Politikere til universiteterne: Det er ikke godt nok
De danske universiteter har problemer med at imødekomme arbejdsmarkedets behov og matche udbud med efterspørgsel. Mange uddannelser har ikke styr på dimittendanalyser og aftagerpaneler, mens flere har uddannet til overledighed gennem en årrække. S, SF og V kritiserer universiteternes manglende indsats og varsler øget politisk styring af området. Uddannelsesminister Morten Østergaard skal redegøre for sagen i Folketingets forskningspolitiske udvalg. Formanden for rektorerne, Jens Oddershede, efterspørger en beskæftigelsespolitisk indsats, der også favner det voksende antal ledige akademikere.
Ida Strand
Det står ellers klart og tydeligt i universitetsloven: ”Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.” Men ti år efter at loven trådte i kraft, har de danske universiteter stadig umådelig svært ved at forholde sig til det omgivende samfunds behov.
Universitetssjusk" caption="Figur 1
Figur 2 " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/99b0d-is_figur2_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4ce5a-is_figur2_0.png | Forstør Luk
For mange akademikere udløser en lang uddannelse ikke en jobgaranti. Ledigheden for en lang række akademikergrupper ligger over den gennemsnitlige akademikerledighed og, for flere, over bruttoledigheden i samfundet generelt.
Som led i den tilbagevendende akkreditering skal alle danske universitetsuddannelser dokumentere, at de færdiguddannede finder relevant beskæftigelse. Og de har pligt til at indgå i en dialog med dimittender og aftagere for at sikre, at uddannelsen er relevant for arbejdsmarkedet. Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, lever 101 ud af de 256 eksisterende universitetsuddannelser, der er blevet akkrediteret over de sidste tre år, kun delvist eller slet ikke op til dette kriterium. Se figur 1. Det får nu forskningsordførerne fra SF, V og S til at slå alarm og efterlyse politisk handling: ”Jeg har påpeget problemstillingen over for diverse universitetsrektorer over en årrække, uden at det har haft en effekt. Nu er der brug for, at vi politikere tager bladet fra munden og tager et ansvar for situationen,” siger forskningsordfører Jonas Dahl fra SF. Han får opbakning fra Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen. ”Det er jo ikke opløftende at se, at så mange uddannelser har problemer med at leve op til de kriterier, som universitetsloven foreskriver,” siger han. Han har nu i Folketingets forskningssudvalg stillet spørgsmål til uddannelsesminister Morten Østergaard om, hvordan ministeren agter at sikre, at universiteterne lever op til deres ansvar. Se også tekstboks. ”Behov for uddannelsen” er ét af de fem kriterier, der indgår i akkrediteringen af nye og eksisterende uddannelser. I akkrediteringsbekendtgørelsens bilag 1 står: ”Ved akkreditering af nye uddannelser: Ved akkreditering af eksisterende uddannelser: Kirsten Brosbøl, forskningsordfører for S, understreger, at man skal værne om universiteternes selvstyre, men erkender, at der er brug for at gøre noget. ”Jeg bryder mig ikke om, at vi som politikere skal gå ind og styre universiteternes udbud. Men omvendt vil jeg ikke afvise, at der er uddannelser med så stor en overproduktion af kandidater, at det simpelthen er en bjørnetjeneste at tage flere ind. Her kan det være nødvendigt med dimensionering fra politisk side,” siger hun. Formanden for universitetsrektorerne, Jens Oddershede, tager kritikken til sig. Han indrømmer, at universiteterne ikke er i mål med indsatsen for at erhvervsrette uddannelserne, og erkender, at de kan bære et større ansvar for at få afsat deres kandidater, f.eks. ved at oprette karrierecentre og hjælpe dem ud i relevante studiejob. Men han mener samtidig, at den politiske indsats for at få de mange ekstra akademikere i arbejde skal skærpes: ”Formålet med at uddanne mange ekstra akademikere er, at de skal ud i det danske samfund og skabe værdi. Men spørgsmålet er, hvad man gør rent politisk for at skabe flere akademiker-arbejdspladser? Det er fint med tiltag som Videnspilotordningen, men der er brug for en langt større beskæftigelsespolitisk indsats,” understreger han. De danske