrige uge om at etablere en permanent krisefond på mere end 3.500 milliarder kr. har ikke beroliget finansmarkedet. En af svaghederne er, at fonden i sig selv er afhængig af indskud fra bl.a. de lande, der har eller kan få brug for hjælpen.

I den forløbne uge har Portugal – der befinder sig i politisk kaos efter Socrates’ fald – blevet sendt ned på en kreditvurdering nær nulpunktet. De portugisiske statsobligationer er knap nok papiret værd. Et valg afholdes først i juni, og det øger risikoen for handlingslammelse og en katastrofal forværring af situationen.

Irland oplevede en sort torsdag, da det kom frem, at landets banker er voldsomt underkapitaliseret, og regeringen vil nu skyde et i irsk sammenhæng astronomisk beløb på op mod 180 milliarder kr. ind i banksektoren.

Statens samlede regning for at redde bankerne er mere end tre gange så stor. På et tidspunkt må denne praksis, hvor staten redder dårligt drevne banker med stadig stigende gældsættelse, høre op. For i længden skal regningen betales – enten af aktionærerne eller af skatteyderne. Højere skat i Irland, Portugal og Grækenland er uden tvivl nødvendig, men aktionærerne må også til at tage deres del af ansvaret.

Risikopræmien på irske, portugisiske og græske statsobligationer stiger fortsat, mens renten på de spanske til gengæld er på vej ned, fordi den spanske regering har leveret nogle af de ekstremt skrappe spareplaner, som irerne, portugiserne og grækerne ikke ville stå model til.

Kløften mellem den svage europæiske periferi og det stadig stærkere vækstcentrum i Tyskland er vokset. Og det er mere end tvivlsomt, om EUs krisefond har muskler nok til at stabilisere situationen. Selv om det lysner med faldende arbejdsløshed i eurozonen samt fortsat fremgang i Tyskland, er inflationen også på vej opad, og Den Europæiske Centralbank er på spring til at gennemføre en renteforhøjelse. Når den kommer, og det gør den meget snart, vil det blive endnu sværere for de svage periferilande at komme ud af krisen.

En gældssanering kombineret med troværdige spareplaner og skatteforhøjelser i de udsatte lande ser efterhånden ud til at være den eneste holdbare vej ud af hele miséren. Men uden en restrukturering af gælden i de tre svage lande risikerer man, at krisen bliver værre.