Radikalt kursskifte en farlig strategi
R-vælgere hælder klart mod venstre . . .
. . . og partiet har få sympatisører blandt andre vælgergrupper
Det radikale venstres frigørelse fra Socialdemokratiet kan blive en kold dukkert for partiet og hindre den mandatvækst, der er formålet med kursskiftet. Partiets vælgere føler sig nemlig betydeligt bedre hjemme i selskab med S og SF, end med VK-partierne. Det fremgår af en meningsmåling, som Zapera har gennemført for Mandag Morgen. Den viser også, at De Radikale er blevet det parti, som ingen vil lege med. De socialdemokratiske vælgere hælder mere til SF, og på regeringssiden er sammenholdet ubrydeligt. Selv blandt de konservative vælgere - et af hovedmålene for den radikale charmeoffensiv - er De Radikale mindre vellidte end socialdemokraterne. Kun 15 pct. af alle vælgere mener, at partiet har en klar politik. “Vi har set i øjnene, at der vil være nogle omkostninger ved det politiske projekt, vi er i gang med, ” siger næstformand i den radikale gruppe, Margrethe Vestager, til Ugebrevet.