Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Regeringen, der skulle gøre op med magtfuldkommenheden

Den nye regering har fået en svær start. Finansieringen af regeringsgrundlaget hænger kun sammen med kreative bogføring af helligdage, og Jakob Ellemann-Jensen befinder sig pludselig selv i rollen som magtfuldkommen. Men balladen om Store Bededag er et symptom på en meget mere grundlæggende udfordring for den nye regering: Hvor skal pengene komme fra, hvis skatten ikke må stige og velfærden ikke beskæres? 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstres vigtigste dagsorden op til valget var et opgør med Socialdemokratiets magtfuldkommenhed i almindelighed og Mette Frederiksens måde at udøve magten på i særdeleshed. Men der skulle kun gå få uger af den nye regerings levetid, før Jakob Ellemann-Jensen selv blev manden, der sagde de ord, der definerer realpolitikken – også for denne regering: ”Et politisk flertal anvender sit flertal til at føre sin politik. Det er den parlamentariske virkelighed.”

Derfor foregik afskaffelsen af en helligdag uden forudgående forhandlinger med andre end regeringen selv i det lokale, hvor pengene til flertallets politik skulle findes. Det provokerer ikke kun Folketingets øvrige partier.

Regeringens problem er, at det præcis er den tankegang, resten af samfundet opfatter som magtfuldkommenhed.

Den folkelige opstandelse mod politisk topstyring, som Venstre selv har været med til at dyrke i sin oppositionstid, handler ikke kun om samarbejdet i Folketinget. Kritikken af en magtfuldkommen regering handler i lige så høj grad om manglende inddragelse af de grupper i samfundet, der rammes af lovindgreb eller forventes at føre dem ud i livet.  

HVIS MAN SKAL FORSTÅ, hvordan tre partiers garvede toppolitikere på den baggrund kan få en så ringe udført og dårligt timet ide som at afskaffe en fridag ved lov midt i en overenskomstforhandling, så må man se på, hvad alternativerne har været, set med regeringens øjne.

Det bliver næppe sidste kreative kanin, denne regering trækker op af den økonomiske hat.

Balladen om Store Bededag et nemlig blot et symptom på regeringens alvorligste akilleshæl: Finansieringen af de investeringer, de tre partier ønsker at foretage i Forsvaret, velfærden og klimaet. For hvis man hverken ønsker at hæve skatten, sprænge råderummet eller skære i kernevelfærden, så er den eneste mulighed at udnytte sit flertal til at slagte adskillige hellige køer og lukke ørerne for de protester, der kommer på og uden for Christiansborg.

Forsvarsudgifterne skal stige med fire en halv milliard mere end aftalt i det brede forlig i foråret. Der skal også bruges milliarder på psykiatrien og sundheden og andre prioriterede områder. Men samtidig har regeringen lovet både at sænke skatterne og lade udgifterne til velfærden stige i takt med, at der bliver flere børn og ældre.

Både højere skatter og besparelser på kernevelfærden er altså udelukket. Så er der kun tilbage at låne. Men også her har regeringen givet sig selv et benspænd og bundet sig til en kommende 2030-plan, der skal sikre balance i udgifter og indtægter i 2025 og et maksimalt underskud på 0,5 procent af BNP. Det efterlader et ganske lille råderum, som stort set er brugt op.

Spørger man økonomerne, så bliver det pres kun større i de kommende år.

DER SKAL ALTSÅ TÆNKES KREATIVT. Løsningen – afskaffelsen af en helligdag – er så kreativ, at den nærmer sig kreativ bogføring. Uden at fortabe sig i detaljerne i økonomernes diskussioner om den sag, er det vist ikke for meget sagt, at den økonomiske gevinst af at afskaffe en helligdag i hvert fald er usikker.

At der findes andre mere klassiske metoder at skaffe pengene på, forsøgte ni partier i den nye kludetæppeopposition at demonstrere torsdag, da de fandt en glemt eller gemt milliard fra ’vinterhjælpen’, en milliard og lidt til fra et uforudset stort overskud i statskassen og trekvart milliard i nye nedskæringer på erhvervsstøtteordninger, som regeringen selv har set sig sure på.

