Rapport advarer mod udviklingen i Østersøregionen
Behov for en ny dagsorden for hele regionen
- men politikerne mangler mod til at satse
Østersøregionens position som et af verdens mest ekspanderende vækstcentre er truet. En ny rapport om erhvervs- og innovationsklimaet i regionen dokumenterer, at de økonomiske tigre omkring Østersøen taber fart og er ved at blive overhalet af landene i Centraleuropa. Konkurrenceevnen er svækket, andelen af verdenseksportmarkedet vigende og faldet i direkte udenlandske investeringer større end andre regioners. “Tiden er inde til at finde en ny dagsorden for Østeresøregionen, ” siger en af rapportens forfattere, professor Christian Ketels fra Harvard Business School, til Ugebrevet. Rapporten blev i sidste uge drøftet af 550 topfolk fra Østersøregionen og resulterede i skarp kritik af politikerne for ikke at have mod til at gennemføre de nødvendige reformer. Innovationsevnen vurderes at være for dårlig og satsningerne på uddannelse og forskning for små. “Det er ikke en selvfølge, at Østersøområdet vil være i centrum i fremtiden, ” påpeger en anden af rapportens medforfattere, Sylvia Schwaag Serger.