Sammenhold eller kaos

Løkke har købt sig ekstra tid i Statsministeriet med sin overraskende nye trekløverregering. Men spørgsmålet er hvor længe. Selv om alle de fire partier i blå blok ligner de største vindere, venter utallige snubletråde forude. Mandag Morgen beskriver muligheder og trusler parti for parti.
Jens ReiermannTorben K. Andersen

Det kan gå begge veje.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens nye overraskende trekløverregering kan blive en af de største og mest overraskende gamechangere i nyere dansk politik. Den kan sætte skub i nye store samfundsreformer og sende Socialdemokratiets Mette Frederiksen ud på en lang politisk ørkenvandring. Men det forudsætter, at Løkke får partierne i blå blok til at samarbejde, skaber tillid mellem partilederne og giver tilstrækkeligt med indrømmelser til de konservative og Liberal Alliance uden at komme i karambolage med Dansk Folkeparti.

Om det lykkes, kan ingen svare på i dag. De første 17 måneder med Løkke som statsminister tegner ikke godt for trekløverets fremtid.

Samtidig har blå blok været i mindretal i meningsmålingerne i de seneste mange måneder, på samme måde som rød blok var i mindretal under Helle Thorning-Schmidt. Det sled hårdt på hendes regering med de mange uerfarne ministre. Se figur 1.

Blå blok taber pusten

Figur 1 | Forstør   Luk

Blå blok havde sine stormagtsdage, mens socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt var statsminister fra 2011 til 2015. Nu viger opbakningen til blå blok. Fortsætter tendensen, øger det presset på Løkkes trekløverregering.

Kilde: Berlingske Barometer.

Nu kan det samme ske for den nye trekløverregering med nye og uerfarne ministre fra de konservative og Liberal Alliance. Og meningsmålingerne skal ikke pege alt for meget nedad, før panikken kan brede sig blandt partierne i trekløverregeringen.

Dansk Folkeparti giver heller ikke Løkke det store manøvrerum til at gennemføre de store samfundsreformer, som specielt LA’s Anders Samuelsen har sat næsen op efter. Hvor Løkke hidtil har haft store problemer med at tackle Anders Samuelsen, når han har stået uden for og råbt ind i regeringen, skal Løkke nu bevise, at han kan samarbejde med Anders Samuelsen indenfor – og med Kristian Thulesen Dahl udenfor. To partiledere, der ser fundamentalt anderledes på bl.a. udvikling af velfærdssamfundet, den økonomiske politik og behovet for skattelettelser.

Selv om Mette Frederiksen umiddelbart ser ud til at være den største taber med udsigt til en ny trekløverregering – og alle de fire blå partiledere er vindere – kan det hurtigt ændre sig. Foreløbig har Løkke købt sig ekstra tid i Statsministeriet. Spørgsmålet er blot hvor længe?

Lars Overlever

Venstre. Aviserne var nærmest begyndt at skrive Lars Løkke Rasmussens politiske nekrolog. Favoritterne til at overtage formandsposten efter Løkke blev vejet af vælgerne. Men nu kan Lars Løkke Rasmussens overraskende trekløverregering blive en af de største gamechangere i nyere dansk politik. Hvor Mette Frederiksen indtil nu har haft sikker kurs mod Statsministeriet efter næste valg, kan der nu blive vendt rundt på magtforholdene.

Løkke Rasmussen har øget sandsynligheden for at sidde hele perioden ud som statsminister. Efter en lang periode med borgerkrigslignende tilstande i den blå familie er der – måske – udsigt til noget mere fredsommelighed. De kommende år kan endda ligne de stabile år op gennem 00’erne med VKO-flertallet – nu med Kristian Thulesen Dahl i en nøglerolle. Det kan give et comeback til blokpolitikken, der ellers har været sendt på retur under Helle Thorning-Schmidt og også under Løkkes første 17 måneder ved magten.

Men det forudsætter, at Løkke giver tilstrækkelige indrømmelser i regeringsgrundlaget til de øvrige partier, og at samarbejdet fungerer mellem de fire partiet i blå blok, hvilket det ikke har gjort indtil nu. Og det er langt fra sikkert, at det går sådan.

