Nu bliver der grebet ind over for bankernes skjulte, men givtige forretningsområde, hvor danskere betaler dyre provisioner til banker og investeringsfolk uden at vide det. I jagten på bedre afkast end de slunkne renter på bankindlån har mange danskere – og ofte med bankrådgivernes hjælp – valgt at placere sparekronerne i dyre investeringsforeninger.

Men nu vender lovgivning op og ned på pengestrømmene til bankerne, der ofte selv ejer investeringsforeningerne, hvorved der kan opstå en slags lukket system, hvor bankerne tjener på at henvise bankkunderne til egne investeringsforeninger. Mandag Morgen har set nærmere på konsekvenserne af et omstridt nyt lovforslag, som Finanstilsynet har sendt i høring.

Høringsfristen udløber på torsdag, men allerede nu er der stor uenighed mellem særligt bankerne og Forbrugerrådet. For de begrænsninger, der pålægges bankerne, er ikke vidtrækkende nok, mener økonom i Forbrugerrådet Tænk Troels Holmberg.

”Lovforslaget lægger kun op til et halvt provisionsforbud. Det er godt for de bankkunder, som er dækket af forbuddet, men det er skidt for de kunder, som ikke er dækket. Det er de bankkunder, som ikke selv kan finde rundt på investeringsmarkedet og derfor beder banken om hjælp og i næsten alle tilfælde følger bankens rådgivning. De kunder er ikke beskyttet af lovforslaget.”

Troels Holmberg finder det dybt problematisk, at der ikke tages hårdere fat om problemet med bankernes skjulte provisioner, end lovforslaget lægger op til:

”Det her er ikke småpenge. Det koster milliarder af kroner for danskerne i tabt opsparing om året. Rigtig mange banker er faldet for fristelsen med at anbefale en mere risikofyldt investeringsforening, fordi de giver højere provisioner. Ikke alene har kunderne ikke fået, hvad de vil have. De mistede også i mange tilfælde under finanskrisen både hele og halve pensionsopsparinger,” siger han.

Provision for milliarder

Stridens kerne er bankernes salg af investeringsforeninger til kunderne. Når et sådant salg gennemføres får selvsamme bank en såkaldt formidlings- eller tegningsprovision af investeringsforeningen. Processen gemmer altså på en givtig skjult forretning for bankerne. En rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet slog i december fast, at en kunde med en formue på 1.000.000 kr. over syv år betaler 43.481 kr. ved en formidlingsprovision på 0,57 pct. pr. år. Se figur 1.

Prisen varierer efter, om der sidder aktiehandlere i investeringsforeningen, som forsøger at handle med aktierne for at få et bedre afkast end markedet. Så kaldes det for en aktivt forvaltet investeringsfond, og så kan bankerne tage sig endnu bedre betalt for at sende formuen videre til investeringsforeningen.

Ifølge rapporten koster det i gennemsnit ca. 2 pct. i årlige omkostninger at investere sine penge i en aktivt forvaltet aktieinvesteringsfond med globale aktier. Det er lidt billigere, hvis aktiehandlerne kun skal forsøge at få succes med handel med danske aktier. Til sammenligning koster det 1-1,3 pct., hvis pengene ikke investeres aktivt. Det svarer til 5.000-6.500 kr. i meromkostninger pr. år., hvis man har de aktivt forvaltede fonde. Se figur 2.

Det bliver i alt 8 milliarder kr. i omkostninger om året. Heraf ender halvdelen i bankernes lommer i de såkaldte formidlings- og tegningsprovisioner ifølge analysebureauet Morningstar. Fænomenet har i en årrække været en varm kartoffel, hvor bankerne på den ene side har forsvaret deres ret til et gebyr for at sælge varerne fra investeringsforeningerne, mens privatøkonomiske eksperter har taget sig til hovedet.

”Omkostningerne i de danske investeringsforeninger ligger i gennemsnit på 1,2 pct. om året. Altså penge, som bliver fjernet fra opsparingen, hvoraf det meste bliver ført tilbage til banken i form af gebyrer. Det er meget. Nogle af de bedste kapitalforvaltere har omkostningsprocenter på 0,2 pct. om året. Det koster altså danskerne 1 procentpoint om året i tabt opsparing. Det kan med renters rente betyde, at en pensionsopsparing rækker 10 år kortere. Det er meget alvorligt for den enkelte og for samfundet,” siger Troels Holmberg.

Nyt lys på skjulte gebyrer

Det kontroversielle lovforslag vil tvinge bankernes skjulte gebyrer frem i lyset. Der er endda tale om, at det forbyder bankerne at modtage skjulte provisioner, hvis der er tale om ordninger, hvor banken har fået fuldmagt til at styre kundens risiko og handler uden kundens forudgående godkendelse af den enkelte handel. Men det er kun ca. halvdelen af alle de penge, som danskerne har investeret i investeringsforeninger. Se figur 3.

Alligevel er der grund til en vis tilfredshed hos professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet, som i en årrække har været kritisk over for bankernes skjulte gebyrer:

”Jeg har ikke noget imod, at pengeinstitutterne tjener penge. Det skal bare ske på en gennemskuelig måde, og det er ikke sket indtil nu. Nu er det klart, at kunderne får oplysninger om formidlingsprovisioner.”

For bankerne er det alt andet lige en økonomisk bet af de helt store, da det fremover bliver sværere at forsvare over for kunderne, at banken skal have sin del af kagen, hver gang der sælges et investeringsbevis.

”På kort sigt vil det umiddelbart være et tab for bankerne. Spørgsmålet er så, om de kan opfinde andre og mere synlige omkostninger og gebyrer, som kompenserer for tabet,” siger Carsten Tanggaard, som har fulgt sagen tæt som formand for det regeringsnedsatte Penge- og Pensionspanelet.

Han håber, at der nu bliver gået til stålet, når det gælder oplysninger om omkostninger og i det hele taget om, hvad der er god rådgivning til bankkunderne.

”Der trænger til en hovedrengøring i de produkter, som bankrådgiverne anbefaler. Der er alt for mange produkter og strategier uden dokumenteret værdi for kunden. Og det bør gælde for alle rådgivere. Uanset om de er uafhængige eller ej,” siger Carsten Tanggaard.

Han henviser til, at et andet aspekt ved forslaget er, at det åbner mulighed for, at private uafhængige rådgivere i stigende grad kan markedsføre sig. Det bør kunne give et større marked for uafhængig rådgivning med synlige omkostninger:

”Det bør de udnytte. At der nu sættes skel mellem den uafhængige og den pengeinstitutdrevne rådgivning. Jeg har dog stadig svært ved at forstå, at man kan kalde sig rådgiver, hvis man har økonomiske interesser i de produkter, man sælger. Man kunne godt være gået videre her,” siger Carsten Tanggaard med henvisning til, at der kan opstå den situation, at banker i overvejende grad sælger dyre produkter med højere indtjening til banken.

Bankernes interessekonflikter

I Finanstilsynet er det kontorchef Annette Bjåland Andersen, som har ansvaret for at lægge sidste hånd på den kontroversielle lovgivning:

”Det er meget vidtgående konsekvenser, for man går jo ud og siger til en branche, at det er forbudt at tage penge for de varer, de sælger for andre. Man siger implicit til bankerne: Vi tror ikke, at I kan adskille jeres interesser fra kundernes. Det styrer man ved at sætte ind med et lovgivningsmæssigt forbud.”

Det er vel en slags mistillidserklæring til bankerne?

”Jeg vil ikke bruge ordet mistillid, men det er klart, at der er nogle interessekonflikter, man eliminerer.”

Allerede i dag er det en del af bankernes regler for god skik, at de skal gøre kunderne opmærksomme på, at banken sælger sine egne produkter. Men den nye lovgivning er et skridt i retning af at gøre det endnu mere klart:

”Det bliver meget mere transparent, så jeg som kunde forstår, hvad jeg i kroner og ører betaler for mine produkter. Det bliver muligt at se, hvad det betyder for mit afkast, at jeg betaler til banken. Det betyder, at jeg ligeså godt kan gå hen til den uafhængige investeringsrådgiver, hvis jeg alligevel betaler for rådgivningen.”

De nye regler indebærer også, at der skal gives oplysning om de samlede omkostninger ved produktet. Ligeledes skal kunderne informeres om de gebyrer, som er forbundet med den service, som pengeinstitutter yder i forbindelse med investeringen. Det kan f.eks. være de omkostninger, som bliver takseret i de tilfælde, hvor der indgås porteføljeplejeaftale med en kunde om at investere og pleje kundens opsparing:

”Disse oplysninger skal bl.a. angives i kronebeløb og skal gives, inden aftalen indgås, og hvert år. Det er beviseligt, at kunder bedre forstår kronebeløb, end når man angiver en procentsats af et afkast. Kunderne bliver herved mere bevidste om, hvad bankernes ydelser på investeringsområdet koster, og det gør dem bedre i stand til at stille krav,” siger kontorchefen fra Finanstilsynet.

Sejr for banklobbyisterne

Lovforslaget, som erhvervs- og vækstministeren har fremsat, er alt andet lige den mindst restriktive model for implementering af EU-direktivet MiFID II, hvad angår de tre muligheder, som blev præsenteret af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen før årsskiftet. Man har altså valgt den mildeste implementering – og det er en slags sejr for bankernes lobbyister.

Ministeriets rapport opridser tre forskellige implementeringsmuligheder, hvoraf den strengeste og den mest simple er niveau tre, som indebærer et totalforbud mod at modtage og beholde provisionsbetalinger.

Nummer to er en udvidet implementering af EU-reguleringen, som bl.a. indebærer, at investeringsforeningerne bliver underlagt et governancekrav til investeringsforeninger og skal tilpasse deres produkter og omkostningsstrukturer til den konkrete målgruppes behov, kendetegn og investeringsformål.

Det har ikke været muligt at få en kommentar erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. Men kort før årsskiftet kom han med følgende begrundelse for valget af den mindst restriktive model:

”Jeg vil arbejde frem mod en model, hvor der i overensstemmelse med direktivet bliver forbud mod formidlingsprovision ved porteføljeplejeordninger, hvorved vi fjerner de potentielle interessekonflikter, der kan være ved disse ordninger. Jeg mener derimod ikke, at det er hensigtsmæssigt med et forbud, når det gælder de selvforvaltede ordninger. Her er der ikke de samme potentielle interessekonflikter, ligesom det er vigtigt at fastholde små investorers adgang til individuel rådgivning,” lød det fra ministeren.

Udfaldet er man slet ikke tilfreds med hos Forbrugerrådet Tænk, der ikke mener, at ministerens argument om kun at omfatte halvdelen af kunderne af forbuddet holder. For den ”gratis” rådgivning til de mindre formuende bankkunder vil stadig være for dyr pga. gebyrerne:

”Omkostningerne er så høje, at selv folk med meget små beløb vil være bedre stillet med en model, hvor de betaler direkte for rådgivningen. Det er for dyrt at betale milliarder af kroner om året for at folk med 10.000 kr. i opsparing skal have fakturafri rådgivning. Selv for beløbsstørrelse for 50.000-100.000 kr., kan det bedst betale sig at købe rådgivning,” siger Troels Holmberg.

I bankernes brancheorganisation Finansrådet er kontorchef Merete Hjetting tilfreds med, at det er endt med den mindre restriktive model. Hun bruger også ministerens argument om gratis investeringsrådgivning til bankkunder med mindre formuer:

”Det er blevet en model, hvor der stadig i forbindelse med rådgivning er adgang til formidlingsprovision. Det betyder, at der stadig er adgang til, at mindre kunder kan få rådgivning. Det har været væsentligt for os. Med MiFID II indføres en række nye væsentlige krav vedrørende formidlingsprovision, så det er jo ikke sådan, at der ikke sker noget. Og vi opfatter det altså ikke som en mindre restriktiv model, men som en model, hvor der ikke overimplementeres.”

Men er det ikke fair, at man nu bremser, at bankerne både får penge for at investere kundernes formue og får penge retur fra investeringsforeningerne. Det er jo at få dobbeltbetaling?

”Du kan ikke sige, at kunderne betaler dobbelt, fordi bankerne får betaling via to forskellige kanaler. Når kunderne modtager porteføljepleje modtager de også en særlig ydelse ud over rådgivning. Men den diskussion er jo slut nu – direktivet er vedtaget, og det retter vi selvfølgelig nu ind efter.”

Men der har vel været en indbygget interessekonflikt, for bankerne har vel haft en interesse i at sælge de dyreste og bankens egne investeringsforeninger til kunderne for at få flere penge retur?

”Det har bl.a. været baggrunden for de regler fra EU. Man har ment, at der var et potentielt incitament til f.eks. at anbefale investeringsforeninger med de højeste omkostninger. Men man har nu ikke kunnet se det på de danske investorers faktiske investeringer. Der har ikke været overvægt mod dyrere investeringsforeninger i forhold til billigere investeringsforeninger.”

Merete Hjetting har ikke tal for, hvor meget den nye lovgivning kommer til at koste bankerne. Og hun ønsker heller ikke at forholde sig til, hvordan bankerne skal implementere den nye lovgivning, i henseende til om kunderne får en mere uafhængig rådgivning:

”Hvordan det enkelte pengeinstitut har tænkt sig at indrette sin forretningsmodel, går vi ikke ind i som brancheorganisation.”

Det var oprindelig meningen, at den nye lovgivning skulle implementeres fra den 1. januar 2017, men nu tyder det på, at den bliver udskudt til den 1. januar 2018. Lovgivningen gælder ikke for de milliarder af kroner, som danskerne har stående i pensionsselskaberne.