universiteter er groft sagt sat i verden med to formål: De skal levere forskning af høj kvalitet, og de skal sikre en veluddannet arbejdsstyrke. Og som udgangspunkt er landets otte universiteter godt med på begge punkter. Internationale undersøgelser vurderer undervisningskvaliteten som høj, flere universiteter ligger godt på de internationale ranglister, og danske universitetsforskere er blandt verdens bedste, når det gælder antallet af publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter. Spørgsmålet er så, om de kandidater, universiteterne producerer, også efterspørges på arbejdsmarkedet. Folketingets Udvalg for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser mødes i dag for første gang i den nye folketingssamling. Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen, har fremsendt følgende samrådsspørgsmål til forsknings- og innovationsminister Morten Østergaard. Regeringen opererer med en målsætning om, at i 2020 skal 25 pct. af en ungdomsårgang tage en akademisk uddannelse. Bliver den realiseret, vil antallet af akademikere blive fordoblet over de næste tyve år, fra 200.000 til 400.000. Og uden en skærpet indsats for at sikre, at de mange nye højtuddannede udstyres med kompetencer, der er relevante for arbejdsmarkedet, risikerer satsningen at ende som en beskæftigelsesmæssig katastrofe. Se også MM Navigation 03, 2012. Med den universitetslov, der trådte i kraft i 2003, blev universiteterne selvejende institutioner med egen ledelse og bestyrelser med eksternt flertal. Universiteternes selvbestemmelse blev markant øget, mens den politiske styring blev slækket. Politikernes indflydelse på universiteternes udvikling ligger nu hovedsagelig i de såkaldte udviklingskontrakter, der indgås for tre år ad gangen. Det er universiteterne selv, der fastsætter uddannelsesudbuddet. Og på flere humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser har man i årevis uddannet systematisk til en ledighed, der ligger et godt stykke over gennemsnittet, uden at man har sænket optaget. Esben Lunde Larsen efterlyser større udsyn fra universiteternes side: ”Universiteterne skal i langt højere grad forstå, at de ikke kun har et ansvar på de indre linjer, hvor det handler om uddannelse, forskning og de studerende. De har også et eksternt ansvar over for det samfund, som de er placeret i. Vi har et hoveduniversitet i hver region, som har et ansvar for at sprede viden i regionen og interagere med dets erhvervsliv, kommuner og institutioner, og her har universiteterne en kæmpe opgave med at blive bedre,” siger han. Med det øgede selvstyre fulgte et øget ansvar for at leve op til lovens forpligtelser om at skabe øget værdi i samfundet. Men først i 2011 fremlagde Københavns Universitet, landets største, en strategi for, hvordan man vil samarbejde med erhvervslivet. Ifølge Esben Lunde Larsen er dét ikke godt nok: ”Det er ikke noget krav, at universiteterne skal lave en erhvervsstrategi. Men det burde slet ikke være nødvendigt at stille krav om den slags. Et universitet burde tage det som sin naturligste forpligtelse også at være udadskuende. Hvis universiteterne ikke interagerer med samfundet omkring sig, opdager samfundet heller ikke værdien af det, universitetet producerer. Det er nødvendigt i omstillingen fra industrisamfund til videnssamfund, at der kommer større fokus på, hvad universiteterne kan bidrage med,” siger han. Jonas Dahl fra SF efterlyser, at universiteterne bliver langt bedre til at bygge bro til arbejdsmarkedet: ”Universiteterne har hverken været gode nok til at tegne jobperspektiverne op for de studerende eller til at profilere kandidaterne over for arbejdsgiverne. Den problemstilling bliver vi nødt til at forholde os til. Det er altså ikke bare en pølsemaskine, man skal have gang i på universiteterne. Vi bliver også nødt til at hjælpe de unge til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Perspektivet har i for lang tid været, at de studerende skulle have deres eksamensbevis, og så var det deres eget problem, hvad der skete bagefter. Men universiteterne bliver altså nødt til at træde mere i karakter og tage ansvar for det jobmarked, der ligger efterfølgende”, siger han. 
