Fagbevægelsen får en dominerende rolle i den kommende folketingssæson. Alliancen med S og SF er en både modig og yderst risikabel strategi med store potentielle konsekvenser for det politiske spil frem til næste valg – og for bevægelsen selv. Planen om, at lønmodtagerne skal bidrage med milliarder af kroner til at rette op på de offentlige finanser ved at arbejde mere, risikerer at give bagslag og betyde tab af medlemmer og millionindtægter i de i forvejen slunkne pengekasser. I yderste konsekvens kan den endda få stolen til at vakle under LOs formand Harald Børsting.

Det er hovedkonklusionen på Mandag Morgens analyse af LOs kursskifte, der bl.a. er baseret på samtaler med ministre, politiske ledere og topfolk blandt arbejdsmarkedets parter.

Fagbevægelsen er i realiteten dybt splittet om strategien. Både internt blandt de enkelte LO-forbund og på tværs af de tre hovedorganisationer – LO, FTF og AC – er der uenighed om, hvor tæt man skal binde sig til den røde blok, og hvilke faggrupper der skal levere varen. Den manglende krisebevidsthed blandt forbundenes medlemmer gør det heller ikke lettere for specielt LO-fagbevægelsen at indfri sine løfter.

Det samme problem har den forud for de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område, der tegner til at blive endnu sværere end i 2008, hvor strejker lammede store dele af Danmark i flere uger. Fagbevægelsens topfolk har seks måneder til at tale krisen op og lønforventningerne ned blandt medlemmerne. Lykkes det ikke, kan det føre til nye strejker til foråret og få indflydelse på det næste folketingsvalg. Se også tekstboks.

Ifølge Mandag Morgens kilder er regeringen selv meget overrasket over, at fagbevægelsen er gået så aktivt ind i kampen om de to blokkes kriseplaner. “Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at fagbevægelsen ville gøre. Men det er modigt. For hvis der ikke kommer et regeringsskifte efter næste valg, risikerer den at blive udraderet,” siger en central Venstre-kilde.

Win-win for Løkke

LO-toppen har gentagne gange understreget, at den er klar til trepartsforhandlinger, uanset om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. På et møde for nylig i LOs daglige ledelse gav topfolkene hinanden håndslag på, at de ikke havde ringforlovet sig med oppositionen. Men det er tvivlsomt, hvor langt denne enighed rækker, når det kommer til reelle forhandlinger. Dertil kommer, at hverken FTF eller AC har været involveret i forhandlingerne om den røde genopretningspakke “En fair løsning” og derfor ikke føler noget medejerskab til projektet.

Denne splittelse i fagbevægelsen vil statsminister Lars Løkke Rasmussen formentlig udnytte til det yderste ved at indkalde til trepartsforhandlinger i løbet af efteråret med sigte på at sætte den gennemsnitlige arbejdstid i vejret. Det tegner sig som en ren win-win-situation for Løkke.

Fagbevægelsen siger aldrig nej til en invitation fra statsministeren. Og lægger regeringen tilstrækkelig mange lunser på bordet og plukker nogle af forslagene fra S og SFs krisepakke, kan det bane vej for en trepartsaftale om bl.a. arbejdstid samt reform af førtidspension og fleksjob. Det vil være en stor sejr for Lars Løkke, fordi han dermed vil have brudt den tætte alliance mellem LO-fagbevægelsen og oppositionen. Det vil også være en stor sejr for fagbevægelsen. Som en central formand i fagbevægelsen formulerer det: “Det er fagbevægelsens historiske chance for igen at vise, at vi tager situationen alvorligt og er i stand til at levere og bidrage i svære tider.”

Omvendt kan et sammenbrud i trepartsforhandlingerne måske blive en endnu større politisk gevinst for Løkke og et eklatant nederlag for fagbevægelsen. Det vil give regeringen en oplagt mulighed for at cementere det indtryk blandt vælgerne, at fagbevægelsen er i kanen med oppositionen, og at de tætte bånd mellem LO og Socialdemokraterne er genskabt, efter at de blev klippet formelt over i 1995. Som en ekstra bonus vil den kunne opleve en fagbevægelse i åbent skænderi. Falder det nuværende tilsagn til rød blok helt fra hinanden, vil det fuldstændig underminere Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals økonomiske troværdighed. Hele deres strategi bygger på, at det på en eller anden måde kan lykkes for fagbevægelsen at overbevise sine medlemmer om, at de i gennemsnit skal arbejde en time mere om ugen eller på andre måder kan øge arbejdsudbuddet for at skaffe 15 milliarder kr. ekstra. Hvis meningsmålingerne ser gunstige ud for Lars Løkke på dette tidspunkt, vil han med garanti føle sig fristet til at trykke på valgknappen.

