Tilbage i 1972 fremsatte MIT-forskeren Edward Lorenz den teori, at en sommerfugls vingebasken i Brasilien kunne udløse en tornado i Texas. Teorien, der også er kendt som kaosteorien, antager, at systemer er dynamiske og præges af ikke-lineære og pludselige forandringer, der til tider kan vokse eksponentielt. Små ændringer i input kan føre til voldsomme forandringer på outputsiden.

Allerede året efter oplevede danskerne, at det ikke bare var i meteorologiens verden, at kaosteoriens ikke-lineære og pludselige ændringer i systemet kunne dukke op. Jordskredsvalget i 1973 chokerede det etablerede politiske Danmark, og helt nye partier som Mogens Glistrups Fremskridtsparti, Erhard Jacobsens CD og Kristeligt Folkeparti stormede ind i Folketinget i et af historiens mest turbulente valg.

Meget taler for, at det næste danske valg kan føre til en mindst lige så voldsom omkalfatring af det politiske system. Det er der både nationale og internationale forklaringer på. I de fleste europæiske lande er de siddende regeringer blevet straffet hårdt af vælgerne, fordi de midt i den stramme krisekur har udfordret den gamle samfundskontrakt.

Efterskælvet fra den globale finanskrise trækker sine rystelser gennem det politiske system, der er plaget af enorm sårbarhed og mange turbulenser. Mange har glemt, at blind tillid til de underliggende tal i de matematisk-statistiske modeller i verdens finanshuse og kreditvirksomheder førte til enorme fejlskøn og fik det finansielle korthus til at kollapse i den vestlige verden. Og mange er igen begyndt at klamre sig til de økonomiske modellers statistiske beregninger over sandsynligheder og marginale effekter, fordi man stadig ikke har fundet et overbevisende alternativ. Det øger risikoen for nye økonomiske sammenbrud, men det kan også få de politiske forandringer til at accelerere.

De fleste vælgere husker, at regeringerne reddede den gældsplagede finanselite ud af krisen, og nu forarges mange borgere over, at finansfolkene igen spekulerer i stor stil og hæver bonuslønninger, mens de selv er truet af stigende arbejdsløshed og sociale nedskæringer og har måttet skrue ned på forbrugsforventningerne. Man bør ikke undervurdere rækkevidden af finanskrisens efterskælv.

Den italienske filosof og politiker Antonio Gramsci sagde engang, at en krise netop er karakteriseret af, at ”den gamle orden er døende, men den nye er endnu ikke blevet født”. Og den tyske sociolog og risikoforsker Ulrich Beck skriver i sin nye bog, "German Europe", at vi står i et ”interregnum, et simultant kollaps og en ny begyndelse – og med et usikkert mål. Forvildelse, frygt, ikke-viden, frustration, rastløshed, men også en længsel efter forandringer er karakteristisk for en uklar situation, hvor folks forventninger ikke længere matcher de institutionelle aftaler, der havde til formål at tilfredsstille dem”.

Protestbevægelserne og magtens nye tomrum

De politiske svingninger er større, end de har været i mange år. I Italien erobrede klovnen Grillos protestparti en fjerdedel af vælgerne via sin Facebook-kampagne, og fra Spanien, Frankrig og Storbritannien til Norge og Danmark slås de siddende regeringer med katastrofalt dårlige meningsmålinger. I Grækenland, Ungarn og andre østeuropæiske lande står nyfascistiske partier til over 10 pct., mens de statsbærende partier svækkes.

Vi står midt i et historisk opbrud, der kan få vidtgående konsekvenser for det politiske system og demokratierne i Europa. I Danmark ynder vi at bilde os ind, at vi er noget særligt og adskiller os fra den europæiske mainstream, og at vores nation er en humlebi, der kan flyve, men i dag deler vores politiske system skæbne med de andre europæiske lande. Det er præget af et tomrum, en dyb tillidskrise mellem vælgere og politiske ledere, og borgerne søger nye svar og nye ledere.

