Sådan tager vi dansk økonomi fra tyndfed til olympisk finalist

Inden for ernæring taler man om, at man kan være tyndfed. Patienten ser slank og rask ud, men virkeligheden er en anden: Der er for meget fedt i kroppen, og muskelmassen er lav. Udseendet snyder, for bag overfladen er resultatet et dårligt helbred.

Dansk økonomi befinder sig desværre i en form for tyndfed tilstand. Økonomien ser forårsfit ud med vækst i beskæftigelsen, boligpriserne er steget, og privatforbruget var også fornuftigt sidste år. Alligevel er noget fundamentalt galt.

I både 2014 og 2015 blev væksten kun lidt over 1 pct., og meget tyder på, at væksten også i år bliver lav. Den gennemsnitlige årlige vækst i perioden fra 1966 til 2015 har været på 2 pct., og vi skal 10 år tilbage for at finde bare ét år med vækst over dette niveau. Samtidig har vi en væsentlig lavere vækst end i de lande, vi ynder at sammenligne os med. Der er meget langt op til Tyskland, England og Sverige. I perioden siden 2006 er BNP steget med over ti pct. i de lande, mens vores evne til at skabe værdi ligefrem er faldet. Vi befinder os vækstmæssigst på niveau med lande som Spanien, Cypern og Portugal, og det er en ringe trøst, at Grækenland har klaret sig markant dårligere. Situationen er desværre, at Danmark er fastlåst i en langvarig vækstkrise, og at vi er med til at hive vækstgennemsnittet ned i EU. Fortidens gode tal kan ikke hjælpe os.

Danskerne er fortsat fattigere end i 2006

Som konsekvens af Danmarks langvarige vækstkrise lå BNP per indbygger i 2015 4,6 pct. under niveauet i 2006. Det svarer til en forskel på 62.400 kr. for en familie på fire. Vores samfunds evne til at skabe værdi er med andre ord faldet. Forklaringen er ikke den globale finanskrise eller den europæiske statsgældskrise – for de fleste lande i Europa har klaret sig væsentlig bedre end os. Forklaringen er, at vi hverken har formået at forbedre vores produktivitet eller øge arbejdsudbuddet.

Grundlæggende kan man som land forbedre sit økonomiske helbred på to måder. Den ene måde er via en øget arbejdsindsats. Det er en metode, vi har dyrket meget de seneste 25 år, hvor vi har gennemført reformer med fokus på at øge arbejdsudbuddet, eksempelvis med efterlønsreformen og tilbagetrækningsreformen. Det vil bestemt være hensigtsmæssigt at gå videre ad den vej. Arbejdsudbuddet kan eksempelvis hæves ved at indfase den højere pensionsalder hurtigere, eller ved at gøre det mere attraktivt at tage et arbejde for folk på overførselsindkomst.

Men der er en grænse for, hvor meget arbejdsudbuddet kan hæves. Vi er ikke tæt ved den grænse endnu, men det er en vækstkilde med begrænsninger.

Den anden metode er øget produktivitet. Det vil sige, at vi arbejder smartere, mere effektivt og udnytter samfundets ressourcer bedre. Der har været en del politisk opmærksomhed om produktivitet de seneste år.

Produktivitetskommissionen kom med analyser og anbefalinger. Indtil videre har det dog knebet med et politisk flertal for reformer, som virkelig stimulerer produktivitetsvæksten. Det er utvivlsomt en politisk udfordring, at der ikke findes snuptagsløsninger til at hæve produktiviteten. Det er ligesom med helbredet et langt, sejt træk, før man ser effekterne. For produktivitet handler det i vid udstrækning om at lade markedskræfterne virke. Hvis markedskræfterne får lov, vil de sikre, at produktive og lønsomme virksomheder udkonkurrerer mindre produktive og knap så lønsomme virksomheder – hvorved vi får en bedre ressourceanvendelse eller produktivitetsvækst. Derudover handler det om, at vi alle yder det bedste, vi kan, når vi er på arbejde, og at vi arbejder der, hvor vi er mest produktive.

Der er især to metoder til at hæve produktivitetsvæksten. Den første er at indføre lavere skatter. Det handler både om personskatter, selskabsskat og kapitalskat. Den anden er at prioritere skarpere i uddannelsessystemet, så vi uddanner med fokus på, hvor vi som samfund får mest ud af ressourcerne.

Hvis man skal stimulere produktivitetsvæksten via personskatterne, er topskatten det rette sted at tage fat. Lavere topskat styrker produktivitetsvæksten, da incitamentet til at ”gøre en ekstra indsats” styrkes. Derudover giver lavere topskat også et incitament til større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, da den økonomiske gevinst ved f.eks. at skifte job bliver større.

Men lavere personskatter er ikke den eneste vej. Vi danskere sparer meget op i vores boliger og pensionsordninger, mens de fleste af os holder os fra private aktieinvesteringer eller andre former for investeringer, hvor vores opsparede midler kunne give et bedre samfundsmæssigt afkast. En del af forklaringen er, at en meget høj kapitalskat begrænser udsigten til gevinst ved afkast på eksempelvis aktier. Her er skatten meget højere end skatten på boliger. Det er med andre ord politisk bestemt, at danskerne i højere grad motiveres til at spare op i deres bolig og i en pension end i aktiemarkedet.

Smv’er mangler kapital

Hvis vi ønsker vækst i små og mellemstore virksomheder, bør vi ændre denne fordeling. I disse år oplever en række små virksomheder, at det er svært at få kapital til at vokse og skabe vækst i Danmark. Kapitalbeskatningen bør sættes ned, så danskerne i højere grad bruger deres penge til aktiv anbringelse i eksempelvis aktier og i mindre grad investerer dem passivt i boligerne. Det vil fremme væksten.

Men vi er også nødt til at kigge på selskabsskatten. Produktivitetskommissionen konkluderede, at selskabsskatten er hæmmende for netop produktivitetsvæksten. Selskabsskatten rammer både ved, at virksomhederne holder igen med at investere, da efter-skat-afkastet er mindre, når der er en forholdsvis høj selskabsskat, men dertil kommer også, at selskabsskattesatsen er blevet et globalt skattekonkurrenceparameter. Landene omkring os sætter selskabsskatten ned, og resultatet er, at vi har svært ved at tiltrække investeringer fra udlandet, hvilket også er med til at hæmme produktivitetsvæksten herhjemme.

Uddannelser og forskning skal målrettes

Derudover skal vi også arbejde med at målrette vores uddannelser og forskning. Vi bruger rigtig mange penge på forskning og uddannelse, og vi skal målrette midlerne til de områder, hvor der er efterspørgsel og behov. Det vil sikre en større produktivitet i vores samfund. Vi kan med fordel kigge på, om nogle af de midler, vi bruger til at forsørge de studerende med, kan bruges til at skabe øget kvalitet i uddannelserne, så de studerende er klædt bedre på til arbejdsmarkedet. De økonomiske vismænd har tidligere luftet tanken om, at SU på den afsluttende del af en kandidatuddannelse med fordel kunne være et lån. Det er en tanke, Dansk Erhverv er enig i.

Reformer, der øger produktiviteten

Nogle af ovennævnte forslag vil være hårde at gennemføre på kort sigt. Men sådan er det også, hvis man begynder en ny form for træning. Belønningen kommer først efter nogen tid. Hvis vi ikke gør noget aktivt for at forbedre helbredstilstanden for Danmarks økonomi, vil vores evne til at skabe vækst ikke blive bedre de kommende år. Hvis vi derimod gennemfører de nødvendige reformer, vil det skabe vækst og give mere til alle. Vi bør derfor fokusere på reformer, der gavner vores økonomi og i særdeleshed produktivitetsvæksten. Det er her, vores økonomiske sundhed er mest udfordret. Med de rette reformer kan vi gå fra tilstanden tyndfed til at blive olympisk finalist.