Robotter styrker vores menneskelighed

I takt med at teknologien overtager de analyserende og bedømmende funktioner i samfundet, frigøres ressourcer, så vi kan være bedre som mennesker. Fremtidens vindere er dem, der forstår at udnytte den mulighed, mener Anders Hvid, CEO hos Dare Disrupt.

Den gennemsnitlige læge er formentlig nødt til at fordoble sin arbejdstid, hvis vedkommende for alvor har ambitioner om at holde sig opdateret på den nyeste viden inden for sit felt. Den samme opgave kan en computer klare på mindre end et sekund. Men det gør ikke læger i hvide kitler komplet overflødige, når den kunstige intelligens inden for en overskuelig fremtid bliver i stand til at vurdere en patients symptomer og stille den rigtige diagnose.

Det giver i stedet plads til noget andet, mener Anders Hvid, dansk ambassadør for Singularity University og CEO hos Dare Disrupt.

”Lægegerningen bliver en anden, fordi jobfunktionen ændrer sig. Tilbage står den læge, der har helt styr på patientdialogen og kan udvise empati og formidle budskaber i øjenhøjde med hver enkelt patient. Så potentielt vil vi se en hel servicesektor, der i takt med teknologiens indtog, udvikler sig på den menneskelige side,” vurderer han.

Så det er altså slut med den fortravlede læge med store bøger i lommen, der udstikker en dødsdom over kræftpatienten på vej ud ad døren til den næste konference. Potentielt. Men hvad så med de mange andre videntunge brancher, der lige nu ryster i bukserne ved udsigten til, at rådgivningsrobotterne kommer og tager deres job?

”Vi automatiserer ikke job, vi automatiserer funktioner. Og i en fremtid, hvor alle jurister og revisorer med adgang til den rette teknologi kan foretage den perfekte analyse og domfældelse over min tekst eller mit regnskab, bliver det igen det bedste menneske, der vinder; den, der kan hjælpe mig til at forstå og omsætte resultaterne til noget anvendeligt for netop mig,” forklarer Anders Hvid.

Automatisering frigør ressourcer i et samfund. Og når vi lige nu står over for en automatisering af den menneskelige evne til at analysere en situation, vurdere et forhold og på baggrund af disse informationer træffe den bedste beslutning, er der tale om enorme mængder af frigjorte ressourcer. Kunsten bliver at bruge dem på noget fornuftigt.

”I det lys giver det ikke mening at have vækst som mål. I den digitale tidsalder har vækst ingen grænser, for her er de marginale omkostninger nul. Tag eksempelvis borgerbetjeningen på kommunens hjemmeside. Prisen for håndtering af én borger er den samme som for håndteringen af fem millioner. Derfor bør vi have en politik, der definerer et mål for os som samfund, der er andet end vækst. Vækst er aldrig målet, men derimod midlet til at frigøre ressourcer til at gøre noget bedre med sit liv,” siger Anders Hvid.

Væk fra hovedløs vækst

Og i en verden, hvor væksten er eksponentiel og uden grænser, bliver vinderne dem, der hurtigst forstår at tilpasse sig de nye vilkår og ændrede behov.

”Fremtiden er ikke længere i hænderne på de store industrimagnater med gigantiske arbejdsstyrker og hjemmemarkeder. Det bliver i stigende grad vigtigere at være agil, at have villighed til og mulighed for at eksperimentere og være i stand til at omstille hele sit samfund til den selvkørende – eller -flyvende – bil, robotprofessoren på universitetet eller en helt tredje skelsættende teknologi. Og her har vi i Danmark en fantastisk chance for at være med. Vi har en helt unik dialog mellem arbejdsmarkedet, erhvervslivet, forskningsmiljøerne og politikerne, der sætter os i stand til at rykke ekstremt hurtigt. Men det kræver naturligvis, at vi anerkender behovet for at gøre det og får defineret, hvilke nye mål vi skal sætte os som samfund, når det nu ikke længere skal være hovedløs vækst.”

Danmarks på mange måder særegne erhvervsliv med en stor underskov af små og mellemstore virksomheder har på samme måde gode muligheder for at vokse sig ud af skyggen af de store giganter – hvis de vel at mærke i langt højere grad end i dag stiger om bord på det digitale eksprestog.

”Vi har altid været dygtige til at se nicher. Og med fremtidens teknologier kan nicherne blive endnu mindre, og muligheden for at nicheproducere kan blive tilgængelig på måder, vi slet ikke har forstået endnu. Læg dertil muligheden for at nå kunder i hele verden med et enkelt tryk på en knap. De af vores virksomheder, der formår at bringe deres historiske styrke på hjemmemarkedet i spil i hele verden med hjælp fra de nye teknologier, bliver morgendagens vindere,” siger Anders Hvid.

”Vi ser det ske i Singapore lige nu. I Danmark har vi et langt større fundament at bygge på – hvis vi altså kan blive enige og finde velviljen.”

Denne artikel er fra særtillægget “Når teknologien tager over, giver det plads til mennesket”, hvor vi sætter fokus på, hvordan teknologien i højere grad kan blive til muligheder end til trusler. Du kan læse hele tillægget her.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu