Det kunne næsten ikke være mere bizart.

Natten til mandag stod samtlige danske nyhedsreportere på bolværker og moler i oilskins-frakker for at rapportere i dramatiske vendinger om de ”orkanlignende vindstød” og frygtelige omkostninger. Samtidig, på den anden side af jordkloden, åbnede FN’s klimatopmøde, hvor verdens regeringer forsøger at bremse den forurening, der bl.a. medfører flere storme og det amerikanerne kalder freak wheather – vanvidsvejr.

Stormene optager os i næsten sygelig grad. Medierne dækker det i en uendelig båndsløjfe og familier ringer på kryds og tværs af landet for at berolige hinanden. Klimatopmødet afstedkommer efterhånden kun et skuldertræk.

Som ’almindelige mennesker’ er vi til en vis grad lovligt undskyldt. Mange års forskning i adfærd og psykologi fortæller os, at det bogstavelig talt overgår vores fatteevne at favne de to ting og deres logiske sammenhæng. Vi fokuserer på de nære og skræmmende konsekvenser og forbliver apatiske i forhold til den fjerne og uoverskuelige årsag. Hvor irrationelt det end er.

Det er derfor, vi har politiske systemer. I erkendelse af vores egen utilstrækkelighed over for samfundets store spørgsmål har vi betroet vores ledere at træffe beslutninger på vores vegne, baseret på den bedst tilgængelige viden. Hvis de klokker i det, vælger vi nogle andre.

Men også her hopper kæden af, og det er stærkt bekymrende. Heller ikke vores politikere kan eller vil lave koblingen mellem stormen i forgårs og kampen mod global opvarmning. Det samme gælder medierne.

Det er ikke fordi, de ikke har informationerne. I årevis har naturvidenskaben forudsagt, at vi vil få mere ekstremt vejr som følge af ukontrollerede klimaændringer, og i forrige uge lagde 220 af verdens førende klimaforskere for første gang hovedet på blokken. De konkluderede, på baggrund af nye data-analyser, at der er en direkte årsags-virkning-sammenhæng mellem global opvarmning og de ekstreme vejr-situationer, vi pt. oplever overalt i verden. Det er epokegørende. At linke sjældent forekommende aktuelle vejssituationer med de meget langsigtede ændringer i det globale klima er noget, som videnskaben har været meget påpasselig med hidtil (og som i øvrigt tjener den til ære).

IPCC, det globale klimaforskningssamarbejde, udgav Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation, og i den skriver forskerne, at det er ”sandsynligt” eller ”meget sandsynligt” at klimaændringer f.eks. medfører flere og varmere hedebølger og hyppigere og mere ekstreme nedbørstilfælde. ”Sandsynligt” er forsker-sprog for, at data viser en sandsynlighed mellem 66 og 100 pct. Rapporten siger specifikt, at vi i USA og Nordeuropa vil opleve flere storme, som den vi var vidne til i denne uge. Den siger i øvrigt også, at der endnu ikke er belæg for at koble f.eks. cykloner og orkaner med global opvarmning, men generelt er der nu belæg for at give klimaændringer skylden for en lang række af de aktuelle stormfloder, monsterregnskyl og tørkesituationer, som vi oplever. Og som i øvrigt, noterer rapportens forfattere, for 95 pct. vedkommende rammer u-landene.

Men hvad skyldes det, at forskernes advarsler ikke fører til politisk handling trods talrige forsøg på at påpege, at de økonomiske konsekvenser er mindst ligeså ødelæggende?

En nærliggende konklusion er, at førnævnte ledere, som vi har deponeret vores dømmekraft hos, ikke længere har noget incitament til at træffe de ofte svære og upopulære beslutninger, der skal til. Tværtimod. Hvor der for få årtier siden var politisk kapital i at udvise landsfaderligt mod og forme et historisk eftermæle udsættes politikerne i dag for kontant afregning fra vælgere, kommentatorer og medier 24 timer i døgnet. Den mest succesrige – men ikke nødvendigvis kloge – politiker er ofte den, der forstår at lefle for laveste fællesnævner og morgendagens spiseseddel.

For nogle uger siden skrev jeg her på bloggen om Hartling, Jørgensen og Schlüters fremsynede beslutninger på baggrund af 1970’ernes energikrise. Ville vore dages politikere have mod til det samme? Man er ikke overbevist. Og slet ikke på det globale plan.

Det er helt åbenlyst, at Obama, Singh og Sarkozy ikke ser noget som helst attraktivt i at bede deres industrier om at reducere CO2-udledning eller pålægge deres vælgere energibesparelser, uanset hvad videnskaben siger.

Vi har skabt et demokratiets Catch 22. Det er ikke længere kun os stemmekvæg, der labilt fokuserer på dramatiske uvejrsreportager, men også vores ledere.

Se Per Meilstrup i Deadline d. 28.11.11:

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Læs Per Meilstrups øvrige indlæg under COP17 her.