Opgør med universel velfærdsstat

Velfærdsdebatten i Europa står over for et begyndende paradigmeskift, hvor de økonomisk betrængte regeringer vil forsøge at skære ned på en række af de veletablerede velfærdsydelser.

I mandags fremlagde Storbritanniens konservativ-liberale regering et forslag om at fjerne børnepengene til 1,2 millioner familier med høje indtægter. Den britiske sparepakke er et af flere eksempler på det snigende opgør med ideen om universelle velfærdsydelser til alle. I Grækenland, Irland og Spanien har regeringen skåret ned på de offentligt ansattes lønninger, mens den franske præsident har lanceret langsigtede planer om at hæve tilbage­træknings- og pensionsalderen.

Det centrale spørgsmål er nu, om Danmark er i stand til at gennemføre lige så vidtgående strukturreformer som andre EU-lande? I Danmark tør hverken den liberale statsminister eller den socialdemokratiske oppositionsleder røre ved efterlønnen, selv om det koster statskassen et tocifret milliardbeløb, at 120.000 danskere trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Efterlønnen er ved at blive et moderne velfærdstabu på Christiansborg, og forleden skældte socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen straks ud, da nationalbankdirektør Nils Bernstein i Berlingske Tidende opfordrede til et opgør med efterlønnen.

Men Bernstein har formentlig ret i sin forudsigelse om, at der bliver et folkekrav om at få fjernet efterlønnen “den dag, hvor vi oplever, at vores ældre ikke kan blive passet anstændigt, at vores børn ikke kan blive passet ordentligt i institutionerne, at der mangler lærere i folkeskolen og personale på sygehusene.”

Danmark vil som andre lande i Europa blive tvunget til at lave et kritisk eftersyn af de eksisterende velfærdsordninger. Vi har endnu ikke græske, irske eller britiske tilstande. Men forhandlingerne om næste års finanslov, der indledes i denne uge, vil uden tvivl give ny næring til sparedebatten.