[quote align="right" author=""]Den store og hurtige transformation fra velfærdsmodellen sociale tryghedsnarkomani til den fleksible og globaliserede kapitalisme med dens permanente omstillingspres er i fuld gang, og Socialdemokraternes ledere forsøger at omfavne den og formulere en ny politik, men vælgerne kan ikke følge med.[/quote]

Den seneste måneds lockout har sendt lærerstanden – og med lærerne også mange andre vælgere – på flugt væk fra regeringspartierne, og frustrationerne har nået historiske højder. I en ny meningsmåling står Socialdemokraterne til kun 15,7 pct. af vælgerne.

Dansk Folkeparti har under Kristian Thulesen Dahl iscenesat sig som velfærdsbeskyttere, og i flere målinger er partiet nu større end Helle Thorning-Schmidts socialdemokrati. SF har under den usynlige og ukarismatiske leder Annette Vilhelmsen direkte kurs mod spærregrænsen, og folkesocialisternes overlevelseskamp kan måle sig med De Konservatives, hvor Lars Barfoed ser ud til at have mistet sit lederkompas.

Enhedslisten er Danmarks nye protestparti, der opsamler over 12 pct. af de frustrerede danskere. Venstres Lars Løkke Rasmussen er foreløbig den store vinder i spillet om vælgernes gunst, og i flere målinger vil han efter næste valg måske endda kunne regere landet alene med Dansk Folkepartis stemmer.

Det næste politiske jordskælv

Danmark har kurs mod et jordskælvsvalg, hvis politiske konsekvenser kan blive mindst lige så omfattende som ved jordskredsvalget i 1973. Helt tilbage til Ungarnopstanden i 1956, der førte til SF’s dannelse, har internationale kriser og konflikter igen og igen udfordret den etablerede konsensuskultur og samfundskontrakt i Danmark. Alle nye succesrige partier er født i de rystelser, som de internationale omvæltninger skabte, og det er den store konstant i dansk politik. VS blev født i kølvandet på studenteroprøret, den internationale energikrise i 1973 gødede jorden for protestvælgerne og populisterne Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen – og selv Kristeligt Folkeparti udnyttede krisen.

Flygtningestrømmene fra Balkan fik senere Dansk Folkeparti og indvandrerprotesten til at vokse frem, da Berlinmuren faldt, blev Enhedslisten født, og Ny Alliance dukkede op efter Muhammedkrisen og oplevede senere en metamorfose, da finanskrisen fødte det liberale protestparti, Liberal Alliance, med Saxo Bank som sponsor.

Mellem kriserne dominerer den brede samfundsmæssige konsensus, og partierne laver mange små pragmatiske kompromiser på den imaginære politiske midte. De internationale kriser ryster det gamle politisk-kulturelle overherredømme og den etablerede samfundskontrakt så dybt, at nye politiske kræfter og karismatiske personligheder får en enestående chance for at bryde gennem vælgermuren. Jo dårligere de siddende magthavere er til at indoptage protesterne og afkode, hvad der driver borgernes tanker, følelser og nye længsler, jo større er det rum, som politiske ledere efterlader til andre.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon virker stålsatte på at fortsætte det, statsministeren har kaldt for regeringens ”reformamok”, men konsekvensen af de finanspolitiske stramninger og den lange række af frontale opgør med kernevælgernes ”velerhvervede” rettigheder er, at store vælgergrupper nu føler sig hjemløse og stødt ud i kulden. Opgøret med lærernes overenskomster, dagpengenedskæringen til 2 år, kontanthjælpsreformen, SU-reformen og tilbagerulningen af energiafgifterne har udløst protester og voldsomme frustrationer blandt de offentligt ansatte, de arbejdsløse, fagforeningerne, de unge og miljøtilhængerne.

