Folketinget traf beslutningen om den københavnske metro på et vildledende grundlag. Få dage før politikerne traf beslutningen i september 1996, modtog de et notat, som underdrev, hvor dyr metroen var blevet i forhold til de oprindelige lovforarbejder. Af notatet, som er fremstillet i Ørestadsselskabet, fremgår, at metroen vil koste 6,3 milliarder kr. Oprindeligt var der regnet med 4,5 milliarder. Det oprindelige tal var imidlertid med moms, mens det andet tal er uden. Politikerne kunne derfor ikke vide, at metroløsningen var steget langt mere i pris end de 40 pct., som tallene viste. “Det er en skandale og en grov fortielse,” siger Trafikudvalgets formand, Arne Melchior. Ørestadsselskabets direktør, Anne-Grethe Foss mener, at sagen beror på en misforståelse. Selv en stærk tilhænger af Øresta-den som den konservative Brian Mikkelsen er kritisk: “Ørestadsselskabet syltede informationer, både over for offentligheden og over for os politikere.” Nu er selskabet langt mere åbent, understreger han.