Annonce

Pensionsmilliarder til bankopkøb

19. september 2010 kl. 10.53

Der var heftig trafik ind og ud af Hotel Hilton i København sidste uge, hvor en række pensionsselskaber forhandlede om at overtage landets femtestørste bank FIH Erhvervsbank, der kun holdes oppe af en statsgaranti på 50 milliarder kr. Ved redaktionens afslutning var intet afgjort, men vedholdende rygter lyder, at ATP og PFA sammen med det svenske forsikringsselskab Folksam bliver de nye ejere. Det er et vidnesbyrd om, at de store fonde indtager en stadig mere central rolle i genopretningen af dansk økonomi efter finanskrisen.

Allerede tidligt i krisen påtog fondene sig en aktiv rolle i forhold til at sikre stabiliteten i finanssektoren. I 2007 stillede ATP, landets største pensionsselskab, med en kassekredit på 15 milliarder kr. til FIH Erhvervsbank, hvilket de facto sikrede dens overlevelse. ATP gjorde det da også allerede dengang klart, at man godt kunne se sig selv som ny ejer. Også PFA har vist sig som bankverdenens redningsmand. I sidste uge deltog selskabet således i forsøget på at redde Amagerbanken ved at deltage i den aktieemmision, der indtil videre har sikret banken en livsnødvendig statsgaranti.

Fondsmilliarderne

Forstør

Udvikling i den danske pensionsformue 1991-2009, mia. kr.

Kilde: Finanstilsynet.

Også i forhold til landets generelle økonomiske velbefindende har fondene vist handlekraft. Efter en lynændring af reglerne på området må de i dag ligge inde med større mængder af danske aktier og realkreditobligationer end tidligere. Desuden arbejder man på at skyde 5 milliarder kr. i en fond, der skal låne penge til små og mellemstore virksomheder, som har svært ved at hente pengene i banken. Endelig har man meldt sig klar til at levere pengene til infrastrukturprojekter, der kan sætte skub i økonomien, hvis politikerne finder den rette model.

Fondene selv argumenterer for, at de ser en god forretning i de kriseramte banker, til trods for at analytikere påpeger, at bankinvesteringer er blandt de mest risikable, man kan foretage for tiden. Så når pensionsselskaberne mener, at bankopkøbene er gode forretninger, er det sikkert, fordi de danske pensionopspareres penge er dybt afhængige af, at landet har en stabil økonomi. Kollapser banker på størrelse med FIH og Amagerbanken, vil de tage en lang række virksomheder med sig i faldet.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026