Hele den vælgerkoalition, som centrum-venstre- partierne, herunder S og SF, har søgt at opbygge i de sidste generationer, ligger nu i ruiner – eller er sendt videre til Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre. Og endnu har Helle Thorning-Schmidt ikke formået eller forsøgt at overbevise vælgerne om, at alle bestræbelserne har en højere mening, og at regeringen kan tilbyde et nyt, engagerende og tillidsskabende samfundsprojekt, som kan gøre fremtiden bedre for borgerne. I stedet kommunikerer man i et kontant teknokratsprog, hvor nødvendighedens og rationalitetens lov hersker, men hvor barmhjertigheden og retfærdighedsfølelsen har trangere kår.

Nødvendighedens lov – og den politiske

”Vi gør ikke det, der på kort sigt er populært. Vi gør det, vi mener, er rigtigt,” sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, for nylig. Måske drømmer partiet om, at man også efterfølgende vil høste en vælgergevinst, ligesom Lars Løkke Rasmussen gjorde, da han i en nytårstale lancerede efterlønsreformen og siden oplevede kraftig vælgerfremgang på sin gambling?

Men spørgsmålet er, om den kalkule holder? Hvor Lars Løkke primært udfordrede en vælgergruppe og et velfærdstabu, så har Helle Thorning-Schmidt udfordret mange vælgergrupper og tabuer i løbet af meget kort tid. Og vælgerne har ikke kunnet følge med i denne acceleration dikteret fra toppen eller har ikke helt forstået meningen med de mange reformer.

Det er sket i modstrid med en række valgløfter, der skabte tårnhøje velfærdsforventninger hos kernevælgerne. Kommunikationen er gået i sort, regeringen lukker sig om sig selv, man gennemtromler en offentlighedslov, der bliver til en lukkethedslov for pressens adgang til sagsakter, og statsministeren tør ikke engang holde sin 1. maj-tale i Fælledparken.

[quote align="left" author=""]For borgerne er den danske model ikke bare noget, der kan reduceres til en arbejdsmarkedsretslig biotop. Den danske model er også en kulturel og social orden, hvor borgerne efter generationers slid har opbygget gode, stabile institutioner og samværsformer.[/quote]

Finansminister Bjarne Corydon, der i det første halvandet år blev hyldet i lederundersøgelser for sin stærke ledelse og kommunikation, har ved flere lejligheder optrådt med en magtarrogance og en ny koldkrigsretorik over for regeringens finanspolitiske støtteparti, Enhedslisten, så det bliver sværere og sværere at se, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen og konsorter skal kunne fortsætte med at holde hånden under regeringen.

Det spekulerer Venstre åbent i, mens partiet i forhandlingerne om vækstplanen bruger sine kræfter på at fjerne sodavandsafgifter og sænke afgiften på dåseøl til de danske forbrugere. Flere og flere økonomer er begyndt at få øjnene op for, at Vækstplan DK ikke vil skaffe meget mere end få tusinde arbejdspladser, og regeringens kommunikationsstrategi med at sælge det som en plan for 150.000 nye arbejdspladser er blevet afsløret som spin og talmanipulation.

Den lille nedsættelse af selskabsskatten og det åbne opgør med flere års Auken-tradition for højere energiafgifter har fået erhvervsorganisationer og erhvervsledere til at juble, fordi de tror, at det vil styrke konkurrenceevnen, men regeringen har blot stødt endnu flere kernevælgere fra sig, der føler, at der er tale om den privilegerede elites oprør mod det brede Velfærdsdanmark. Hvad det også er.

Elitens oprør

Opgøret med Velfærdsdanmarks privilegier rækker vidt, og grundelementer i den danske models sociale sikringsordninger erstattes af langt større grad af fleksibilitet og forandringspres. Den sociale sikkerhed er blevet kraftigt indskrænket for at tvinge danskerne til en mere ansvarlig adfærd og større mobilitet, og i horisonten står den disciplinerende globale kapitalisme og konkurrence, som alle presses til at indrette sig efter.

Vælgerne har i løbet af få år oplevet en forandring fra velfærdsoverflod til noget, der i stigende grad minder om minimalvelfærd og øget ansvarliggørelse: Dagpengeperioden er i løbet af en årrække skåret ned fra 9 år til 2 år, samtidig med at kontanthjælpsreglerne er strammet gevaldigt, så familien også forpligtes til at leve af sit hus og sin formue, før samfundet træder til med socialhjælp.

