Der vil formentlig blive skrevet historie ved kommunalvalget til november. Venstre ser ud til for første gang nogensinde at blive det største parti og dermed bryde Socialdemokraternes historiske monopol.

Hvorvidt Venstre også erobrer førstepladsen som partiet med flest borgmesterposter eller får slået hul på det røde fort ved at få mindst én borgmesterpost i en af landets fire største byer – København, Aarhus, Aalborg og Odense – er et langt mere åbent spørgsmål.

Hans borgmesterprognose bygger på en statistisk model – 98-modellen – der på baggrund af erfaringer fra tidligere kommunalvalg og de landspolitiske meningsmålinger forsøger at forudsige valgresultatet til november.

Nu er det som bekendt særdeles svært at spå om resultatet ved kommunalvalg for hver af de 98 kommuner. Lokale hensyn som borgmestereffekter, højt prioriterede lokale sager, populære spidskandidater, valgforbund og andre lokale forhold spiller en stor rolle.

Martin Vinæs Larsen understreger da også, at der er en betydelig usikkerhed i hans forudsigelse af valget.

S og V holder lav profil

De seneste mange kommunalvalg har haft et skær af at være midtvejsmålinger af magtforholdet blandt de politiske partier på Christiansborg. Denne form for nærmest amerikansk midtvejsvalg blev meget tydelig ved sidste kommunalvalg i 2009, da statsminister Helle Thorning-Schmidt lancerede tre konkrete målsætninger for valget: S skulle være det parti med flest borgmesterposter, erobre borgmesterposten i de fire største byer og blive det parti, der samlede flest stemmer. Alle tre mål blev som bekendt indfriet.

Optakten til kommunalvalget i år er meget anderledes. S står til en tilbagegang og har derfor ikke travlt med at markere nye målsætninger. Hvis partiet begyndte at drosle ned på målsætningerne i forhold til for fire år siden, ville det blive tolket som defensivt. Og hvis partiet gentog sine mål, ville det risikere at skulle forsvare, hvorfor de ikke alle tre kan indfries. Eller som partiets kommunalordfører, Simon Kollerup, der også leder den følgegruppe, som skal holde tæt kontakt frem til valgdagen, formulerer det:

”Vi har ikke lagt os fast på nogen målsætninger endnu. Det vil vi først gøre, når vi kommer tættere på valget.”

V holder også lav profil, da partiet frygter en slags hybris, hvis nu valgsejren ikke bliver så stor, som nogle spår. Men ligesom hos hovedkonkurrenten Socialdemokraterne bliver der lagt strategiplaner og brugt ressourcer på specielt de kommuner – de såkaldte svingkommuner – hvor sandsynligheden for borgmesterskifte er størst.

Der skal ikke flyttes mange stemmer mellem blokkene, før S-borgmestre som Kirsten Jensen i Hillerød, Peter Sørensen i Horsens, Allan Holst i Dragør, Arne Boelt i Hjørring, Lauge Larsen i Morsø, Marie Stærke i Køge, Lis Tribler i Slagelse, Hanne Bæk Olsen i Silkeborg eller Thomas Adelskov i Odsherred må overdrage kæderne til en borgerlig borgmester. Og omvendt vil S kæmpe som besat for at tilbageerobre byer som Fredericia, Kerteminde og Frederikshavn.

K kan overraske

De Konservative kan atter overraske. Partiet blev for fire år siden spået et katastrofevalg. Men det fik 11 pct. af stemmerne og endte med at få 12 borgmesterposter. Nu kan det samme ske igen.

Store konservative højborge som Gentofte og Hørsholm ser da heller ikke ud til at være i fare. Michael Ziegler vil sandsynligvis også beholde magten i Høje-Taastrup. Langt større usikkerhed er der om Frederiksberg. Det vil være et smerteligt tab for partiformand Lars Barfoed, hvis den gamle højborg for første gang falder.

Når De Konservative alligevel bliver spået at holde skindet på næsen, hænger det ifølge Martin Vinæs Larsen sammen med to ting.

”For det første har De Konservative rigtig mange stemmer i de kommuner, hvor de i dag har borgmesterposten.

Derfor kan de godt tåle en tilbagegang. For det andet konstituerer partiet sig typisk med Venstre. Så det stemmetab, som K lider, vil V samle op. Et eksempel er Frederiksberg, hvor jeg forudser, at K vil gå markant tilbage. Men de bliver reddet af Venstre, der vil gå frem med ca. 4 procentpoint,” siger Martin Vinæs Larsen.

Nye borgmesterkup kan være i vente

Valget for fire år siden var kendetegnet ved usædvanligt mange tumultagtige konstitueringer og borgmesterkup, hvor gamle partifæller og samarbejdspartnere faldt hinanden i ryggen, og hvor begrebet ”de lange knives nat” blev tilføjet nye dimensioner.

I 12 kommuner som Kerteminde, Lyngby-Taarbæk, Frederikshavn, Helsingør og Allerød skiftede borgmesterposten hænder flere gange. Og i 8 kommuner valgte et eller flere kommunalbestyrelsesmedlemmer at skifte parti eller blive løsgængere, hvilket i flere tilfælde betød, at flertallet blev ændret.

Et eksempel er Sonja Rasmussen fra Kerteminde. Hun blev valgt ind som socialdemokrat, men deltog i et spektakulært kup mod den siddende S-borgmester, Palle Hansborg-Sørensen, da hun kort efter valget konstituerede sig med de borgerlige partier. Det betød, at flertallet skiftede, og Sonja Rasmussen fik borgmesterposten. Hun blev ekskluderet af Socialdemokraterne, men sidder fortsat som borgmester i dag som løsgænger. Nu genopstiller hun for Borgerlisten.

[graph title="Fordel for Venstre" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/7c15f-tka_fig02_fordel-for-venstre.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/120d6-tka_fig02_fordel-for-venstre.png" text="V og S vil have størst fordel af en højere valgdeltagelse."]Kilde: Martin Vinæs Larsen: "98-modellen". [/graph]

Hvorvidt valget til november også bliver præget af mange borgmesterkup, er svært at spå om. Ganske vist opfordrer både regeringen og KL de enkelte kommunalbestyrelser til at vedtage et kodeks for god konstitueringsskik, så man undgår en gentagelse. Men det er ingen garanti.

Valget i 2009 var også kendetegnet ved, at mange af de siddende borgmestre havde et usædvanligt dårligt valg og derfor måtte overdrage kæderne til en anden. Det kan dog hænge sammen med, at det var første gang, siden strukturreformen trådte i kraft, at de lokale politikere skulle til eksamen hos vælgerne. Og mange vælgere markerede deres utilfredshed over sammenlægninger og andre lokale forhold ved at skifte borgmesteren ud.

En af landets mest erfarne eksperter i kommunalvalg, tidligere professor og valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, forudser derfor, at disse tendenser ikke vil blive så markante denne gang.

”Det var svært for mange af borgmestrene ved det sidste valg. De stod svagere efter sammenlægningerne og klarede sig ikke så godt. Derfor var det også lettere at lave rævekager dengang. Nu kan man godt forestille sig, at de er mere etablerede,” siger Søren Risbjerg Thomsen.

Ved sidste kommunalvalg faldt den samlede stemmeprocent også til det laveste niveau i over 35 år, da kun knap to ud af tre vælgere gad sætte deres kryds. Og specielt de unge vendte ryggen til byrådene. Både regeringen og KL har taget forskellige initiativer til at få hevet valgdeltagelsen i vejret igen.

En højere valgdeltagelse vil især være en fordel for de to store borgmesterpartier, Venstre og Socialdemokraterne, viser Martin Vinæs Larsens analyse, mens det vil ramme De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti hårdest. Se figur 3. Det hænger bl.a. sammen med, at nye vælgere hyppigere orienterer sig mod borgmesteren, der som oftest er fra Venstre eller Socialdemokraterne.

Kampen om det røde fort

De fire store byer har traditionelt set altid været røde, og det vil være en markant sejr for Venstre, hvis det lykkes partiet at bryde fortets bastioner og erobre en af de fire. Sandsynligheden for, at det lykkes, ser ud til at være størst i Odense.

Odenses borgmester, Anker Boye, der har siddet på borgmesterposten i sammenlagt 15 år, bliver udfordret af Venstres spidskandidat, Jane Jegind. Taber han magten, vil det kun være anden gang siden 1937, at Socialdemokraterne ikke sidder på posten – første gang var den 4-årige periode fra 2006 til 2009, hvor den nu afdøde konservative Jan Boye sad på magten.

Men sager som specielt det stærkt omdiskuterede projekt om at omdanne Thomas B. Thriges Gade-området midt i Odense til en helt ny bydel kan flytte så mange vælgere, at Anker Boye må overdrage kæden til Jane Jegind. Derfor vil Odense blive en af valgkampens frontlinjer, og man må forvente, at partiernes topfolk som statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen vil blive sat ind i forsøg på at overbevise tvivlende vælgere.

Københavns overborgmester Frank Jensen ser ud til roligt at kunne planlægge fire år mere på toppen af landets hovedstad. Han er oppe imod Venstres leder i Borgerrepræsentationen, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev. Men det vil være intet mindre end en sensation, hvis hun vælter ham af pinden, og det vil også være første gang nogensinde, at overborgmesteren ikke er socialdemokrat.

Meningsmålinger i foråret har spået stort rødt flertal, og at Enhedslisten vil blive næsten lige så stort som Socialdemokraterne. Men partiets spidskandidat, Morten Kabell, har bedyret, at han ikke går efter overborgmesterposten. Hvis han formår at få to borgmesterposter i en ræverød Borgerrepræsentation, vil det være en triumf. Og derfor hedder overborgmesteren med al sandsynlighed fortsat Frank Jensen efter nytår.

Økonomi og beskæftigelse

Alt tyder også på, at borgmesteren i landets næst

største by, Aarhus, fortsat hedder Jacob Bundsgaard til næste år. Der har været rygter om, at Venstre i Aarhus gerne havde set Jens Rohde som partiets spidskandidat i forsøg på at tilbageerobre borgmesterposten, som Louise Gade havde i 2002-2005. Den plan faldt ikke i god jord hos partitoppen, som havde udset Rohde til at være spidskandidat til Europa-Parlamentet næste år. Da Rohde faldt i unåde hos partitoppen på landsmødet sidste år, var løbet kørt, og derfor er det nu Bünyamin Simsek, der skal forsøge at vippe Jacob Bundsgaard af pinden. Det ser ikke ud til at lykkes. Meningsmålinger har vist, at den røde blok har et komfortabelt flertal, og derfor hedder borgmesteren i Aarhus med al sandsynlighed også Jacob Bundsgaard efter valget.

Venstre håber også på at kunne vippe S af tronen i Aalborg, da den nuværende S-borgmester, Henning G. Jensen, stopper, og Venstre stiller op med en ny kandidat i form af ældre- og handicaprådsformanden Tina French Nielsen. Vinder hun, vil det være første gang siden 1925, at S ikke sidder på borgmesterposten i den nordjyske hovedstad. Men sandsynligheden for, at det lykkes, er ikke stor.

Meningsmålinger spår fortsat rødt flertal efter nytår, og ligesom i andre af de fire store byer kan det blive Enhedslistens fremgang, der sikrer, at S beholder magten. I så fald bliver det nuværende S-rådmand, Thomas Kastrup-Larsen, der skal løfte arven efter tidligere markante S-borgmestre som Marius Andersen, Kaj Kjær og Henning G. Jensen.

En ting synes dog sikker: Det kommende valg, hvis absolutte hovedtemaer bliver økonomi, beskæftigelse og folkeskolen, vil med garanti blive fuldt af nye persondramaer, mange overraskelser og måske nye borgmesterkup.