Obligatorisk pension undergraver fællesskabet

Det er på tide at genindføre en klar skelnen mellem lønindkomst og overførselsindkomst. Den manglende forskel slører den enkeltes ansvar for sig og sine og bidrager til den individualisering, som i sidste ende ødelægger Danmark som fællesskab.

I Danmark har man siden 1994 betalt skat af de forskellige former for overførselsindkomst. Nu fortsætter regeringen med at indføre en obligatorisk pensionsindbetaling – også af overførselsindkomst. Det rejser spørgsmål ved den fremtidige universelle ret til folkepension eller pensionstillæg. Men det værste er, at det gør forskellen mellem lønindkomst og overførselsindkomst endnu mere utydelig, og det vil undergrave både fællesskabets ansvar for den enkelte og den enkeltes ansvar for fællesskabet.

Regeringen har i sin 2025-plan foreslået en såkaldt obligatorisk pensionsopsparing. Det er en ordning, som skal sikre, at alle sparer op til deres alderdom. Der skønnes at være omkring 750.000 personer, som ikke sparer op i dag, og de skal fra 2018 betale et obligatorisk pensionsbidrag på to pct. af indkomsten. Det gælder, uanset om de er lønmodtagere, selvstændige eller personer på overførselsindkomst.

Det rejser spørgsmålet, om denne ordning blot er begyndelsen på enden for folkepensionen og i hvert fald de forskellige pensionstillæg. Handler den obligatoriske pensionsopsparing i virkeligheden om at få vedtaget en ordning, som starter med en begrænset indbetaling på 2 pct., men som senere kan skrues op til 5-10-15 pct., så staten i samme takt kan skrue ned for folkepension og pensionstillæg?

Det er ikke nogen usandsynlig langsigtet plan set fra Finansministeriets side, og det vil for mange være endnu et spørgsmålstegn sat ud for velfærdssamfundets fremtid. Her og nu er det dog efter min mening ikke det mest problematiske ved regeringens forslag.

Det virkeligt problematiske er, at forslaget for alvor udvisker forskellen mellem lønindkomster og overførselsindkomst ved i en lov at behandle løn og overførselsindkomst ens.

Ved at forlange, at mennesker på overførselsindkomst skal spare op af overførselsindkomsten, på samme måde som hvis der var tale om lønindkomst, flytter man opgaven fra fællesskabet til den enkelte. Ved at skulle spare op af fællesskabets penge, der er givet til den enkelte for at skabe tryghed, lader man, som om fællesskabet ikke længere har noget ansvar for den enkelte i alderdommen.

Fællesskabets ansvar undergraves

Det konkrete forslag skaber usikkerhed om, hvorvidt fællesskabet vil sikre den enkelte. Med andre ord: ’Hvis du ikke har sparet op til din pension, uanset hvordan du har ’tjent’ pengene, er det din egen skyld.’ I den sammenhæng er indbetaling af penge fra lønindkomst eller overførselsindkomst et fedt, bare man indbetaler. Men dermed fralægger fællesskabet sig ansvaret for den enkelte på sigt.

Fra fællesskabets side kunne man, som man har gjort hidtil, vælge at tage ansvar for at løse pensionsproblemet for mennesker på overførselsindkomst. Det kunne f.eks. gøres ved en forhøjelse af pensionstillæggene eller via et særligt ’kompensationstillæg’ til mennesker, som i deres liv har været længe på overførselsindkomst og dermed ikke har været omfattet af de kollektive pensionsordninger.

Det er de virkemidler, som fællesskabet har, netop fordi det er os alle sammen. Det var det oprindelige grundlag for den almindelige universelle folkepension. Regeringens forslag til en løsning af pensionsproblemet skaber derfor usikkerhed om fællesskabets ansvar for den enkelte.

Men den obligatoriske pensionsopsparing forstærker også de negative konsekvenser af, at vi i Danmark betaler skat af overførselsindkomst. Og det er det virkeligt alvorlige.

I forbindelse med skattereformen i 1994 blev der indført skat på de sociale pensioner og kontanthjælp – de blev ’bruttoficeret’. Hidtil havde de været helt eller delvis skattefri. Synspunktet var dengang, at de sociale pensioner herved blev umiddelbart sammenlignelig med andre indkomster og fik del i skattereduktionerne i skattereformens indfasningsperiode.

