Politikernes krisehåndtering har udhulet danskernes tillid

Mens danskernes tillid til en række institutioner såsom Forsvaret og uddannelsessystemet stiger, står det anderledes til med tilliden til medier og de politiske systemer, der de sidste ti år har lidt et knæk. Sund skepsis er godt, men mistillid kan underminere vores institutioner, og derfor skal udviklingen tages alvorligt, advarer forskere. 

Laura Ellemann-Jensen

MM Special: Danskernes moralske kompas
  • Flere danskere ønsker – på tværs af alle befolkningsgrupper – mere økonomisk lighed.
  • Når det gælder Folketinget, regeringen og de politiske partier, har tilliden lidt et knæk under krisen.
  • Vi er blevet mere frisindede på personlige forhold som skilsmisse, abort, seksualitet og brug af hash.
  • Til gengæld er der lav tolerance over for skattesnyd og bestikkelse.

Danskerne vil have lighed, tillid og frisind – og mindre skattesnyd

Farvel til 00’ernes individualisme: Flere danskere vil have mere økonomisk lighed

Danskernes moralske kompas: Betal din skat, og ryg din hash

Politikernes krisehåndtering har udhulet danskernes tillid

Da Thorning og co. efter folketingsvalget i 2011 forskansede sig i Det Sorte Tårn, gjorde de muligvis en begyndende tillidskrise værre. De lukkede sig om sig selv, kun ganske lidt slap ud, og bagefter stod mange danskere med en lang næse og måtte spejde langt efter en forklaring på de politiske kompromiser, forhandlingerne i tårnet afstedkom.

Regeringen anno 2011 gjorde groft sagt alt det, forskere i dag siger, at man som politiker skal holde sig fra. I hvert fald hvis man vil opretholde en vis portion tillid hos befolkningen.

Og tilliden til politikerne har set bedre dage, viser Værdiundersøgelsen 2019. Danskerne mister især tillid til de politiske institutioner, og for visse grupper sker udviklingen endda yderst drastisk. Se figur 1. Bemærkelsesværdigt nok sker alt dette, samtidig med at en lang række andre institutioner ikke lider samme kranke skæbne. 

Mens tilliden til Folketinget er faldet med 13 procentpoint i perioden 2008-2017, er tilliden til Forsvaret steget med 7 procentpoint i samme periode. Og mens tilliden til politiske partier er dalet med 7 procentpoint siden 2008, og tilliden til regeringen er faldet med 8 procentpoint, er tilliden til uddannelsessystemet steget 6 procentpoint. Se figur 2. 

 

Årsagen til den bristede tillid til det politiske system kan blandt andet findes i det, fagkundskaben kalder sociale kontrakter, der er en slags uskreven aftale mellem personer og eksempelvis politikere – brydes den, brydes tilliden. Der behøver dog ikke at være tale om et af de sagnomspundne løftebrud. Så længe det opleves som en brudt aftale, er det nok til at skabe skuffelse og slå skår i tilliden.

”I hele det politiske system falder tilliden ret drastisk, og det er jo, fordi man oplever, at usikkerheden ikke bliver håndteret,” fortæller ph.d. og lektor ved Aalborg Universitet Morten Frederiksen, der er forskningsleder for projektet Den Danske Værdiundersøgelse, der siden 1981 er blevet udført hvert niende år.

Da krisen ramte de kortuddannede

Det er særligt de kortuddannede, der har øget deres skepsis over for det politiske system. Se figur 3. Og det er netop den gruppe, der efter den økonomiske krise kom i problemer, da dagpengereglerne blev ændret, og reglerne for kontanthjælp blev strammet. For blot at nævne et par eksempler.

”Man skal ikke undervurdere betydningen af de reformer, der kom under den økonomiske krise. Der var en forventning om, at systemet ville beskytte mod og løse den økonomiske krise, og en masse mennesker oplevede, at systemet gjorde det stik modsatte. De føler, at der blev truffet beslutninger, der i virkeligheden gjorde dem mere usikre,” siger Morten Frederiksen.

I løbet af 2010’erne så vi netop en stigning i utrygheden blandt danskerne og samtidig en stigende sammenhæng mellem utryghed og tillid, fortæller professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, der i bogen ’Fra krisevalg til jordskredsvalg’ blandt andet analyserede den faldende tillid til politikere.

Ud over at usikkerheden kan være en del af forklaringen på den skrantende tillid, er krisen og krisepolitikken overordnet set den vigtigste forklaring, mener han. Der skete et meget dramatisk tillidsfald i 2009, 2010 og 2011, og når tilliden ikke har rettet sig igen trods bedre konjunkturer, kan det skyldes, at velfærden i perioden er blevet strammet ind til benet – det står i skærende kontrast til Fogh-perioden, hvor der blev målt den højeste tillid til det politiske system. 

