Medicinalindustrien i juridisk modvind
Øget pres fra patienter, myndigheder og investorer
Selskaberne risikerer varigt imagetab
Vioxx-skandalen kommer ikke bare til at koste dyrt for medicinalvirksomheden Merck & Co. Den er et forvarsel om, hvad hele branchen har i vente i årene, der kommer. Det viser Ugebrevets samtaler med en række amerikanske eksperter og en gennemgang af de største koncerners årsregnskaber. En bølge af retssager skyller nu ind over medicinalindustrien, der har afsat milliardbeløb alene til sagsomkostninger. Sagerne rejses ikke kun af patienter og efterladte, der kræver erstatning for bivirkninger og dødsfald. Undersøgelser af virksomhedernes markedsføringspraksis har ført til en række sigtelser fra de
amerikanske anklagemyndigheder. Og der er eksempler på, at virksomhedernes ejere investorerne - sagsøger ledelsen, når sager om vildledning får aktiekursen til at dykke. På langt sigt kan den alvorligste konsekvens dog blive det imagetab og den folkelige badwill, som retssagerne medfører.