Det er sikkert svært at forstå Johanne Schmidt-Nielsens eller Kristian Thulesen Dahls vælgersucces for de veluddannede mennesker i samfundets elite, der aldrig har oplevet frygten for at blive stødt ud eller selv er blevet en del af det, som den britiske økonom Guy Standing har kaldt precariatet – altså arbejdsmarkedets nye klasse af ufaglærte løsarbejdere, daglejere og jobtilskudsklienter, som lever i uvished om morgendagen. Men elitens manglende forståelse er netop blandt årsagerne til succesen for de politiske yderfløje.

Den store og hurtige transformation fra velfærdsmodellens sociale tryghedsnarkomani til den fleksible og globaliserede kapitalisme med dens permanente omstillingspres er i fuld gang, og Socialdemokraternes ledere forsøger at omfavne den og formulere en ny politik, men vælgerne kan ikke følge med.

Helle Thorning-Schmidt er en fighter, men på mange vælgere virker hun som en isdronning, der nærmest reagerer følelsesløst og upåvirket af den lange række af katastrofale meningsmålinger. Måske håber hun på, at hendes regering vil blive belønnet for sin reformiver – fra velfærdsstat til konkurrencestat – når den økonomiske krise vender. Hvis den vender inden næste valg. Det er bare meget usikkert.

Som Mandag Morgen skrev i vores strategiske nytårsanalyse af de forbundne kriser, står vi stadig midt i en kronisk krise, og de seneste nedskrivninger i vækstprognoserne fra EU og fra Den Internationale Valutafond understreger, at krisen i de europæiske lande har bidt sig fast og kan blive langvarig. Også næste år risikerer Danmark at opleve en lav økonomisk vækst. Danmark er et af de lande i Europa, der relativt set har mistet flest arbejdspladser under krisen, og den lave vækst er ikke høj nok til at løfte beskæftigelsen.

[quote align="right" author=""]Helle Thorning-Schmidts allerstørste udfordring er at skabe den nye visionære og samlende fortælling, der kan begejstre danskerne og inspirere dem til igen at bygge et stærkt fællesskab med høje ambitioner på vegne af fremtiden.[/quote]

Vi står midt i en af de længste perioder med jobløs vækst i mands minde, og selv om regeringen forsøger at male fremtiden lyserød og udsender optimistiske prognoser for væksten og beskæftigelsen, så er den jobløse vækst en del af virkeligheden for mange danskere. Det får folk til at spare mere op end ellers, fordi også dem, der er indenfor på arbejdsmarkedet, frygter, at de kan ende med at blive fyret og synke ned i det voksende precariat af arbejdsløse og fleksible løsarbejdere. KL’s konflikt med lærerne har øget usikkerhedsfølelsen langt ind i den offentlige sektor, hvor de ansatte tidligere troede, at de var relativt afskærmet fra det private markeds krav og permanente usikkerhed.

Opgøret om den danske model

Arbejdsmarkedsforskerne og økonomerne hævder stadig, at den danske model lever i bedste velgående, men for flere og flere borgere virker det som en abstrakt og fjern snak, der ikke hænger sammen med deres egen virkelighedsopfattelse.

Det er rigtigt, at den danske forhandlingsmodel, de gamle procedurer, forligsinstitutionen, organisationsfriheden, strejkeretten og arbejdsgivernes lockout stadig holdes i hævd, men for borgerne er den danske model ikke bare noget, der kan reduceres til en arbejdsmarkedsretslig biotop. Den danske model er også en kulturel og social orden, hvor borgerne efter generationers slid har opbygget gode, stabile institutioner og samværsformer. På arbejdspladsen og i nabolagene er der en lille magtdistance og flade hierarkier, og den frie samtale og meningsudveksling dyrkes fra forsamlingshuse til foreninger, hvor lykkefølelsen og tilliden til fremtiden er høj, og hvor der hersker en stærk følelse af tryghed, social orden og sikkerhed. Det er disse grundantagelser, som flere og flere borgere føler, er ved at blive svækket eller ligefrem vakler.

Historier om grov kriminalitet i gader og på diskoteker, serieindbrud i engang så fredelige villakvarterer, grove krænkelser i sociale institutioner, magtmisbrug på arbejdspladser, finansielle skandaler, skattesnyd i skattely og en uendelig mængde af kontrolmålinger i den offentlige sektor er alt sammen fragmenter, der indgår som brudstykker i den nye fortælling. Det er ikke historien om en stærk og sammentømret dansk model, der som en humlebi flyver højt og leverer præstationer i verdensklasse, og som man som borger har grund til at føle sig stolt over.

Det er fortællingen om nederlag, bristede illusioner og tyve år i en lavvækstfælde, hvor flere og flere lag i det gamle opbyggelige danske eventyr er blevet skrællet af. Helle Thorning-Schmidts allerstørste udfordring er at skabe den nye visionære og samlende fortælling, der kan begejstre danskerne og inspirere dem til igen at bygge et stærkt fællesskab med høje ambitioner på vegne af fremtiden.

Der var nogle spirer til det i det regeringsgrundlag, som de tre partier formulerede i det sorte tårn, men de blev aldrig rigtig foldet ud. Kommunikationen mislykkedes undervejs og var præget af mange begynderfejl, reformforslagene blev ikke udført rigtigt eller eksekveret i den rigtige rækkefølge, danskerne blev ikke taget med på rejsen, og undervejs mistede regeringsledelsen selv retningssansen og fór vild. Et stærkere medborgerskab og involvering af borgere, medarbejdere og ledere i at forny den danske model kunne have været et offensivt svar på krisen, men i stedet endte man med at lave top-down-dirigisme i et accelereret reformforløb orkestreret af finansminister Bjarne Corydon.

Den forspildte chance

I regeringstoppen håbede man, at Vækstplan DK kunne redde regeringens projekt og skabe tusindvis af nye arbejdspladser, men det er svært at se, at planen kan genrejse dansk økonomi, for den løser ikke den langvarige vækst- og innovationskrise, som er Danmarks egentlige udviklingsproblem.

Selv om regeringen har fået et imponerende bredt forlig, så er vækstplanen samtidig præget af så mange modsatrettede og kortsigtede kompromiser, at den økonomiske effekt er meget begrænset. Og for regeringen har den samtidig den pris, at endnu flere kernevælgere mistede troen på, at regeringen kan hjælpe dem og landet ud af krisen.

Denne åbning står Venstre stærkt til at udnytte, og det kan føre til et liberalt gennembrud ved det næste valg. Valget tegner til at blive et jordskælvsvalg med et voldsomt ryk mod højre. Samtidig er der opstået et nyt tomrum for hjemløse på den politiske midte, men der er stadig ikke seriøse og stærke kræfter, der f.eks. kan bære et grønt midteroprør igennem. Det er et af de ledige standpunkter, som kunne vinde genklang i dele af vælgerbefolkningen, og som hverken regeringspartierne eller de borgerlige partier ser ud til at ville løfte.

Det store politiske spørgsmål er ikke så meget, om Helle Thorning-Schmidt kan nå at lave mirakler før næste valg, men om Lars Løkke Rasmussen har formatet til at gribe sin historiske chance som leder og bryde den europæiske krisetrend, hvor nytilkomne regeringer hurtigt ender med at skuffe deres kernevælgere. Markedet ser ud til at få en mere central rolle i dansk reformpolitik efter næste valg. Indtil nu har de borgerlige partier gamblet på, at hvis bare Danmarks rammevilkår sænkes til en lavere international fællesnævner, så er fremtiden lys.

Men sagen er, at de næppe vil skabe en langsigtet og holdbar vækst, hvis ikke de også snart erkender landets innovationskrise. Indtil nu har de mest fornægtet den i stedet for at bidrage til at løse den. Det er foreløbig den helt store akilleshæl i deres projekt.