Ned med momsen! Danskerne har deres egen skattedagsorden Køber ikke argumenter for lavere indkomstskat Vælgere og politikere befinder sig på hver sin planet, når det gælder skattepolitikken. To tredjedele af danskerne vil hellere lette moms og afgifter end indkomstskatten. Det fremgår af en omfattende meningsmåling, som Ugebrevet har lavet i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, forud for skattekommissionens arbejde. Politikernes hovedargument for at fokusere på indkomstskatten – at det øger arbejdsudbuddet – har vælgerne ikke større fidus til. Kun en tredjedel er enige i, at lavere skat på arbejde vil få folk til at arbejde mere. Og kun en femtedel af vælgerne køber politikeres og økonomers påstand om, at en lettelse af topskatten nærmest vil finansiere sig selv.