En mulig årsag er også, fortæller Goul Andersen, at danskerne ganske enkelt er blevet bedre til at gennemskue den politiske kommunikation, der har ændret sig over årene. Samtidig er der spørgsmålet om politikernes handlinger, og om hvorvidt de lidt oftere end tidligere går lige til stregen. Sidst, men ikke mindst, er der en stribe store skandaler, med Skat som det helt forfærdelige eksempel.

”Hvis befolkningen skal have tillid til politikerne, skal der også være en grund til det. Man bør jo nok spørge, om der så er blevet mindre grund til det,” siger Jørgen Goul Andersen.

Kløften

Generelt er danskerne et ualmindeligt tillidsfuldt folkefærd sammenlignet med andre lande. Derfor er det desto mere opsigtsvækkende, når tilliden til en eller flere institutioner er i krise.

Ret beset er det umuligt for den almindelige dansker at vide, om Forsvaret eller Folketinget lever op til deres forpligtigelser. Systemerne er uigennemskuelige, og tillid er mere en følelse end en rationel afgørelse.

En tillidserklæring til institutionerne i værdiundersøgelsen er lige så meget en tillidserklæring til professionerne bag. Når Forsvaret nyder høj tillid, er det ikke, fordi danskerne har indgående viden om netop den institution, men derimod fordi de har en følelse af, at soldaterne er ude at forsvare landet. Og når tilliden til uddannelse og sundhed er konstant, er det lige så meget en tillid til professionerne bag. Vi har tiltro til, at læger er gode til deres arbejde. At undervisere lærer dygtigt fra sig. At politibetjente beskytter os.

Til gengæld er det at være politiker ikke en egentlig profession med et konkret og tydeligt output, fremhæver Morten Frederiksen. Faktisk er det ikke altid helt klart, hvad der bliver udrettet. Samtidig er det politiske system med regeringen, politiske partier og Folketinget som spørgeramme i virkeligheden et system, der per definition er et konfliktområde, fordi det er født med de samfundskonflikter, der måtte være i tiden, og derfor må megen frustration alt andet lige lande hos det politiske system.

Tillidskløften mellem befolkningen og det politiske system kan blandt andet afkodes i rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2019’, der netop er udkommet. Ud over at spørge ind til holdningen til medier bliver der også spurgt ind til holdningen til politikere. Og her svarer 51 procent, at politikere ikke interesserer sig for, hvad ”folk som mig tænker”.

”Man kan godt tage det som et udtryk for, at folk føler sig afkoblet fra, hvad der foregår i politik, og dermed også i en vis grad afkoblet fra, hvad der foregår i medierne. Det er problematisk, når befolkningen ikke føler sig hørt, for det kan være et udtryk for, at medierne lader politikernes agenda fylde for meget,” mener professor ved RUC Mark Ørsten, der står bag rapporten.

Medier og politik er uadskillelige størrelser, fordi vi opfatter vores politikere gennem medierne. Derfor er der også – måske – en gensidig afsmitning.

Kontraktpolitik skaber tillid

I værdiundersøgelsen falder tilliden til medierne igen efter en lang periode med positiv udvikling. Siden 2008 er andelen, der har meget stor eller ret stor tillid til medierne således faldet med 9 procentpoint. Også her er der størst skepsis blandt dem med kort uddannelse.

En del af historien er, vurderer Morten Frederiksen, at der var mange af dem med grundskole og erhvervsuddannelser, der havde det rigtig godt i perioden 1999-2008. Og måske var det også dem, den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens meget tydelige kommunikation virkede over for.

”Verden så lys ud, og de havde tillid til medierne. Og jeg tror ikke, man skal underkende kontraktpolitikken i den periode. Det var en periode med meget entydige politiske budskaber, og dermed bliver det også lettere at orientere sig i medierne. Det har det så ikke været siden,” siger han.

Også Jørgen Goul Andersen fremhæver Fogh som det gode eksempel.

Anders Fogh tog ved lære af Poul Nyrups efterlønsfadæse, der i 1998 kom som et lyn fra en klar himmel. Det afgørende i Foghs kontraktpolitik var ikke, hvad han lovede at gøre, men hvad han lovede ikke at gøre. Alle ubehageligheder kom efter brede forlig og lang tids forberedelse, fortæller Goul Andersen:

”Fogh var en mester i at afstemme sin politik med befolkningen. Kommunikationen var klar, og der kom ikke de store negative overraskelser.”

Mens værdiundersøgelsen tegner et billede af faldende tillid til medierne, tegner rapporten om brugen af nyhedsmedier et lidt andet, omend broget, billede. Hele 57 procent er enige i, at man generelt kan have tillid til nyheder fra nyhedsmedier, men kun 15 procent er enige i, at man kan have tillid de til nyheder, man har fået fra sociale medier. Måske derfor konsulterer 26 procent flere kilder for at se, om en nyhedshistorie er troværdig.

”Den generelle mistillid til medier har noget at gøre med, at mediebrugere mener, at den journalistiske vinkling simpelthen efterlader for mange emner tilbage på perronen,” siger Mark Ørsten, der understreger, at de to undersøgelser er meget forskellige.

Ud over selve konstruktionen så er der gået knap to år mellem de to undersøgelser, og i mellemtiden har vi haft en meget lang debat om misinformationer, og den debat har gjort folk bevidste om forskellen på traditionelle nyhedsmedier og andre. Og det har helt sikkert været med til at øge tilliden til de traditionelle nyhedsmedier, forklarer Mark Ørsten.

Grund til bekymring

Når forskere er meget optagede af tillidsspørgsmålet, så er der flere årsager.

Graden af tillid viser for det første, hvor udsat en befolkning er over for holdningspåvirkninger. Det er ikke et ønskescenarie at opnå 100 procent tillid til samtlige institutioner, fordi det i princippet er lig med et ufatteligt naivt folkefærd. Så lidt sund skepsis er godt.

For det andet er det i tilliden, man kan afkode, hvor stærkt velfærdssamfundet står. Når der er stor opbakning til skat og samtidig til grundpiller som forsvar og uddannelse, er det udtryk for en stærk velfærdsstat. Men når tilliden begynder at vakle og endda falde meget brat, så er der grund til bekymring. Når den falder mere markant for nogle befolkningsgrupper, er det udtryk for en stigende polarisering i samfund. Samtidig er der en risiko for, at mistilliden kan brede sig til vitale dele af samfundet.

”Hvis tilliden til det politiske system bliver ved med at falde, så begynder man også at tvivle på, hvordan institutionerne forvaltes, og så falder tilliden til hospitaler og sundhedssektor, selv om man har tillid til læger og sygeplejersker. Andre institutioner kan godt miste deres legitimitet i sidste ende, fordi de er afhængige af for eksempel de budgetter, der bliver besluttet. Så på den måde kan det godt brede sig. Derfor skal man selvfølgelig reagere på det politisk,” siger Morten Frederiksen.

Jørgen Goul Andersen pointerer, at Danmark generelt har høj tillid til institutionerne.

”Selv når tilliden er lav, er den høj. Men der er da grund til bekymring,” siger han.

Og politikerne er opmærksomme på problematikken. I Socialdemokratiets valggrundlag ’Lad os samle Danmark igen’ slår Mette Frederiksen ind på tillidsdagsordenen og det troværdighedsproblem, medier og politikere øjensynligt døjer med: ”Politisk afmagt er farlig for et demokrati. En socialdemokratisk regering vil tage livtag med tillidskrisen i vores samfund,” skrev hun, mens hun i sin grundlovstale på dagen, hvor hun vandt serveretten til regeringsdannelse, gentog budskabet og erkendte, at ”det er så let at love – det er sværere at levere. Jeg tror, der er brug for meget større ærlighed i dansk politik – om dilemmaerne, usikkerhederne og bagsiderne”.

Politikerne skulle prøve at sige, hvad de faktisk mener

Og så er vi tilbage i Det Sorte Tårn på Amager. Den var altså ikke god for tilliden, fortæller Morten Frederiksen. Ja, faktisk har de seneste ti års lederskab af Danmark ikke gjort noget godt for politikeres troværdighed; det har været et årti med uklare budskaber, manglende stringens, brudte løfter og partiformænd, der først kravlede op i træerne for så at smyge sig ned på jorden igen.

En stærk social kontrakt, transparens og sikkert lederskab er alle faktorer, der er alfa og omega i arbejdet for at øge tilliden igen.

Og måske netop lederskabet er årsagen til, at en institution som EU – trods den åbenlyse politiske relation – ser ud til rent tillidsmæssigt at gå en storhedstid i møde. Ud over at generationseffekten har sat ind – altså at der er flere med, der simpelthen er vokset op med EU som noget helt givet – så har en person som konkurrencekommissær Margrethe Vestager gjort sig til en markant og tydelig repræsentant for EU, når hun har slået hårdt ned på techgiganterne og uddelt for milliarder af bøder. Selv om det ikke er hende som person, men EU, der uddeler bøder, så skaber det billedet af et EU som en effektiv institution.  

”Vi har en tendens til at se på vores nationale regering, når noget ubehageligt rammer, for eksempel dagpengeændringerne, eller at der kommer mange flygtninge ind i landet, i stedet for at se på EU og give dem skylden. Så EU har i en periode taget sig handlekraftigt ud, på en måde som de nationale institutioner ikke har gjort det,” mener Morten Frederiksen.

Jørgen Goul Andersen fremhæver blandt andet dialog og lederskab som en løftestang for tillid:

”Det er vigtigt at lytte til befolkningen, men også at udvise lederskab og kommunikere klart. Jeg tror, det lønner sig mest at sige, hvad man i virkeligheden mener, i stedet for at pejle sig frem efter andres holdninger,” siger han.

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, forfatter
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu