Regeringen og en bred kreds af de frivillige organisationer har indgået en usædvanlig alliance om udviklingen af fremtidens velfærdssamfund. Samarbejdet beskrives i et charter, som i sidste uge blev drøftet på et heldagsmøde mellem fire ministre og repræsentanter for en række af de største frivillige organisationer, herunder de store idrætsorganisationer. Alliancen indebærer, at det offentlige og det frivillige Danmark skal samarbejde på en række punkter. De frivillige vil bl.a. blive inddraget i ideudvikling, ligesom der skal gennemføres en vidensdeling mellem de to parter. De frivillige skal til at være aktive medspillere i forbindelse med nye initiativer - “herunder lovgivning”, som det hedder. Charteret er ikke bare den første officielle anerkendelse af, at de frivilliges indsats er afgørende for udviklingen af velfærdssamfundet. Charteret er også epokegørende, fordi det er lykkedes at samle en meget bred kreds bag projektet.