Der mangler ikke sager på EU’s dagsorden. Men skærer man ind til benet, er ét projekt vigtigere end alle andre: euroens overlevelse.

Uden den fælles mønt vil Den Europæiske Union være dømt til at blive en parentes i historien. Det vil Angela Merkel og Emmanuel Macron ikke tillade.

Euroen er hjertet i Unionen, som i år har fejret sin 60-årsfødselsdag, og Tysklands fungerende kansler og Frankrigs præsident er begge af den faste overbevisning, at EU er kommet for at blive, og at EU’s trivsel afhænger af, at den fælles mønt fungerer i den forstand, at den kan garantere den finansielle stabilitet i Europa.

Men problemet er, at EU lider af en medfødt hjertefejl, som nu skal udbedres. Det er forberedelserne til denne store operation, der dybest set er årsagen til, at Tyskland endnu ikke har fået en ny regering og næppe får det før et godt stykke ind i 2018. Ledelsen i Tysklands liberale parti, FDP, der oplevede en politisk genfødsel ved valget den 24. september i år, vil imidlertid ikke deltage i de reformplaner, som Merkel overordnet set er enig med Frankrigs præsident om.

Dette var ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung et af de stridspunkter, der gjorde, at forhandlingerne mellem FDP, Angela Merkels CDU/CSU og De Grønne nu er brudt sammen.

Avisen har via en detaljeret gennemgang af det langvarige forhandlingsforløb dokumenteret, at FDP’s europapolitiske forhandler var klar til at indgå kompromisset med Merkel, men at FDP-lederen, Christian Lindner, personligt satte foden ned over for planerne.

De handler kort fortalt om at flytte beslutningskompetencen i forhold til eurolandenes massive pengetank ESM, som man ved samme lejlighed vil omdøbe til EMF. Se tekstboks.

Efter sammenbruddet i forhandlinger om den såkaldte Jamaica-koalition (navnet henviser til de tre partiers farver, sort (CDU), gul (FDP) og grøn (De Grønne), der tilsammen udgør farverne i Jamaicas flag) er der nu udsigt til, at de tyske socialdemokrater i SPD trods tidligere afvisninger alligevel er villige til at deltage i en ny koalitionsregering med Angela Merkel i spidsen.

Mens FDP-lederen Lindner står helt fast på, at eurozonen skal styres af eurolandene med fuld national vetoret, er SPD af den opfattelse, at man godt kan bevæge sig i en mere føderal retning med større europæiske kompetence og solidaritet i eurozonen.

Medfødt hjertedefekt

Det er ikke kun Angela Merkel og Emmanuel Macron, der er af den faste overbevisning, at euroen skal reformeres. Og det er ikke – hvis nogen skulle have fået den ide – forfængelige ønsker om en plads i historiebøgerne hos de to politikere, der sætter sagen allerøverst på den politiske dagsorden i Europas absolutte politiske og økonomiske inderkreds.

Europas centralbankchefer fra Helsinki over København til Frankfurt og Lissabon er nået til den kollektive erkendelse, at euroen har en medfødt hjertefejl, og at den nu skal fikses.

Fejlen består kort fortalt i, at eurolandene nok deler en mønt, men at mønten kun tjener som finanspolitisk disciplineringsredskab. Den tjener ikke som en solidarisk forsikringsordning i tilfælde af økonomisk krise, og derfor vil man – som euroen er indrettet i dag – skulle indstille sig på, at der igen kan opstå livstruende kriser i Europas finansielle system, sådan som det skete i kølvandet på den amerikanske finanskrise, der i 2008 hurtigt bredte sig over Atlanten og truede med at rive statskasser og storbanker i en række europæiske lande med sig i faldet.

Det var en overhængende risiko for en total nedsmeltning i det finansielle system, der fik eurolandene til i 2012 at stille garantier for skabelsen af redningsfonden European Stability Mechanism, ESM. Denne fælleseuropæiske krisefond har en samlet udlånskapacitet på intet mindre end 700 mia. euro – cirka 5.215 mia. kr.

Finlands nationalbankdirektør Erkki Liikanen formulerede sig sådan her, da han tidligere i år understregede nødvendigheden af at flytte euroens styring af kriser i statskasser og systemisk vigtige banker fra nationalt til europæisk niveau:

”Erfaringerne fra finanskrisen afslørede, at det var uholdbart at have integrerede bank- og finansmarkeder i Europa på den ene side og nationalt fragmenterede banktilsyn og krisehåndtering på den anden. Hvis store finansielle institutioner er engageret i betydelige grænseoverskridende aktiviteter, bør tilsyn og krisehåndtering også være baseret på et bredere regelværk,” sagde Liikanen i en tale i Wien.

På samme måde erkender eurolandenes regeringer og de centrale institutioner i Bruxelles, at eurozonen nødvendigvis må indrettes på en sådan måde, at man fra centralt hold kan afbøde såkaldte asymmetriske chok i økonomierne inden for eurozonen.

Disciplin eller stabilitet

Angela Merkel og Emmanuel Macron er enige om euroreformerne så langt, at de begge ønsker at forvandle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme til en Europæisk Valutafond. Men de er ifølge en analyse i den tysk-franske Bruxelles-tænketank Bruegel ikke enige om, hvilket politisk mandat Den Europæiske Valutafond så skal have.

Skal den alene kunne bruges til at disciplinere de lande, den måtte låne penge ud til, sådan som Merkel mener? Eller skal den have et bredere mandat, således at den kan bruges som en slags stabiliseringsmekanisme, inden krisen bliver alvorlig, sådan som Macron mener det?

Merkel og Macron er enige om, at selve relanceringen af EU tager sit udgangspunkt i et kompromis fundet inden for denne forhandlingsramme. Og det er de tyske socialdemokrater også enige i. Det er derfor, at de er Merkels foretrukne regeringspartner hjemme i Tyskland, og det er FDP’s afvisning af overhovedet at lade en tysk regering deltage i disse forhandlinger, der er baggrunden for, at FDP trak sig.

Ifølge Süddeutsche Zeitung havde Merkel accepteret kompromisset omkring europapolitikken, der figurerede som kapitel 13 i de nu strandede forhandlinger. Men i sidste øjeblik krævede Lindner, at der skulle indføjes en passus om, at Tyskland er enig i en formulering i den nye hollandske regeringsaftale, der afviser, at en kommende EMF vil kunne fungere som en stabiliseringsmekanisme.

”Præcis denne afvisning havde Merkel hele tiden advaret imod, fordi der så ikke længere ville have været mere at forhandle om på europæisk niveau. Europas fremtid ville have været bestemt af et tysk regeringsgrundlag,” skriver Süddeutsche-journalisten Cerstin Gammelin, der netop er vendt tilbage til Forbundsdagen i Berlin efter syv år som avisens korrespondent i Bruxelles.

Mens europapolitikken og euroreformer ikke bliver en forhindring i de kommende regeringsforhandlinger om en ny stor koalition mellem CDU/CSU og SPD, vil den nationale økonomiske politik blive en kampplads. Her vil SPD kræve finansministerposten, ligesom man vil lempe den strenge finanspolitik, der siden 2014 har været i balance.

De tyske socialdemokrater vil gøre op med den nu afgåede finansministers ’Schwarze Null’ og acceptere at lave et mindre underskud for at finansiere investeringer i boliger, uddannelse og digital infrastruktur. Danmark har til sammenligning kørt med underskud på henholdsvis 1,3 og 0,9 pct. af BNP i 2015 og 2016.

Reformerne i eurozonen har længe stået på EU-Kommissionens to-do-liste, og formand Jean-Claude Juncker har efter sammenbruddet i de tyske regeringsforhandlinger gjort det klart, at han har tænkt sig at fremlægge Kommissionens reformforslag den 6. december, sådan som han annoncerede det i september. Dermed vil han fastholde presset på Angela Merkel.

Det står dog også klart, at egentlige forhandlinger om reformerne ikke kommer på tale, før der er en ny regering på plads i Berlin. Set fra Bruxelles og Paris er den gode nyhed, at der så vil være noget at forhandle om.

Det ville der ikke have været, hvis Merkel havde dannet en regering med FDP.