Kilde: ACE Denmark. [/graph]
Ingen pølsemaskine
Note: 1 Tallene inkluderer de akademikere, der er forsikret hos de a-kasser, der er medlem hos AC, hvilket svarer til mellem 75 og 80 procent af alle akademikere i Danmark., Kilde: Akademikernes Centralorganisation.
Ifølge Jens Oddershede forsøger universiteterne at tilpasse sig arbejdsmarkedets behov ved at oprette nye uddannelser. Tal fra akkrediteringsinstitutionen ACE Denmark viser, at der over de sidste fem år er givet tilladelse til oprettelse af i alt 173 nye universitetsuddannelser, heraf 46 bacheloruddannelser, 92 kandidatuddannelser og 35 masteruddannelser.
Men ifølge Jonas Dahl er det svært for erhvervslivet at gennemskue, hvilke kompetencer der kommer ud af de mange nye uddannelser: ”Der er gået inflation i at oprette nye uddannelser, og det er en udvikling som både universiteterne og akkrediteringssystemet har ansvar for. Hvis man hele tiden vil oprette nye uddannelser, skal man også forholde sig til, hvilke der skal lukkes ned,” siger han.
Han påpeger, at det kunne være mere effektivt at sørge for, at der kommer flere tilvalgsmuligheder på de eksisterende overbygningsuddannelser, så de studerende har mulighed for at specialisere sig, men samtidig bevare kandidattitler, der er velkendte i erhvervslivet.
Han understreger, at der kan være behov for at skride ind fra politisk hold. F.eks. ved at lægge loft på flere uddannelser eller skærpe kravene til akkreditering af nye uddannelser. I dag er det kun enkelte uddannelser som medicinuddannelsen, der er omfattet af politiske restriktioner.
”Når der nu er en høj arbejdsløshed inden for nogle faggrupper som for eksempel arkitekter, er det rimeligt at spørge, om det giver mening, at vi har arkitektskoler i både København og Aarhus, og så også akkrediterer en ny arkitektlignende uddannelse i Aalborg,” siger han. ”Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad det er for en jobsituation man realistisk set har udsigt til, og forholde sig til, om der er behov for nogle faglige områder mere end andre. For mig er det også et spørgsmål om at tage en ansvar for de unge, der tager en uddannelse. Kan vi være bekendt at uddanne dem til et liv i arbejdsløshed? Det synes jeg simpelthen er uanstændigt.”
Initiativer undervejs
Uddannelsesminister Morten Østergaard har, sammen med resten af regeringen, meget på spil med 25-pct.-målsætningen. Ud over kravet om 200.000 ekstra akademikerpladser på et tørkeramt arbejdsmarked udløser den ambitiøse målsætning en ekstraregning på over 2 milliarder kr. årligt som følge af øgede taxameterudgifter og SU til de studerende.
For at sikre, at de store investeringer bidrager til øget vækst og beskæftigelse, har regeringen nedsat et særligt ministerudvalg med deltagelse af seks ministre og med uddannelsesminister Morten Østergaard for bordenden. Udvalget skal se på, hvordan man kan styrke uddannelsesinstitutionernes kobling til arbejdsmarkedet.
Blandt de tiltag og redskaber, der er i spil, er en rammelov, der skal gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt. De studerende skal have bedre mulighed for at tage fag og overbygninger på forskellige uddannelser og universiteter. Studerende, der ønsker at sammensætte deres uddannelse mere selvstændigt, støder i dag på problemer i forhold til at få overført merit. Ifølge Mandag Morgens kilder forventes udspillet til foråret.
Flere parter, herunder Dansk Erhverv, har foreslået at man kunne ændre taxametersystemet for at erhvervsrette uddannelsesudbuddet, f.eks. ved at give taxametertilskud efter, hvor gode de enkelte uddannelser er til at afsætte kandidater på arbejdsmarkedet. Regeringen har varslet en reform af taxametersystemet, men den er ikke med i det netop fremlagte lovkatalog for det nye folketingsår, og det er uklart, hvor langt arbejdet egentlig er kommet.
Et tredje redskab er at dimensionere uddannelsesudbuddet ved hjælp af fremskrivninger, sådan som man gør i lande som Sverige og Tyskland. Herhjemme har der ikke været tradition for denne slags redskaber i uddannelsessektoren, siden Bertel Haarders tiltag i 1980’erne, der endte med stor overledighed blandt ingeniører og læger. Men noget tyder på, at stemningen er ved at vende:
”Det er klart, at vi har været meget bange for at lave fremskrivninger som følge af Bertel Haarders katastrofale forsøg. Men vi er nødt til at sige, at der er nogle områder, hvor vi kan bruge fremskrivningerne for at se, om vi skal skrue ned for blusset,” siger Jonas Dahl.
Samme melding lyder fra Esben Lunde Larsen: ”Der har ikke været tradition for fremskrivninger, men på baggrund af de erfaringer, der er internationalt, er jeg åben over for, at vi i højere grad kan regulere fra politisk niveau. Hvis universiteterne levede op til lovgivningen, ville det ikke være nødvendigt, men noget tyder på at vi er nødt til at tage nye redskaber i brug, også selv om der er risici for fejlskøn. Det ansvar må vi som politikere være parate til at tage på os,” siger han.
Fremskrivninger kan f.eks. danne baggrund for skærpede akkrediteringskrav til nye og eksisterende uddannelser. Uddannelsesministeren fremlægger til foråret et lovforslag om et nyt akkrediteringssystem. I stedet for at akkreditere de enkelte uddannelser lægger han op til at gøre det på institutionsniveau – med stikprøvekontrol på enkelte uddannelser. Formålet er at lette det bureaukrati, der præger den nuværende ordning, og fortsætte den indsats for at sætte universiteterne fri, der blev sat i gang med universitetsreformen i 2003.
Morten Østergaard har tidligere udtalt, at man kommer længere ad frivillighedens vej end ved at øge kontrollen og styringen. En række universiteter har f.eks. valgt at indføre et minimumstimetal på eget initiativ, uden at det var nødvendigt at lovgive på området.
Kirsten Brosbøl er enig i, at der skal værnes om universiteternes selvstyre, men forventer samtidig, at ministeren kommer på banen med udspil, der kan sikre et bedre match mellem udbud og efterspørgsel: ”Vi skal ikke til at detailstyre, men vi skal bruge rammelovgivningen og udviklingskontrakterne til at lægge det pres på universiteterne, der gør, at de – død og pine – får skabt et mere fleksibelt uddannelsessystem,” siger hun.
Blandt de ønsker, hun vil tage med i de kommende forhandlinger, er, at praktikophold gøres meritgivende, så de studerende får en relation til arbejdsmarkedet, uden at de skal forlænge deres uddannelsestid.
Derudover ser hun det som helt afgørende, at universiteterne får meget større fokus på at uddanne kandidater, der kan gå ud og starte egen virksomhed.
S foreslår, at der sættes meget mere fokus på iværksætteri på uddannelserne – f.eks. ved at give de studerende mulighed for at komme i iværksætterpraktik, hvor de med kvalificeret rådgivning får mulighed for at arbejde med egne forretningsideer:
”Det private arbejdsmarked kan ikke opsluge alle de kandidater, der kommer ud fra universiteterne fremover. Det må også være vores forventning, når vi uddanner så mange akademikere, at de skal være med til at skabe fremtidens arbejdspladser. De skal ikke bare ud og stille sig op i arbejdsløshedskøen, men bidrage til selv at skabe beskæftigelse,” siger hun.
Ifølge Mandag Morgens oplysninger er der endnu ingen af de danske universiteter, der har fremlagt en strategi for, hvordan de vil uddanne flere iværksættere, men det er et punkt i den innovationsstrategi, som uddannelsesministeren efter planen offentliggør inden jul.
Behov for større debat
Rektorernes formand, Jens Oddershede, advarer imod, at man hænger sig for meget i ACE’s tal for de 101 uddannelser, der kun delvist eller slet ikke lever op til kriteriet om at redegøre for deres arbejdsmarkedsrelevans. Akkrediteringen er omgivet af en hel del procedurer, der skal opfyldes på en bestemt måde, og der optræder procedurefejl, mener han:
”Man skal have møder med aftagerpanelerne, og man skal stille dem helt bestemte spørgsmål. Der er en del bureaukrati i det her, der gør, at man ikke kan bruge undersøgelserne til at udlede, at vi ikke har styr på arbejdsmarkedets behov.” Han påpeger, at når der spørges ind til, om uddannelserne uddanner til arbejdsmarkedet, er der tale om det arbejdsmarked, der eksisterer i dag. Det gør det svært for især de uddannelser, der retter sig mod fremtidens behov, at dokumentere deres berettigelse.
Han erkender dog samtidig, at universiteternes indsats for at matche arbejdsmarkedets behov kan skærpes, og mener også at universiteterne er meget fokuserede på, at der er en udfordring med at styrke koblingen til arbejdsmarkedet. Konkret er universiteterne blevet meget bedre til at afsætte kandidater til den private sektor, og indsatsen for at forbedre aftagerpanelerne og få mere iværksætteri ind i uddannelserne står ifølge Jens Oddershede højt på universiteternes dagsorden. Senest har Aarhus Universitet engageret sig i et større projekt, der skal føre til uddannelsen af flere iværksættere.
Han savner, at diskussionen om universiteternes ansvar nuanceres og sættes ind i en større sammenhæng, der også omfatter regeringens 25-pct.-målsæting og beskæftigelsespolitikken:
”Der er ingen grund til at skjule, at det er en stor udfordring at finde beskæftigelse til de mange ekstra akademikere. Vi er på universiteterne godt klar over, at beskæftigelsesmulighederne er bedre inden for en række tekniske og samfundsvidenskabelige fag end for humaniora, og vi så gerne at endnu flere valgte at læse til ingeniør. Men man tager fejl, hvis man tror, at man ved at lægge låg på nogle uddannelser kan tvinge studerende over på andre. Hvis vi siger nej til en studerende, der søger ind på et humanistisk studie, er det langtfra givet, at vedkommende så vil beslutte sig for at blive ingeniør i stedet. Så vi risikerer at tabe dem helt, og det er jo ikke ønsket fra politisk side,” siger han.
Universiteterne kan selv gøre mere for at bringe de studerende tættere på erhvervslivet: ”Som formand for universiteterne efterlyser jeg ikke flere opgaver, men det er en mulighed at give universiteterne større ansvar for employability ved at oprette karrierecentre på universiteterne, der kan rådgive de studerende i forhold til relevant erhvervspraktik og deres kompetencer på arbejdsmarkedet,” siger Jens Oddershede.
Han efterlyser samtidig en beskæftigelsespolitik, der i meget højere grad end i dag varetager akademikernes interesser. F.eks. er der brug for, at man rundt omkring på jobcentrene får en bedre forståelse af de kompetencer, som akademikerne bringer med ind på arbejdsmarkedet:
”Den beskæftigelsespolitik, der føres i dag, har meget fokus på de kortuddannede og dem uden uddannelse. I forhold til den udvikling, vi står over for, er der brug for at forstå, at der altså også skal gøres en ekstra indsats for at sikre de mange ekstra akademikere beskæftigelse,” siger han.
