Private investeringer skal drive grøn omstilling

Investeringer i moderne teknologi er den vigtigste forudsætning for, at virksomheder kan minimere deres miljøbelastning og optimere ressourceforbruget. Men flere afgifter på energi kan bremse omstillingen.

Grøn omstilling kræver investeringer. Investeringer i nye maskiner, produktudvikling, markedsføring og meget andet. Det er logik for burhøns. Men det er alligevel værd at fremhæve, fordi mange i deres iver for at fremme selvsamme omstilling risikerer at medvirke til at forringe et i forvejen allerede trist investeringsklima i Danmark og i Europa.

Når vi taler om de forskellige veje til at fremme den grønne omstilling, er der som hovedregel tale om virkemidler, som skal påvirke virksomheders eller forbrugeres valg i en situation, hvor de kan vælge imellem en mere eller mindre grøn løsning.

Det gælder eksempelvis afgifter på energi eller andre ressourcer, som vi skal spare på. At afgiften samtidig giver glæden ved at straffe den onde forbruger, medvirker selvstændigt til afgiftens popularitet.

Men for at virke efter hensigten kræver det, at virksomhederne og forbrugerne reelt står over for et valg. Ellers bliver afgifterne menings- og virkningsløse.

De helt store ændringer i en virksomheds forbrug af energi og andre knappe ressourcer eller miljøbelastende stoffer sker, når de ændrer i produktionsudstyret eller i fremstillingen af produkter og serviceydelser.

Kort sagt: Når der investeres i nyt udstyr og nye processer, som i kraft af smartere teknologier er i stand til producere mere for færre ressourcer og med mindre spild.

I normal drift er besparelses- eller omstillingspotentialet begrænset. Derfor er vigtigt at spørge, under hvilke forudsætninger vi faktisk kan forvente, at virksomhederne investerer?

Følg Lars B. Goldschmidt

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Lars B. Goldschmidt skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

Den første forudsætning er, at virksomhederne har kapital til rådighed. Den anden er, at investeringen kan forventes at give bedre afkast end andre konkurrerende investeringsmuligheder. En afgift virker derfor helt forskelligt under en højkonjunktur eller en lavkonjunktur.

Er sort det nye grønne?

Når landet flyder i guld og afkast, står virksomhederne ofte over for valg, hvor en afgift kan medvirke til, at man vælger grønt. Når der kun er ganske lidt kapital til rådighed, er der færre valg – og mest af alt en bitter kamp for overlevelse. Her kan for høje afgifter lukke virksomheder og flytte investeringerne til de dele af verden, hvor mulighederne for at skabe et afkast er lidt bedre.

I dag er prisen på energi og nogle af de andre knappe ressourcer så høj, at hensynet til ressourceeffektivitet indgår i alle investeringsbeslutninger. Det betyder, at meget af den grønne omstilling vil komme af sig selv – bare der bliver investeret!

[quote align="right" author=""]Hvis man tror, at vi fremmer den grønne omstilling ved at lukke danske virksomheder, der er blandt de mest energieffektive i verden, med høje afgifter, er det mere sort end grønt.[/quote]

Ikke alle miljøproblemer bliver i sig selv løst ved nye investeringer, men mange ressourceproblemer vil blive det. Så det, der skal drive Europas grønne omstilling frem, er ikke højere energipriser. Det er flere investeringer. Når investeringsniveauet i Europa er så lavt, som det er, er det blandt andet, fordi arbejdskraft, energi og landarealer er markant billigere i USA, hvor skatten på et eventuelt overskud desuden er mindre.

Er sort det nye grønne? Nej, hensynet til konkurrenceevne og klima må og skal gå hånd i hånd. Når vi i DI gang på gang peger på rammebetingelser og investeringsklima, står det derfor ikke i modsætning til den grønne omstilling. Tværtimod. Den grønne omstilling er en helt central del af det åbne og velstående samfund i vækst og balance, vi ønsker for Danmark og vores virksomheder.

Men hvis man tror, at vi fremmer den grønne omstilling ved at lukke danske virksomheder, der er blandt de mest energieffektive i verden, med høje afgifter, er det mere sort end grønt.

Opskriften på en langsigtet, bæredygtig omstilling er investeringer, investeringer, investeringer.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu