Et gammelt mundheld siger, at når krybben er tom, så bides hestene.

Selv om danskerne nok ikke ligefrem begynder at bide hinanden, vil der i de kommende år foregå en intens kamp om, hvordan de offentlige milliarder skal bruges. Og skal der være penge til at servicere det stigende antal ældre medborgere, så er kassen stort set tom.

Problemet er både økonomien og så selvfølgelig udviklingen.

Her til foråret er der f.eks. lagt op til en revision af førtidspensionsreformen fra 2012. Der er almindelig politisk enighed om, at reformen rammer svage borgere urimeligt hårdt. De bliver sendt i det ene ressourceforløb efter det andet uden udsigt til at få, og ikke mindst bevare, et arbejde. Uanset at enigheden om at rydde op i reformens skavanker er stor, er der ikke lagt op til, at der følger en stor pose penge med.

Det samme er tilfældet med den kommende reform af den økonomiske udligning mellem kommunerne. Også her lægger regeringen op til, at der ikke skal tilføres ekstra ressourcer til kommunerne, heller ikke selv om en reform kan koste nogle kommuner ganske mange penge.

Og heller ikke regeringens bebudede reform af den offentlige sektor, der skal sikre en mere sammenhængende behandling af borgerne, bliver fulgt op med nye penge.

Elafgiftens dilemma

Det kommende energiforlig, der skal fremme omstillingen fra fossile brændstoffer som olie og kul til vedvarende energi som sol og vind, er blevet udskudt, bl.a. fordi de tre regeringspartier ikke er enige om en omlægning af de nuværende energiafgifter, så de fremmer omstillingen. Et særligt problem er afgiften på el, der måske ville give mening på et tidspunkt, hvor el blev produceret på kulkraftværker. Men efterhånden som mere og mere el produceres af vindmøller, er den høje elafgift med til at forhindre omstillingen fra olie og kul til vind.

Til gengæld skæpper afgiften godt i statskassen. I 2018 løber bidraget op i 12,4 mia. kr. Det betyder samtidig, at der er grænser for, hvor meget politikerne kan lette afgiften på el af hensyn til den grønne omstilling uden for alvor at skære i statens indtægtsgrundlag. Og når det økonomiske råderum nu er barberet ned til 23,5 mia. kr., så er 12,4 mia. kr. en meget stor post på budgettet.

Udviklingen har på den anden side også gjort det lettere for politikerne at styre den offentlige økonomi. Mens mange kommuner, regioner og staten op gennem 00’erne overskred deres budgetter, holder budgetterne i dag. Siden vedtagelsen af den første budgetlov tilbage i 2010 er kommuner og regioner blevet straffet, hvis de overskrider budgettet.

Samtidig har skiftende regeringer lagt låg over særligt kommunernes serviceudgifter. Ikke nok med, at budgetloven fastsætter et loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge i de enkelte år, så er loftet år efter år blevet videreført. Resultatet har været, at kommunernes serviceudgifter år efter år ligger på det samme niveau, hvis man måler udviklingen i faste priser.

Skjulte nedskæringer

Derfor prioriterer borgmestre og byråd stadigt hårdere. Denne del af prioriteringerne har langt fra samme opmærksomhed, som når politikerne forhandler de store forlig på Christiansborg.

”Budgetloven er en slags usynlig nedskæring, hvor politikerne ikke i fuld offentlighed siger, at nu skal der spares og prioriteres. Det er bare en konsekvens af budgetloven,” siger Carsten Jensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Derudover har regeringen bedt uddannelsesinstitutioner om løbende at spare 2 pct. på deres budgetter. Og selv om det har ført til en del murren, er der ikke tale om en reform, hvor politikerne i fuld åbenhed får sagt, at udgifterne til uddannelse om fem eller måske ti år skal udgøre en lavere del af BNP.

Men det er det, der er ved at ske. For i kampen om flere penge, er der altid en sikker vinder, og det er sundhed.

”Det er meget svært for politikerne at holde igen med pengene til sundhed. Den teknologiske udvikling betyder, at der hele tiden opstår nye muligheder for at behandle borgerne, og hvis ikke man følger med her, vil vælgerne hurtigt opleve det som uacceptabelt,” siger Carsten Jensen.

Ser man på udviklingen siden 2000, har politikerne da også bevilget langt flere ekstra penge til sundhed end til for eksempel uddannelse. Se figur 1.

På et tidspunkt, hvor der er meget stramme rammer for den offentlige økonomi, vil politikerne formentlig stadig sikre flere penge til sundhed, og så bliver der lidt færre penge til udvikling på andre områder.

Men selv her sker der ’usynlige’ nedskæringer. Selv om politikere fra Venstre til Socialdemokratiet under valgkampen i 2015 højtideligt lovede, at der skulle være penge til at finansiere ny og dyr medicin, har de nedsat et udvalg, der nøje skal vurdere, om patienterne får så megen glæde af medicinen, at de ekstra penge er givet godt ud. Så heller ikke på sundhedsområdet er der frit valg på alle hylder.

LÆS OGSÅ: Løkkes pengekasse er snart tom