Tjek, tjek, mangler og tjek.

Regionerne lever op til hovedparten af de syv krav, som statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre stillede til dem før valget i juni 2015. Hvis regionerne skulle overleve, skulle de opfylde kravene.

De har høvlet ventetiderne til operationer på sygehusene markant ned. De har nedbragt antallet af personer, der ligger på sygehusgangene. De har behandlet langt flere kræftpatienter til tiden. Og de har reduceret en del af den store forskel på ventetider mellem de enkelte regioner.

Det viser en kortlægning, Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget her knap to år efter folketingsvalget og op til de årlige forhandlinger om regionernes økonomi. Alligevel kan regionerne ende med at blive nedlagt og regionsrådsvalget til november dermed blive det sidste nogensinde.

Skulle det ende sådan, vil det være imod sagkundskabens bedste anbefalinger.

”Det er helt ubestrideligt, at regionerne har gjort det godt. Man kan ikke finde en ekspert, der anbefaler, at regionerne skal nedlægges, og altså heller ikke mig,” siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved Syddansk Universitet.

Den erkendelse er – måske – ved at indfinde sig på Christiansborg.

Både Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og sundheds- og ældreordfører, Jane Heitmann, vender på baggrund af Mandag Morgens kortlægning tommeltotten op for regionernes indsats.

”Når vi har sagt, at vi vil måle på de her syv punkter, og det i al væsentlighed går den rigtige vej, så ser det godt ud. Det vigtigste er et sundhedsvæsen, som fungerer til patientens tilfredshed. Det skal ske i det mest hensigtsmæssige regi,” siger Ellemann-Jensen.

Også Venstre i regionerne skubber diskussionerne af regionernes fremtid ud i, ja, netop fremtiden:

”Som det er lige nu, er regionerne det bedste bud på at sikre løsningen af opgaverne,” siger Stephanie Lose, der er næstformand i Danske Regioner og formand for Regionsrådet i Region Syddanmark.

Lev – eller lad dø

Regionernes skæbne har indtil nu lignet Sisyfos’ skæbne i den græske mytologi. Den græske bykonge skulle som straf rulle en kæmpe sten op ad en bakke. Men det slidsomme arbejde var altid forgæves. Hver gang Sisyfos fik aset stenen op på toppen af bakken, trillede den ned igen. Sådan har det i lang tid været med regionerne.

De har på mange måder leveret varen, siden de afløste amterne for 10 år siden. De lever op til hovedparten af Løkkes syv krav og har også på andre områder skabt gode resultater.

År efter år stiger produktiviteten på sygehusene i et tempo, som mange virksomhedsejere vil slikke sig om munden for at kunne præstere. Regionerne har overholdt budgetterne, halveret dødeligheden for bl.a. hjertepatienter og løftet ansvaret for danmarkshistoriens største byggeri siden kirkebyggerierne i 1100-tallet, byggeriet af de nye supersygehuse for mere end 40 milliarder kr.

Alligevel er det ikke sikkert, at regionerne kan tilfredsstille partierne i blå blok. Foreløbig har Venstre fredet regionerne. Men de øvrige tre partier i blå blok ser gerne regionerne nedlagt hurtigst muligt. Og Venstres syv krav fra valgkampen er formuleret, så partiet altid vil kunne slå ned på nogle af sine syv krav og argumentere for, at regionerne ikke har leveret varen.

”Når man ikke de mål, så har vi paratheden til at organisere vores sundhedsvæsen på en anden måde,” sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tid under præsentationen af de syv krav.

Debatten om regionernes fremtid kan derfor blusse op igen som en del af innovationsminister Sophie Løhdes (V) reform af den offentlige sektor til årsskiftet 2017-2018 – vi ved ikke, om efterårets valg til regionsrådene bliver det sidste.

Men det er et åbent spørgsmål, hvad Venstre i virkeligheden mener. Selv om både Liberal Alliance og de konservative ønsker regionerne afskaffet, har ønsket ikke fundet vej til regeringsgrundlaget.

Da regionerne fyldte ti år i januar, sagde Løkke Rasmussen: ”Jeg var jo med ved vuggen ved jeres fødsel, og I var en omdiskuteret størrelse. Og I er stadig til diskussion. Men hyldes skal den, som hyldes bør”.

På regionernes generalforsamling i april, dvs. tre måneder senere, var Løkke Rasmussen lidt mildere stemt: ”Der vil altid ligge et pres på jer. Det skal der gøre.”

Heller ikke Jane Heitmann fokuserer på diskussionen af regionernes fremtid, men på behovet for løbende forbedringer.

”Vi er nu cirka halvvejs i valgperioden, og selv om der er hjørner af vores store sundhedsvæsen, hvor der fortsat er plads til forbedringer, er det vigtigt at huske på, at forandringsprocesser tager tid, og store udfordringer ikke løses med et fingerknips,” skriver hun i et skriftligt svar til Mandag Morgen.

De lange ventetider

Med sine syv krav sætter Venstre først og fremmest ventetiderne i fokus. Med tanke på historier om patienter, der dør, mens de står på venteliste, giver det god mening. Ventetiden er ganske enkelt et vigtigt element i et godt behandlingsforløb.

Krav 1: Ventetiden til diagnose og behandling skal nedbringes (Opfyldt)

”I gennemsnit er ventetiden i dag næsten 50 dage på operation, og 4 ud af 10 patienter bliver ikke udredt inden for de lovede 30 dage. Ventetiden skal være kortere, så man hurtigt kan blive udredt og behandlet.”

I det store billede venter patienter stadig kortere tid på deres behandling. Siden 2005 er patienternes erfarede ventetid til en behandling faldet og faldet. Efter valget i 2015 er udviklingen fortsat i samme retning – ventetiden er i gennemsnit faldet fra næsten 50 dage til godt 46 dage. Se figur 1.

Her må der være plads til en undren. For det er sådan, at patienter har ret til behandling inden for 30 dage. Er ventetiden på et sygehus længere end de 30 dage, kan patienten frit vælge at blive behandlet på et andet offentligt eller på et privat sygehus.

Når den erfarede ventetid i gennemsnit er på godt 46 dage, og altså mere end de 30 dage, er der en del patienter, der ikke har benyttet sig af deres ret til at søge behandling et andet sted. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at en ventetid på 46 dage er af det onde.

”På nogle operationer, som for eksempel åreknuder, kan en lang ventetid betyde, at patienten hellere vil vente lidt længere og så undgå at skulle finde et andet sygehus. Det kan også være, at patienten skubber lidt til behandlingstidspunktet, så det passer bedre ind i hans eller hendes personlige kalender,” siger professor i sundhedspolitik og sundhedsøkonomi Karsten Vrangbæk fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Den slags ret vigtige nuancer viser statistikken ikke noget om. Her er fokus den erfarede ventetid for alle behandlinger. Altså både livstruende behandlinger af et hjerteproblem eller en kræftsygdom og behandlinger af f.eks. åreknuder, hvor en patient godt kan vente og på den måde undgå at skulle køre til et andet sygehus for at få foretaget behandlingen.

Det samme billede går igen i forhold til den anden af de to udfordringer, Venstre peger på i sit krav nummer 1.

I dag bliver 1 ud af 10 psykiatriske og 2 ud af 10 somatiske patienter ikke udredt inden for de lovede 30 dage. Da Venstre skrev sit oplæg, gjaldt det for 4 ud af 10 patienter. Også på det område kan patienter vælge at få foretaget en udredning et andet sted, hvis ventetiden er på over 30 dage.

Regionernes – og Venstres – akilleshæl

Både op til og i særlig grad efter valget i 2015 har Venstre haft fokus på ulighed i sundhed. Men hvor Socialdemokratiet og andre partier i rød blok fokuserer på den sociale ulighed i sundhed, ser Venstre på den geografiske ulighed.

