12. september 2018 kan meget vel gå over i historien som den dag, hvor et flertal i Europas konservative politiske bevægelse satte Ungarns autoritære nationalistiske leder, Viktor Orbán, uden for døren.

Spørgsmålet før afstemningen i Europa-Parlamentet var, om den konservative EPP-gruppe ville fortsætte med at holde hånden over Orbán, der længe har talt sine magtfulde partifæller, Tysklands kansler Angela Merkel og EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, midt imod. Eller om tiden var kommet til at stoppe Orbán, der blandt sine politiske venner tæller Italiens vicepremierminister, Matteo Salvini, Ruslands Vladimir Putin og Donald Trumps tidligere spindoktor Steve Bannon.

Viktor Orbán tabte, og det nederlag har langt større rækkevidde, end det efterfølgende er blevet beskrevet i danske medier.

Det vigtige i sagen er ikke, om Det Europæiske Råd nu fører den såkaldte kapitel 7-procedure, der kan fratage Ungarn stemmeretten, til ende, sådan som et stort flertal i Europa-Parlamentet ønsker. Det kommer næppe til at ske.

Dels fordi det i kraft af Polens støtte til Ungarn ikke vil kunne komme til den nødvendige enstemmige beslutning. Men også fordi EU’s stats- og regeringschefer i Rådet vil være meget forsigtige med på den måde at sætte EU’s ’centralmagt’ i spil over for en medlemsstat. EU er ikke føderation, og der kommer til at gå lang tid, før det bliver det.

Det, der til gengæld skete i kraft af afstemningen, er, at Viktor Orbán reelt blev udstødt af det pæne selskab i den konservative europæiske partiorganisation European People’s Party, hvor han længe har fået lov til ustraffet at optræde som en skinger opposition til Merkel og Juncker.

Kurz og Weber dumpede Orbán

Det, der reelt skete, var, at den Bruxelles-kritiske ungarske premierminister mistede støtten fra to centrale allierede – nemlig Sebastian Kurz, Østrigs konservative kansler, og Manfred Weber, tysk formand for den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet og medlem af det bayerske CSU.

Både Kurz og Weber er hidtil blevet regnet blandt de konservative politikere, der bakkede op om Orbáns kritik af Merkel og Junckers linje. Men i sidste uge var det slut.

Kurz gjorde det før afstemningen klart, at han forventede, at partifællerne fra Østrigs Folkeparti, ÖVP, skulle stemme for den dagsorden, der anbefalede at indlede den såkaldte kapitel 7-sag mod Ungarn. Kurz, der i dette halvår er formand for EU, begrunder sin nye kurs med, at både Merkel og Juncker har overtaget vigtige dele af hans asyl- og migrationspolitik. Kurz blev, efter at Orbáns nederlag stod klart, kaldt en forræder i ungarske medier.

Manfred Weber havde forud for afstemningen fået et gevaldigt skulderklap fra Merkel, der indvilgede i at gøre CSU-politikeren til det tyske CDU’s kandidat til posten som spidskandidat for EPP ved valget til Europa-Parlamentet i maj næste år. Prisen for dette fine kandidatur kan meget vel have været Webers stemme imod Orbán.

Under alle omstændigheder siger det noget om Webers dilemma, at flere af hans menige CSU-medlemmer ifølge tysk tv stemte imod, at Orbán og Ungarn skal straffes – og dermed imod deres egen formand.

Viktor Orbán må i dag konstatere, at han nu har både Tysklands og Østrigs konservative kanslere imod sig. Det er en lejr, som også de danske konservative tilhører, efter at partiets afgående medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, klart meldte ud, at han har fået nok af Orbán. Således var det kun DF’s medlemmer af Europa-Parlamentet, der fra dansk side stemte til fordel for Orbán.

Macron lurer i kulissen

Den eneste betydningsfulde ikkeøsteuropæiske politiker fra de gamle konservative partier, der nu støtter Orbán, er Laurent Wauquiez, der leder Frankrigs Le Républicain, LR, der er i dyb krise efter valgnederlagene til Emmanuel Macron ved de to store franske valg i 2017.

Wauquiez havde før afstemningen opfordret til, at de franske konservative i Strasbourg skulle stemme imod dagsordenen, og altså for Orbán. Men sådan gik det ikke. Seks LR-parlamentarikere undlod at stemme og medvirkede således til den ungarske leders nederlag.

Mens de franske konservative er splittede i forhold til, om man skal vælge Orbán-fløjen eller Merkel-fløjen, har præsident Macron over de seneste måneder haft travlt med det, der foregår internt hos Europas konservative i EPP. Det har han, fordi han arbejder på at skabe sig den stærkest mulige platform i Europa-Parlamentet i forbindelse med valget næste år.

I den forbindelse tyder alt nu på, at Macrons parti, LREM, har valgt at slutte sig til den liberale midterlejr, ALDE, der har danske parlamentarikere fra både Venstre og De Radikale som medlemmer.

Om Orbáns nederlag også betyder, at hans Fidesz-parti bliver smidt ud af EPP eller selv går, er det endnu for tidligt at sige, men det vil være den eneste logiske konsekvens. Under alle omstændigheder står det klart, at de mest magtfulde europæiske konservative nu har fået nok af Viktor Orbán.

Det konservative bud på Europas fremtid er den globalt set ambitiøse, frihandelsorienterede og på visse måder Bruxelles-ydmyge linje, som Jean-Claude Juncker fremlagde i sin tale om Unionens tilstand i sidste uge.

Orbáns nationalt autoritære og illiberale kurs har fået det røde kort.