Rutsjeturen fortsætter
Produktiviteten daler, lønnen stiger, der skabes for få nye vækstvirksomheder, og virksomhederne er ikke tilstrækkeligt innovative.
VK-regeringens konkurrenceevneredegørelse, som blev offentliggjort på regeringens Vækstforums møde i fredags, viser, at Danmarks konkurrenceevne har fået endnu et gevaldigt knæk. Og man tager ikke fejl, hvis man synes, man har hørt den nyhed før. Det har været den tilbagevendende konklusion, siden regeringen i 2006 introducerede den årlige redegørelse.
Allerede i 2006 blev det konkluderet, at “vi skaber for få vækstvirksomheder i Danmark”, og at produktivitetsvæksten i Danmark udvikler sig “moderat” i forhold til andre lande. Dengang tændte det dog knap så kraftige advarselslamper som i dag. “Vi er på rette spor – men der er plads til forbedringer,” konkluderede daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen.
Danmark taber terræn
Figur 1 | Forstør
Dansk arbejdsproduktivitetsudvik- ling på udvalgte områder, indeks (OECD=100)
Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken, 2010.
Siden har de årlige redegørelser år for år dokumenteret at fortsat dalende produktivitetsvækst og innovationsevne levner stadig mere plads til forbedringer. Således måtte Bendtsens afløser som økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen, ved fremlæggelsen af sidste års konkurrenceevneredegørelse konkludere, at der er “behov for at styrke Danmarks konkurrencekraft”.
I år er stafetten så givet videre til økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. “Danmark står over for alvorlige vækstudfordringer,” konkluderede han i fredags. Det er kun Italien, der kan præstere en svagere produktivitetsudvikling end den danske målt over de seneste 10 år. De mest produktive OECD-lande skaber næsten 35 pct. mere værdi per arbejdstime end Danmark. I 1995 var tallet omkring 10 pct.
Ligesom redegørelsens konklusioner er Brian Mikkelsens kur mod konkurrenceevnens frie fald også hørt før: “Vi skal fortsætte den vækstorienterede reformkurs, og allerede i efteråret præsenterer vi en række nye initiativer, der forbedrer vækstvilkårene for dansk erhvervsliv.”