Splittelse

Mest taler for det sidste scenarie. Regeringen og arbejdsmarkedets parter får mere end svært ved at lande en trepartsaftale i løbet af efteråret. Dele af LO-fagbevægelsen anført af FOAs formand, Dennis Kristensen, er indstillet på at bide til bolle, hvis indholdet er tilstrækkeligt spiseligt. En anden fraktion, anført af HKs formand Kim Simonsen, er mere skeptisk og vil kun forhandle, hvis regeringen piller en række konkrete besparelser af bordet. Det gælder f.eks. øgede brugerbetaling på efter- og videreuddannelse, nedskæringer på arbejdsmiljøet, lavere fradrag for fagforeningskontingentet samt elementer af dagpengeforliget.

Også på tværs af de tre hovedorganisationer er der delte opfattelser af strategien og tilsyneladende mangel på koordination. Hverken FTFs formand, Bente Sorgenfrey, eller ACs formand, Erik Jylling, har været direkte involveret i forhandlingerne mellem fagbevægelsen og S-SF om “En fair løsning”. Den er forhandlet på plads af en lille snæver kreds fra LO-fagbevægelsen bestående af Harald Børsting, 3F-formand Poul Erik Skov Christensen, HK-formand Kim Simonsen og Metal-formand Thorkild E. Jensen.

De to hovedorganisationer, som bl.a. organiserer sygeplejersker, lærere, pædagoger og akademikere, har ikke forpligtet sig til at finde bestemte løsninger eller konkrete beløb. De føler ikke noget medejerskab til den røde genopretningspakke og efterlyser desuden større reformer som f.eks. af efterlønnen – i modsætning til LO - for at skaffe de nødvendige milliarder. Den manglende koordinering i fagbevægelsen betyder også, at det fortsat er uklart, hvilke faggrupper der skal levere det, LO-toppen har lovet.

Uenighederne gør det svært for Harald Børsting at lande en trepartsaftale med regeringen. Og hvis Lars Løkke fortsætter efter næste valg, kan det betyde, at stolen begynder at vakle under Børsting forud for LOs kongres til efteråret i 2011.

Flere af fagbevægelsens topfolk, herunder FTFs Bente Sorgenfrey, har i disse uger travlt med at understrege, at de ikke har deponeret deres sjæl hos oppositionen, og at de er partipolitisk uafhængige organisationer.

Historisk mulighed

Når specielt LO formentlig ikke vil danse med Lars Løkke, når det kommer til stykket, hænger det også sammen med, at fagbevægelsen har store forventninger om øget politisk indflydelse, hvis Helle Thorning overtager magten efter næste valg.

Som en central forbundsformand udtrykker det: “I mine mange år i dansk fagbevægelse har jeg ikke oplevet en leder af Socialdemokraterne, som i den grad lytter og vil diskutere. Jeg har sjældent følt, at både jeg selv og mine kolleger er blevet taget så alvorligt. Og det forpligter jo også.”

Flere af de kilder, som Mandag Morgen har talt med, forudser, at Thorning vil bruge trepartsinstrumentet i et omfang, som man skal helt tilbage til Schlüter-perioden for at kunne drage sammenligninger med. Dengang var parterne flittige gæster i Statsministeriet og lavede store aftaler om bl.a. arbejdsmarkedspensionen og den historiske fælleserklæring fra 1987 om “jobfest frem for lønfest”.

Overtager Thorning regeringsmagten i løbet af den kommende folketingssamling, vil hun formentlig i løbet af sine første 100 dage ved magten indkalde til trepartsforhandlinger i forsøg på at få lavet en stor aftale om øget arbejdstid og dermed leve op til sit løfte om at finde 15 milliarder kr. til at forbedre de offentlige finanser kombineret med de øvrige godbidder til fagbevægelsen, som findes i “En fair løsning”. Det drejer sig bl.a. om, at personer på fleksjob og ledighedsydelse skal tilmeldes a-kasse, a-kassekontingentet skal gøres billigere, og der skal indføres højere dagpengeydelse i den første del af ledighedsperioden.

På lidt længere sigt kan parterne blive inviteret til nye forhandlinger. Bl.a. om at videreføre de forskellige initiativer i globaliserings- og trepartsaftalen fra 2007, som begge snart udløber, samt en reform af voksen- og efteruddannelse. Men disse initiativer vil komme til at koste milliarder af kroner, og derfor er der i fagbevægelsen en erkendelse af, at de først vil komme på banen på længere sigt.

Af den grund vil der heller ikke være den helt store vilje til at lave en trepartsaftale med Lars Løkke på denne side af et valg. Forbundene har langt større forventninger om at opnå indflydelse under en eventuel S-ledet regering. Men det bliver ikke sagt højt. For målinger har vist, at LOs medlemmer er dybt splittet om genopretningspakken, og knap hvert femte LO-medlem overvejer endda at kvitte medlemskab af deres fagforening på grund af det tætte samarbejde.

Regeringen forsøger at give indtryk af, at især LO-fagbevægelsen har lagt alle sine æg i Helle Thornings kurv. Hvis den får held til at plante dette budskab de kommende måneder, vil det formentlig koste forbundene endnu flere medlemmer til alternativer som Det Faglige Hus og Kristelig Fagbevægelse og dermed tabte kontingentindtægter i millionklassen.