Men det er selvfølgelig ikke holdbart at finansiere faste årlige driftsomkostninger med engangsindtægter fra årets budget. De penge kan selvfølgelig kun bruges én gang. Desuden er det nærliggende at tro, at regeringen selv havde andre planer med de løse midler. Derfor kan regeringen meget vel ende med at holde fast i afskaffelsen af Store Bededag, selv hvis den afkobles fra finansieringen af forsvarsforliget.

Og det bliver næppe sidste kreative kanin, denne regering trækker op af den økonomiske hat. 

DEN NÆSTE KREATIVE LØSNING kunne for eksempel blive et salg af aktier i Ørsted som foreslået af Venstre allerede i valgkampen. Virksomheden opstiller i dag vindmøller langt fra de danske kyster, og flere politikere har svært ved at se det logiske i, at staten skal være medejer af en international energivirksomhed. Modargumentet er forsyningssikkerhed og en hånd på rattet i den grønne omstilling – og så selvfølgelig historikken. Det er trods alt ikke mange år siden, at S-R-SF-regeringen gik i stykker på grund af salget af aktier i Ørsted (dengang Dong) trods store folkelige protester.

Men fristelsen er stor. Og selvom økonomer for længst har hældt Venstres forslag ned ad brættet, har Ellemann næppe opgivet drømmen om at indkassere 60 milliarder kroner på salg af statens andel i vindmøllegigantens internationale aktiviteter. Det er et betydeligt engangsbeløb, der – i hvert fald på papiret – kunne bruges til at finansiere omstillingen til grøn energi og klimavenligt landbrug på en måde, hvor der er råd til at kompensere erhvervslivet uden at genere skatteyderne.

Men det er også en kreativ løsning, som kan bekræfte billedet af en regering, der tromler upopulære beslutninger igennem med for stor hast og for lidt plads til dialog med resten af samfundet. Netop det, denne regering lovede ikke at gøre.

HVIS REGERINGEN VIL OPFYLDE SIT LØFTE om at udøve magten på en mere inddragende måde, kunne jobreformen og universitetsreformen være en god anledning. To hellige køer, der allerede er trukket ud af stalden til hurtig slagtning.

Hvis regeringen vil opfylde sit løfte om at udøve magten på en mere inddragende måde, kunne jobreformen og universitetsreformen være en god anledning. 

I mange år har vi haft tradition for, at den slags omfattende reformer blev grundigt modnet og forberedt i en proces, hvor de politiske visioner konkretiseres af eksperter og fagfolk, og samfundet og de berørte parter kan have en grundig dialog, før de helt store forandringer gennemføres. Den metode betød for eksempel, at det lykkedes at hæve pensionsalderen uden ramaskrig fra fagbevægelsen eller den brede befolkning – i skarp kontrast til oprøret mod den trods alt lille ændring, som afskaffelsen af Store Bededag er udtryk for.

Men man fornemmer, at Mette Frederiksen allerede har kørt damptromlen frem til brug for en resolut gennemførelse af de ikke nærmere definerede upopulære beslutninger, der er kernen i begrundelsen for at danne regering på tværs af midten.

Den indstilling har én gang ført til valg i utide.

Men endnu værre er det, at der risikerer at komme dårligt udførte reformer ud af det. Se bare folkeskolereformen, som politikerne gjorde en dyd ud af at gennemføre uden at inddrage lærerne, og som efterlod danske skoler i krisetilstand mange år efter.  

KOMPLEKSE REFORMER af store velfærdsområder kalder ikke kun på beslutsomhed og politisk mod til at trodse kritiske stemmer. Det kræver også omtanke og mod til at lytte og inddrage mennesker, der kender området, hvis man skal bygge et helt nyt beskæftigelsessystem eller et universitetssystem, der for første gang i danmarkshistorien nøder unge til at uddanne sig i kortere tid.

Tromles den slags omfattende reformer igennem med skyklapper på, kan vælgernes reaktion få afskaffelsen af Store Bededag til at ligne en ubetydelig pind i reformregeringens ligkiste.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nina Smith

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, bestyrelsesformand, VIVE, formand, Kommission for 2. generationsreformer, formand, Nykredit
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1981)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu