De private jobformidlere får en stadig mere dominerende rolle på arbejdsmarkedet. Vikarbureauer, A-kasser, rekrutteringskonsulenter og nye internet-jobbanker har indledt et kapløb om at få en større bid af AFs marked. “Folk med de basale kompetencer i orden kan vi få i job næsten med det samme,” siger formand for foreningen af vikarbureauer, Gitte Elling. Bureauernes omsætning er steget med 70 pct. fra 1994 til 1998. Også rekrutteringsfirmaerne går aggressivt efter AFs opgaver: “Vi har kapaciteten til at gå ind på markedet for funktionærer og akademikere,” siger Jytte Lyngvig, Mercuri Urval. Samtidig skyder nye jobbanker op på nettet. Danmarks største fagforbund, HK, varsler nu, at det vil gå målrettet efter nogle af AFs opgaver. “Vi kan godt håndtere egentlig jobformidling og vil gerne overtage opgaven gratis,” siger formand John Dahl til Ugebrevet.