Udflytning er planløs symbolpolitik

Udflytningen af statslige arbejdspladser redder ikke balancen imellem by og land. Det gør uddannelser, digitalisering og en effektiv erhvervspolitik, som skaber nye private arbejdspladser.

MM Special: Det skæve Uddannelsesdanmark

Efter mere end ti års helt bevidst centraliseringspolitik fra Christiansborg, der har suget alt fra politistationer, domstole, uddannelsesinstitutioner, kaserner og til sygehuse i direkte retning mod de større byer og større centrale enheder, går bevægelsen nu den anden vej. I hvert fald retorisk er København blevet yt og provinsen det nye sort.

For bare nogle få år siden handlede det ellers om at etablere København som international vækstmotor for hele hovedstadsregionen, og Skåne og Sjælland med for den sags skyld. Ministerierne kappedes om at være med på realiseringen af den plan, og der blev rakt ud til hele Øresundsområdet. Nu er der dårlig nok nogen, der tør åbne munden og sige noget til fordel for København. Nu bliver der flyttet statslige arbejdspladser fra København til Brovst, Bogense, Brønderslev, Hadsten og Nakskov.

Noget giver mening, specielt i de tilfælde, hvor større enheder flyttes ud og rodfæstes andre steder i landet, som det er tilfældet med Miljøstyrelsen, Patientklagestyrelsen og Energitilsynet, hvor der er en samlet logik i forhold til placeringen. Andet virker fuldkommen uden sans og samling og som ren symbolpolitik. Det virker sandt at sige, som om alle ministerier har fået ordre på at bidrage til at mase antallet af udflyttede arbejdspladser i vejret, og det er der kommet nogle mildt sagt underlige eksempler ud af. Det gælder flytningen af Dansk Sprognævn, Det Økonomiske Råds sekretariat, sekretariatet for Frivilligrådet og Det centrale Handicapråd, Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder og sekretariatet for studievalg, for nu bare at nævne nogle.

Et Danmark i ’Bedre balance’ hedder det nu med plan I fra 2015 og plan II fra 2018. I første omgang blev 3.900 arbejdspladser udflyttet, og i anden omgang godt 4.000. Samtidig etableres der i den nye runde mellem 500 og 1.000 nye uddannelsespladser i 10 såkaldte uddannelsesstationer uden for København.

Hvis man regner nettobevægelsen ud i forhold til dels de arbejdspladser, som strukturreformen, centraliseringen og effektiviseringshensyn tog ud af landdistrikterne, og holder dem op imod den udflytning, der nu er i gang, er der ikke tale om nogen relevant kompensation for det tabte rundt omkring i landet. Så skulle man måske kigge på den politireform, den domstolsreform eller den sygehussammenlægning, der har gjort det uattraktivt at bo i landets yderområder.

KIGGER MAN PÅ LEDIGHEDEN, TAGER MAN STATSLIGE arbejdspladser fra Hovedstadsområdet med den højeste ledighed i landet og flytter dem til områder i provinsen med meget lav ledighed. Det betyder, at de statslige arbejdspladser kommer til at konkurrere med private virksomheder om kvalificeret arbejdskraft, og sidstnævnte kæmper i forvejen hårdt for at få de rigtige folk. Hvordan giver det mening?

Kigger man på de nye uddannelsespladser i 10 udvalgte provinsbyer, så udgør de, som Mandag Morgen beskriver det i denne udgave, i den allermest optimistiske udgave kun godt 1 procent af det samlede antal uddannelsespladser, som udbydes. Hvad værre er: Kommunerne vil hellere have de uddannelsespladser, som kan holde på de unge i lokalområderne, end en lille snes statslige arbejdspladser tilfældigt og umotiveret placeret i den by, der nu stod for tur og havde nogle ledige lokaler. Og kommunerne vil hellere have hele uddannelser end de uddannelsesstationer, der alligevel kun holder på de unge midlertidigt, indtil de må rejse for at færdiggøre deres uddannelse. Hvordan giver det mening?

Regeringen og oppositionen synes lige begejstrerede for udflytningsplanerne for de statslige arbejdspladser. Det handler om stemmer og vælgerhensyn. De statslige arbejdspladser bliver så et mærkeligt plaster på såret for en kommunal og regional centralisering, som de selvsamme politikere og deres kolleger i kommuner og regioner har gennemført med rask hånd ud fra devisen, at de store enheder er billigere i drift og bedre til at udnytte viden, erfaringer og ressourcer. Mon ikke vælgerne kan gennemskue det her?

Bedre balance i Danmark fås ikke ved at lave symbolpolitik. Det fås ved at fastholde Hovedstadsområdet som vækstlokomotiv i en globaliseret verden, hvor de store byer kommer til at spille en afgørende rolle. Det fås ved, at hver eneste kommune og region arbejder sammen om at udvikle nye private arbejdspladser, og ved at satse benhårdt på at gøre Danmark til en digital førernation og en førernation på bæredygtighed. Og det fås ved at gøre op med det uddannelsesmæssigt skæve Danmark og skabe mulighed for at nytænke uddannelsesstrukturen, så de unge kan blive i lokalområderne, uddanne sig, stifte familie og få job der. Det gør vi ved at etablere stærke faglige miljøer omkring de erhvervsmæssige vækstklynger og dermed understøtte innovation og udvikling af nye forretningsmodeller i både provinsen og hovedstaden. Det gør vi ved, at det offentlige går foran og tænker digitaliseringen ind i alle processer og funktioner.

Vi er et lille land, og vi har ikke brug for den destruktive kamp mellem hovedstadsområdet og provinsen, som sikkert kun forværres yderligere om kort tid, når en udligningsreform står for døren. Det er ikke udflytningen af statslige arbejdspladser, der skaber bedre balance. Det er, at der rettes op på det skæve uddannelsesdanmark, og at der skabes flere private arbejdspladser i provinsen, så provinsen kan holde på sine unge.

Forrige artikel Udkald til ny reform af den offentlige sektor Udkald til ny reform af den offentlige sektor Næste artikel Tilskudspuljedanmark skal på skrump Tilskudspuljedanmark skal på skrump