Kvalitetsreform i fare
Ny supergruppe skal redde regeringens prestigeprojekt
Men de efterlyser en klar vision fra Fogh
Reformprocessen ind i afgørende fase
Statsministeren står over for en af sine hidtil største politiske udfordringer. I løbet af de næste 100 dage skal han gøre sit store velfærdsprojekt til en succes. Men det kniber. På torsdag skal en ny supergruppe udpeget af Fogh selv mødes for første gang for at rådgive regeringen i reformens slutspurt. Men en række af gruppens medlemmer har svært ved at se, hvor statsministeren vil hen med sit projekt. De savner en klar vision og en rød tråd: “Vi er ikke blevet klogere på, hvad vi skal gøre, ” siger LOs formand Hans Jensen. Anders Fogh Rasmussen står over for en række udfordringer, hvis det skal lykkes ham at sælge reformen til vælgerne. Han skal have fagbevægelsen med på projektet. Uden de faglige organisationers støtte bliver der ingen kvalitetsforbedringer af den offentlige sektor. Han skal have lagt en dæmper på de enorme lønforventninger blandt offentligt ansatte. Og han skal have overbevist vælgerne om, at statens overskud ikke bare kan bruges til at forbedre velfærden.