Regeringen må opgive sin økonomiske plan

Regeringens økonomiske plan for Danmark er ved at falde fra hinanden. 8 ud af 13 nøgleforudsætninger bag den såkaldte 2005-plan er allerede skredet eller er stærkt på vej til det. Det viser en gennemgang af planen, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget. Blandt andet stiger de danske lønninger hurtigere, end de burde gøre ifølge regeringens plan, der kun er et halvt år gammel. Samtidig er afgørende reformer af førtidspensionen forsinket, mens virkningen af det omstridte efterlønsforlig først får fuld styrke om 25 år. I dag klokken 13 fremlægger finansminister Mogens Lykketoft regeringens syn på den økonomiske udvikling, når han offentliggør Finansredegørelse 98/99. Hans udspil kommer på et tidspunkt, hvor dansk økonomi er ekstremt sårbar. Officielt regner regeringen med, at der skal skabes 215.000 nye arbejdspladser, og at udlandsgælden stort set skal være betalt tilbage i år 2005. Men i onsdags meddelte Danmarks Statistik, at underskuddet på betalingsbalancen de seneste tolv måneder er steget til 16 milliarder kr. Og nu lægger en række uafhængige bankøkonomer luft til regeringens økonomiske plan. “De seneste handelstal tegner et skræmmende billede af udviklingen,” siger makroanalytiker Søren Nielsen fra Jyske Bank og fortsætter: “Det bedste ville være, hvis regeringen rent ud fortalte, at ledigheden vil stige.” Han mener, at afgørende dele af regeringens økonomiske plan “ligger i ruiner”. Også seniorøkonom Flemming Nielsen fra BG Bank afviser planen som “næppe realistisk”, blandt andet fordi de økonomiske konjunkturer tegner stadigt mere dystre. Bankøkonomerne frygter, at dansk økonomi er på vej mod en meget hård opbremsning. Ingen tør udelukke, at økonomien kan gå helt i stå, og Flemming Nielsen advarer mod et hurtigt indgreb. “Regeringen har formentlig en stramningsplan i skuffen, og dér bør planen foreløbig blive. Regeringen risikerer at slå bunden ud af økonomien,” siger økonomen fra BG Bank. Ugebrevet trækker linjerne for dansk økonomi op. 2005-planens krise rejser spørgsmålet, om regeringen må overveje en helt ny økonomisk filosofi, før den lægger sin næste store plan.