Regeringen bør rette fokus mod den virkelige deleøkonomi

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) talte ved præsentationen af regeringens nye Strategi for vækst gennem deleøkonomi om, at ”der ligger et enormt vækstpotentiale i deleøkonomien”. Men, ret beset, hvor meget betyder dele-økonomien reelt?

Hele tre ministre var mødt op for at præsentere regeringen længe ventede strategi for vækst gennem deleøkonomi. Strategien foreslår i alt 22 initiativer, og de vigtigste og mest konkrete er at hæve bundfradraget for indtægter fra at leje sine bolig eller sin bil ud - hvis udlejningen foregår gennem en platform, der sikrer at indkomsterne opgives til Skat.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) talte ved præsentationen tidligere i dag om, at ”der ligger et enormt vækstpotentiale i deleøkonomien”. Men, ret beset, hvor meget betyder dele-økonomien reelt?

Erhvervsministeriet skønner, at den samlede omsætning indenfor samkørsel, biludlejning og privat boligudlejning i 2015 lå på mellem 425 og 625 mio. kr. - omkring en halv milliard i runde tal.

Knap en femtedel af befolkningen har brugt deleøkonomiske tjenester. Sidste år voksede deleøkonomien ifølge Nordeas undersøgelser med 7,5 pct.

Lad os antage, at der virkelig kommer gang i deleøkonomien, så vi lejer værelser, biler og både fra hinanden tre gang så meget som nu. Så er der stadig kun 1,5 milliard kroner omsætning i alt - og man kan spekulere på, om vi overhovedet har så mange ledige lejligheder og biler at dele mellem hinanden på amatørbasis.

Det er også svært at forestille sig, hvilke andre former for deling, der for alvor kan skabe ”enorm vækst”. Det er muligt, vi vil begynde at bytte meget mere tøj, legetøj og værktøj - alligevel virker det tvivlsomt, om det ville kunne vokse til mere end at være en interessant og sympatisk lille niche i den store økonomi.

Potentiale forude

Når deleøkonomien får så meget opmærksomhed, er det formentlig snarere fordi man fornemmer potentialet i den bagvedliggende model, hvor en central platform med en kraftig algoritme og masser af data kan koordinere og matche ressourcer og kunder til lejligheden i meget små enheder af gangen. De digitale platforme er så effektive, at de kost-effektivt kan koordinere selv så små ressourcer som en enkelt nats overnatning i et ledigt børneværelse i Vejle eller et ledigt sæde torsdag formiddag mellem Odense og Randers.

Men platformenes virkelige styrke og potentiale er, at de radikalt kan forandre arbejdsmarkedet, fordi de gør det nemt og billigt at finde folk, der kan udføre en helt specifik opgave til en bestemt lejlighed. Dermed slipper arbejdsgiverne for at fastansatte folk, og de kan bedre kalde arbejdskraft og kompetencer ind i takt med at markedets efterspørgsel skifter - on demand.

Det er imidlertid også et arbejdsmarked, hvor de fleste af de rettigheder og forpligtelser, som er opbygget siden industrialiseringen, skal genforhandles. Centrale begreber som ”ansættelse”, ”arbejdsgiver” og ”arbejdstid” bliver udfordret, og pt. er der ikke meget klarhed over, hvordan den nye sociale kontrakt bliver. Det giver mulighed for at internationale arbejdsplatforme kan ”flyve under radaren” og sænke priserne ved at hyre løsarbejdere uden forpligtelser, og dermed har de en fordel fremfor virksomheder, der ansætter folk med den ”gammeldags” pakke af rettigheder.

Begrebsforvirring

Platforme til at udbyde og søge arbejde passer på mange måder perfekt til en økonomi, der skifter hastigt og hvor virksomheder konkurrerer på at skabe komplekse løsninger, som passer perfekt til en kundes behov nu og her. Det giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, og det er mere fleksibelt, og derfor er der god grund til at tro, at platforms-modellen vil præge arbejdsmarkedet markant fremover. Der er et påtrængende behov for at få afklaret rettigheder og forpligtelser, og for at få justeret, hvordan velfærdsstatens sikring og sociale ydelser optjenes, når flere arbejder gennem platformene.

Dén del af ”deleøkonomien” tager regeringen strategi stort set ikke fat på, man nøjes med at sige, at det skal drøftes i disruptionsrådet. Men det er på det område, man reelt finder både det største vækstpotentiale og de største udfordringer.

Et af problemerne er, at der er en forfærdelig begrebsforvirring. Når man bruger ordet ”dele-økonomi”, er man tilbøjelig til at tænke på at borgere gør hinanden tjenester og lejer deres ledige ejendele til hinanden. Og det er bestemt godt for økonomien, for miljøet og for den sociale sammenhængskraft i samfundet.

Men deleøkonomien er reelt kun en lille del af en langt mere betydningsfuld platforms-økonomi, som ikke nødvendigvis har noget med den sociale deling af tjenester at gøre. Det er snarere ”deling” i betydningen ”koordination af arbejdskraft og produktionsudstyr i små dele til lejligheden”.

Der har været enorm opmærksomhed på deleøkonomien. Nu er det på tide, at få afklaring af spillereglerne indenfor platformsøkonomien.

 

 

 

 

 

Forrige artikel Løkke taler globalt og handler lokalt Løkke taler globalt og handler lokalt