Opskrift på en velfærdsrevolution

I skolen lærer man de små tabeller. I livet lærer man, at de ikke gælder. Med andre ord: Ét er teori, et andet praksis. Læresætningen er karakteriserende for såvel den aktuelle velfærdsdebat som for de initiativer, der forventes at skulle løse velfærdskrisen.  Hverken debat eller indgreb tager højde for den kompleksitet og de uforløste muligheder, velfærdssamfundet repræsenterer. Det er som om, der eksisterer to verdener: én på Christiansborg og én for virkelighedens velfærdssamfund.

Problemet deles af alle parter i det politiske spektrum. I den overordnede diagnose og kur er der ikke stor forskel på regering og opposition. Velfærdssamfundet er i dyb krise, modellen skal genopfindes, der dikteres hestekure og tæt på offentlig nulvækst, så langt den politiske horisont rækker. Regeringens mest kontante svar på velfærdskrisen er en cocktail bestående af den allerede vedtagne genopretningsaftale og tilbagetrækningsreform samt forventede reformer af skat, førtidspension, fleksjob, kontanthjælp m.v. Dertil kommer trepartsaftaler, der skal opkvalificere arbejdsmarkedet, suppleret med besparelser på forsvarsbudgettet og andre mindre initiativer. Venstre er stort set enig, og dermed er der – trods de forudsigelige politiske spilfægterier – stort set konsensus om såvel diagnose som kur. Velfærdsstaten skal slankes og borgernes rettigheder beskæres.