Det sætter ingen i dag længere spørgsmålstegn ved. Hvorfor? For det første er det 22 år siden, at tingene var anderledes, og det er formentlig de færreste, som kan huske, da man ikke betalte skat af overførselsindkomst.

For det andet er det også noget teknik. I hvert fald var det i 1994 en måde at løse nogle overgangsproblemer på.

For det tredje er der ikke tradition for, at folketingspolitikere beskæftiger sig med forvaltningspolitik, dvs. den måde, som forvaltningsapparatet fungerer på. Det er for kompliceret og måske for teknisk. Dertil kommer, at der i en bruttoficering også ligger et element af afstigmatisering af mennesker på overførselsindkomst, og det synes umiddelbart at være et rigtigt godt argument – men holder det?

Det mener jeg ikke, nærmest tværtimod. Overførselsindkomst er ikke en løn. Overførselsindkomst er velfærdssamfundets og fællesskabets måde at sikre, at der er en tryghed for den enkelte, hvis man af den ene eller anden grund falder igennem. Det er den måde, vi i Danmark har organiseret støtten fra fællesskabet til den enkelte og dennes familie.

I andre samfund er det kun gennem forsikringer eller familien, man kan få støtte. Men i Velfærdsdanmark er det noget, som staten, vores fællesskab, sikrer for den enkelte.

Men når den enkelte betaler skat af sin overførselsindkomst, påvirker det personens forestilling om, hvor de får deres penge fra. Selve det, at man på overførselsindkomst betaler skat, gør relationen mellem det at bidrage til fællesskabet og det at modtage fra fællesskabet fuldstændigt sløret.

Mange mennesker har gået flere år på overførselsindkomst og ment, at de ligesom alle andre bidrager til samfundet via skatten. Det giver én nogle rettigheder. ’Ligesom alle de andre, som betaler skat, har jeg ret til samfundets forskellige goder: Jeg har jo selv betalt for dem,’ lyder ræsonnementet.

Forestillingen om at bidrage bliver her set gennem skattebetalingen, og det at modtage fra fællesskabet bliver skjult i noget, som ligner borgerløn. Så for den enkelte bliver det mere utydeligt, om man bidrager til fællesskabet, eller modtager fra fællesskabet.

Velfærdssamfundets præmis

Men det værste er nok, at udvandingen i synet på løn og overførselsindkomst langsomt undergraver den generelle holdning til det personlige ansvar i samfundet.

Når jeg er på overførselsindkomst, modtager jeg fra fællesskabet. Når jeg betaler skat af min løn, bidrager jeg til fællesskabet. Når jeg modtager fra fællesskabet, ved jeg, at der er andre, som bidrager til, at jeg kan føle en vis tryghed.

Det er den tryghed, som velfærdssamfundet er til for. Men når jeg nu som modtager af overførselsindkomst betaler skat, er jeg jo lige så stor bidragsyder som alle andre, og noget tyder på, at det påvirker oplevelsen af solidaritet og ansvar for fællesskabet hos dem, som modtager overførselsindkomst.

Når man udsletter forskellen mellem lønindkomst og overførselsindkomst, som regeringen tydeligvis gør med sit forslag om obligatorisk pensionsindbetaling, bidrager man både til en forstærket erodering og individualisering af det personlige ansvar. Man reducerer det personlige ansvar til kun at handle om ansvaret for sig selv.

Men Danmark er bygget på fællesskab, lighed og tillid, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi de fleste følte såvel et ansvar for det, som var tæt på: familien, naboerne, landsbyen, gaden. Og for det, som lå længere væk: de andre bønder, arbejdskollegerne, kvinderne og de andres børn og nød. Det var derfor, vi fik andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og senere kvindebevægelsen.

Det personlige ansvar rummer både et individuelt og et kollektivt ansvar. Hvis man sætter lighedstegn mellem løn og overførselsindkomst, ender det med, at begge dele af det personlige ansvar forsvinder – og så er vi for alvor ved at ødelægge velfærdssamfundet.

Forrige artikel En sygt vigtig opgave: Uddannelse skal gentænkes Næste artikel Airbnb-stifter: Fuck ikke kulturen op