Weekendens formelle dannelse af samarbejdet blandt transport-vognmænd kan blive starten på en helt ny stor arbejdsgiverorganisation, “Dansk Service”. Efter forårets storkonflikt har serviceområdets organisationer været uhyre kritiske over for Dansk Industris massive dominans i arbejdsgiverfællesskabet. Derfor erkender mange aktører i dag, at vejen frem er at opbygge organisationer, som bare tilnærmelsesvis kan måle sig med DI. Hvis servicesektorens arbejdsgiverorganisationer slår sig sammen, kan de tilsammen mønstre over 30 pct. af lønsummen i DA og dermed udfordre DIs position.