Krav 2: Mere lighed i sundhed (Opfyldt)

”Danmark er ikke større, end at der burde være en ensartet høj kvalitet på tværs af landet. Der er alt for store regionale forskelle på ventetiderne til behandling. Overlevelsesmulighederne varierer afhængigt af, hvor i landet man bor. Det er selvsagt ikke godt nok. Den geografiske ulighed i sundhed skal reduceres bl.a. med bedre brug af telemedicin og et styrket nært sundhedsvæsen.”

I oplægget udpeger Venstre fire områder, hvor de regionale forskelle er for store. Her er målestokken forskellen mellem den region, hvor den erfarede ventetid er længst, og den region, hvor den er kortest. I forhold til lige netop de regioner, Venstre fokuserer på i 2015, er 3 af de 4 forskelle reduceret. Til gengæld er forskellene mellem to andre regioner steget. Se figur 2.

Professor i sundhedsøkonomi ved KORA Jakob Kjellberg er ikke imponeret over den måde, Venstre vil måle den geografiske ulighed på.

”Skal man se på de ekstreme forskelle, vil det ikke være de samme regioner, som er i fokus. Det er ikke et klassisk mål for ulighed,” siger han.

Holder vi for et øjeblik fast i de regionale forskelle, er det igen et tegn på, at patienterne ikke benytter sig af det frie valg. Selv om patienterne kunne vælge behandling på et andet sygehus efter en ventetid på 30 dage, viser statistikken, at nogle patienter foretrækker den lidt længere ventetid for så at blive behandlet på et sygehus i nærheden af bopælen.

”Der er fortsat regionale forskelle, og det er tankevækkende, fordi det frie sygehusvalg ikke udnyttes. Hvis man skal vente 80 dage i Nordjylland og kunne tage til et sygehus i Region Syddanmark og få behandlingen meget hurtigere – og ikke gør det – så viser statistikken i virkeligheden bare, at patienterne ikke benytter sig af det frie sygehusvalg,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Inden for de fire lidelser, Venstre har udpeget, har regionerne indgået aftaler med hhv. 14, 17, 19 og 21 private leverandører, der er spredt over hele landet. I praksis kan patienterne således vælge en privat løsning, når ventetiden på det offentlige overstiger 30 dage. På den baggrund giver det ifølge Kjeld Møller Pedersen ikke den store mening at se på forskellene mellem regionerne.

”Hvis der er store forskelle, betyder det så, at regionerne skal udbygge kapaciteten alle steder? Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig et nej,” siger han.

Når patienterne frit kan vælge, om de vil have behandlingen foretaget et sted med kortere ventetid – og de, som de forholdsvis lange ventetider i nogle regioner viser, ikke vælger det – så er det altså spørgsmålet, om de målte forskelle mellem regionerne i virkelighedens verden betyder det store for patienterne.

Så længe patienter over hele landet har et frit valg til behandling, giver det ikke den store mening at måle på geografiske forskelle mellem regioner. Se ’Venstre måler regionerne på de forkerte resultater’.

Kræft i centrum

Behandlingen af kræftpatienter er både en succes og et smertensbarn for regionernes sygehuse. Det er en succes, fordi flere og flere lever længere efter en operation. Nye tal fra Danske Regioner viser, at mere end over 60 pct. af patienterne nu er i live fem år efter en operation. I 2002 var det under 50 pct. Den dårlige nyhed er, at udviklingen går endnu hurtigere i den rigtige retning i de andre nordiske lande.

Krav 3: Kræftpatienterne skal behandles til tiden (Opfyldt)

”Op mod hver fjerde kræftpatient bliver ikke behandlet til tiden inden for den fastsatte forløbstid i kræftpakkerne. Det er både uværdigt og utilfredsstillende. Kræftpatienter skal behandles akut og til tiden.”

Lige præcis ventetiden på en kræftbehandling er i fokus. Hver gang en kræftpatient ikke behandles til tiden, skal regionerne indberette det til Sundhedsstyrelsen. Og indberetningerne begynder efter bare en enkelt dags overskridelse. En forlængelse af ventetiden er alvorlig og bliver taget alvorligt.

Siden valget er ventetiderne i alle fem regioner faldet. Se figur 3.

Færre ligger på gangene

Fortællinger om patienter på gangene er en klassiker i historierne om sygehusene. Det er særligt graverende, når der er tale om ældre og derfor mere sårbare patienter.

Problemet er ofte, at der kan være overbelægning på en af sygehusets afdelinger og ledige senge på naboafdelingen.

Krav 4: Overbelægningen skal reduceres markant (Opfyldt)

”Det er uværdigt, at patienter bliver henvist til en seng på gangen. Det kan og skal vi gøre bedre. Trods regeringens valgløfter, så er det desværre alt for ofte sådan, at patienter – ikke mindst ældre medicinske patienter – ligger på gangene. Overbelægningen skal reduceres markant.”

Hvor hver enkelt afdeling tidligere havde ansvaret for hver sine senge, betragter flere og flere sygehuse nu sengene som en fælles ressource. Fra Slagelse Sygehus til Aarhus Universitetshospital ansætter de såkaldte flowmasters, der hele tiden kan fordele ledige sengepladser på en afdeling til patienter fra en anden afdeling, hvor der ellers ville være overbelægning.

Resultatet er ret opsigtsvækkende. På bare to år er overbelægningen samlet set faldet med omkring 40 pct. For de medicinske afdelinger med mange ældre patienter er faldet endnu større. Her er overbelægningen reduceret med 46 pct. Se figur 4.

”Samlet set er der blevet færre senge på sygehusene, men hvad der er vigtigst: Sygehusene er helt tydeligt blevet bedre til at udnytte den kapacitet, de nu har. Det kan være, fordi sengene ikke længere er den enkelte afdelings ressource, men hele sygehusets fælles ressource,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Læger får ansvaret for patienters forløb

Den stigende specialisering i sundhedsvæsenet betyder, at flere og flere patienter ikke bare skal behandles af en, men af en række behandlere. I dag har en læge ansvaret for den enkelte behandling af en patient, men langt fra altid for den serie af behandlinger, mange patienter skal igennem. Patienter oplever bl.a. derfor, at de bliver sendt rundt i sundhedsvæsenet.

Krav 5: Der skal indføres patientansvarlige læger (Opfyldt)

”Patienter og pårørende må ikke blive kastebolde i sundhedsvæsenet. For mange patienter er det ofte uklart, hvilken læge der har ansvaret. Det skaber utryghed og øger risikoen for fejl. Patientansvarlige læger skal indføres for kræftpatienter og derefter udbredes til andre dele af sundhedsvæsenet.”

Nu har Danske Regioner i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Patienter, Kræftens Bekæmpelse, Overlægeforeningen, Yngre Læger og Dansk Sygeplejeråd lavet en aftale om en national model for at indføre patientansvarlige læger på de danske sygehuse. Det sker efter positive erfaringer fra 44 pilotprojekter med patientansvarlige læger.

Ifølge aftalen skal alle kræftpatienter – og senere alle andre patienter – have tilknyttet en patientansvarlig læge. Dermed lever regionerne op til det krav, som Venstre har stillet om, at der skal indføres patientansvarlige læger.

Planen er, at ordningen skal være rullet ud senest ved årets udgang for alle kræftpatienter. Alle øvrige patienter – hvor det er fagligt relevant – skal have en patientansvarlig læge senest inden udgangen af 2018.

Parterne bag aftalen vil løbende mødes for at følge op på aftalen og vil bl.a. have særligt fokus på den nationale målsætning om, at mindst 90 pct. af alle kræftpatienter i 2020 skal opleve, at de har en patientansvarlig læge.

Danmark skal være et mere demensvenligt samfund

35.000 danskere er diagnosticeret med demens. Men over dobbelt så mange skønnes at have Alzheimers eller andre demenssygdomme. Og det tal vil bare stige i de kommende år. Samtidig er sundhedsvæsenet ikke gearet til at udrede eller behandle borgere med demens. Alzheimerforeningen rapporterer om ventetider på helt op til 50 uger for at få en udredning.

Krav 6: Større fokus på demens og kroniske sygdomme (Delvist opfyldt)

”Større fokus på demens og kroniske sygdomme. Vi skal skabe højere kvalitet i indsatsen for de kroniske patienter ved at tilbyde en mere målrettet, systematisk og sammenhængende indsats. Samtidig skal vi opspore og diagnosticere demenssygdomme hurtigere.”

Kort før jul vedtog alle Folketingets partier på nær Enhedslisten at bruge en del af satspuljemidlerne frem til 2019 på en ny national demenshandlingsplan til en samlet pris på 470 millioner kr. Planen skal bl.a. sikre hurtigere opsporing og diagnosticering af demens og gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund. Planen har tre nationale mål for demensindsatsen frem mod 2025. De tre mål indebærer, at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner, flere mennesker med demens skal udredes, og 80 pct. skal have en specifik diagnose. Samtidig skal en forbedret pleje- og behandlingsindsats nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 pct.

Planen er nu ved at blive rullet ud til praktiserende læger, kommuner og til regionernes sygehuse.

Både indsatsen over for demens og over for kronikere kan kun ske i samarbejde mellem regioner, kommuner og praktiserende læger.

Kronikerne spiller en central rolle i regionernes vision om det fremtidige sundhedsvæsen og en national forebyggelsesplan. En lille gruppe af embedsmænd fra bl.a. regioner og kommuner er også i disse uger ved at lægge sidste hånd på en stribe anbefalinger til regeringen om et bedre og mere effektivt og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor kronikerne også kommer til at spille en hovedrolle.

Patienter skal trænes hurtigere

Patienter må ofte vente uger på genoptræning efter behandlingen på et sygehus. Ventetiden kan forlænge den periode, hvor patienterne må være sygemeldt. Derfor opfordrer organisationer som Dansk Erhverv til mere fokus på ventetider på genoptræning.

Krav 7: Hurtig og effektiv genoptræning (Delvist opfyldt)

”Det nytter ikke, at et succesfuldt behandlingsforløb afløses af mangelfuld eller langsom genoptræning. Derfor skal man hurtigere og mere effektivt kunne få genoptræning, så færdigbehandlede patienter kan vende tilbage til en normal hverdag.”

Meget tyder på, at regionerne lever op til kravet. Antallet af patienter, som modtager genoptræning under indlæggelse, er stigende. Der er dog en betydelig forskel mellem regionerne. I Region Syddanmark modtager 243 patienter pr. 1.000 indlæggelser genoptræning, mens det kun er 123 patienter i Region Sjælland. Det viser den løbende opgørelse fra KL over udviklingen på genoptræningsområdet baseret på tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Langt det meste af genoptræningen foregår i kommunerne. Antallet af genoptræningsplaner er steget med over 100 pct., siden strukturreformen trådte i kraft i 2007. Trods den enorme vækst er ventetiden til genoptræning faldet en smule. Tilbage i 2009 var ventetiden 17 dage i gennemsnit. Den er siden faldet til 14 dage, viser de seneste tal Sundhedsdatastyrelsen.

Kommunerne i Region Midtjylland og Sjælland har de laveste ventetider med 13 dage i snit. Der er dog stor forskel på ventetiden fra kommune til kommune. Den varierer f.eks. fra 11 dage til 32 dage i Region Nordjylland, som er den region med størst variation.

Senest har statsrevisorerne kritiseret den markante forskel på ventetider for folk med hjerneskade. Hvor folk i kommunen med den korteste ventetid blot havde 5 dage, måtte de vente 32 dage på genoptræning i den kommune med den længste ventetid. Derfor er Sundhedsstyrelsen ved at lave et servicetjek af genoptrænings- og rehabiliteringsindsatserne over for mennesker med en hjerneskade for at finde ud af, om sygehusene er gode nok til at vurdere og formidle patienternes genoptræningsbehov til kommunerne, og om kommunernes tilbud om genoptræning og rehabilitering har den nødvendige kvalitet.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Venstre måler regionerne på de forkerte resultater