Historien er fuld af eksempler på partier, som bløder vælgere i hobetal under magtens åg. Det kan også ske for de tre partier i VLAK-regeringen. Anders Samuelsen har på forhånd skruet voldsomt op for ambitionerne til det nye regeringsgrundlag, som efter hans mening skal være ”det mest ambitiøse borgerligt-liberale regeringsprogram, der har været i Danmark nogensinde”. Det er den direkte vej til at fortsætte konflikten med Kristian Thulesen Dahl. Og fortsætter han med at holde sin liberale fane så højt, lægger han gift ud for samarbejdet med de langt mere pragmatiske partnere fra de konservative.

Det må briste eller bære

De konservative. Nu må det briste eller bære for Søren Pape Poulsen.

Den konservative partileder har fået en unik mulighed for at genrejse det kriseramte parti og sikre sig selv et gennembrud som frontfigur. Siden han overtog posten som partiformand efter Lars Barfoed i august 2014, er meningsmålingerne stort set kun gået tilbage for partiet. Og når partiet har haft størst gennemslagskraft i medierne, har det som regel været i forbindelse med et opgør med V-regeringen som f.eks. om landbrugspakken.

Søren Papes opskrift på en vinderkurs indeholder en række konservative mærkesager som større tryghed for boligejere, styrket forsvar, stærkere politi, klarere grøn profil og bedre vilkår for erhvervslivet. Det er især på disse områder og med konservative ministre som spydspidser, at partiet håber på at bringe sig tilbage til fordums styrke. Men det bliver svært.

De konservative står i modsætning til de andre partier i blå blok uden for forsvarsforliget, og partiets krav om at hæve forsvarsudgifterne til to pct. af BNP – som NATO og Donald Trump kræver – svarende til 15 milliarder kr. ekstra årligt, står ikke lige for i denne regeringsperiode.

Løkkes akilleshæl

Figur 2 | Forstør   Luk

Trekløverets to små blade, Liberal Alliance og konservative er begge gået tilbage siden valget. Fortsætter den udvikling, skal de profilere sig ekstra meget – mens de sidder i regering.

Kilde: Berlingske Barometer.

De konservative risikerer også at tabe den interne kamp i trekløverregeringen om en stærkere grøn profil til Venstre og Liberal Alliance, som trækker i modsat retning. Senest er Danmark rutchet ned på den globale klimarangliste – Climate Change Performance Index – fra en position som verdens duks fire år i træk til nu at ligge som nummer 13 pga. Venstre-regeringens mindre ambitiøse klimapolitik set i forhold til den tidligere S-regerings.

De konservative ser ud til at blive det svage led i kæden, på samme måde som SF var det i den tidligere regering. Det kostede dyrt for SF. Løkke har dog ingen interesse i, at de konservative dykker ned under spærregrænsen. Det kan blive Søren Papes redning. Se figur 2.

Nu skal der ædes kameler

Liberal Alliance. Hvor mange kameler kan en partileder sluge, uden at ens troværdighed bliver smadret? Det bliver et af de store spørgsmål, som Liberal Alliances Anders Samuelsen kommer til at kæmpe med de kommende måneder, og som kan komme til at afgøre, om den nye trekløverregering bliver en succes eller en fiasko.

Der kan skrives hele aviser med citater af Anders Samuelsen om hans nærmest kamikazeagtige krav om lettelser af topskatten, og han har løbende skoset særligt SF for at have solgt ud af deres sjæl for at få ministerbiler. Nu skal han overbevise vælgerne om, at det er ok at give afkald på liberale mærkesager.

Det bliver svært. Det er altid et antropologisk feltstudie værd at iagttage en politisk leder skifte standpunkt overnight. Anders Samuelsen er da heller ikke sluppet for at blive hånet og latterliggjort for at have droppet sit ultimative krav om lettelser af topskatten. Det nye regeringsgrundlag vil blive nærstuderet ord for ord for at finde andre områder, hvor Liberal Alliance har give afkald på mærkesager. Ret skal dog være ret. Umiddelbart efter valget foreslog Samuelsen dannelsen af en blå flertalsregering. Et krav, der dog sidenhen er gledet i baggrunden.

Men Anders Samuelsen kan glæde sig over, at vælgernes hukommelse ofte er kort. Der kan gå over to år, før partiet atter skal møde vælgerne ved næste folketingsvalg. Til den tid vil partiet have haft mulighed for at sætte sit aftryk på hundredevis af dagsordner og ikke bare de to, som partiet har brugt så mange kræfter på indtil nu – lettelse af topskat og nedsættelse af registreringsafgiften på biler.

Anders Samuelsen ligner derfor en af de største vindere ved en ny trekløverregering.

Kæmper med troværdigheden

Dansk Folkeparti. "Folket har talt – er der nogen, der lytter?" Sådan lød overskriften på Kristian Thulesen Dahls ugebrev for nylig efter valget i USA. Svaret kom hurtigt. Folk havde lyttet. DF styrtblødte. Partiet stod til at miste 12 mandater i Altingets meningsmåling, hvis der var valg nu.

Sagen om Morten Messerschmidts misbrug af EU-midler har sendt partiet ud i sin værste krise nogensinde. Næsten dagligt har partiets topfolk i perioder været på tv for at skulle forsvare de pinagtige sager, som har skabt dybe buler i Dansk Folkepartis troværdighed.

Derfor kommer den nye regering som sendt fra himlen for Kristian Thulesen Dahl. Nu er fokus – i hvert fald for en tid – drejet over på den nye regering, de nye ministre og det nye politiske program i regeringsgrundlaget, som er klappet af med DF.

Kristian Thulesen Dahl sidder med de afgørende mandater. Ligesom under VKO-flertallet i 00’erne vil han nu få rig lejlighed til at profilere sine mærkesager som stramninger af udlændingeområdet og bedre omsorg for ældre. Han har allerede varslet en varm velkomst til den nye trekløveregering med sin afvisning af lavere topskat, højere pensionsalder og placering af politiskolen i Herning. Det kan bare være en forsmag på, hvad der venter Løkkes nye regering.

Selv om Kristian Thulesen Dahl umiddelbart ligner en vinder ved en ny trekløverregering, lurer en række farer forude, som kan svinge i modsat retning.

For det første er sagen om misbrug af EU-midler fortsat ved at blive undersøgt til bunds. Derfor har vi heller ikke for sidste gang set Kristian Thulesen Dahl og andre ledende DF’ere stille sig frem på tv for brødbetynget at skulle forklare, hvordan det kunne ske, når de nu i årevis har tordnet mod misbrug af EU-midler.

I modsætning til VKO-perioden i 00’erne kan han heller ikke længere bare skovle stemmer hen over midten på sin stramme udlændingepolitik. Han er udfordret af Socialdemokratiet, der med Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen følger dem helt til dørs på dette område. På samme måde har Løkke heller ingen interesser i, at DF skal have det for let, da hans parti måtte aflevere flest vælgere til DF ved valget sidste år.

Kristian Thulesen Dahl får også sværere og sværere ved at give sine potentielle vælgere en overbevisende og troværdig forklaring på, at hans parti har større indflydelse ved at stå uden for regeringen end ved at sidde inde i magtens maskinrum. Det synspunkt står partitoppen efterhånden temmelig alene med. Og når han næste gang taler om, at DF er parate til at påtage sig et regeringsansvar, vil det klinge hult i mange vælgeres ører.

Har Mette Frederiksen toppet – for tidligt?

Socialdemokratiet. For dem, der tror på meningsmålingernes betydning, må det ligne et bevis, at Løkke Rasmussen lægger op til en udvidelse af sin regering i netop den uge, hvor en meningsmåling viste, at mere end 54 pct. af vælgerne støttede et af partierne i rød blok.

Skænderierne i blå blok har længe set ud til at katapultere Socialdemokratiets Mette Frederiksen direkte ind i Statsministeriet. Hun har kunnet læne sig tilbage uden at skulle fremlægge store nye udspil. Nu risikerer hun at blive den største taber med Løkkes mulige gamechanger af en trekløverregering.

Jo mere Løkke formår at skabe sammenhold i blå blok, jo mere har Mette Frederiksen behov for at samle partierne i rød blok. Socialdemokratiet vil også være tvunget til at skærpe profilen som oppositionsparti, have flere holdninger til konkrete politiske sager og hele tiden undersøge, om der er sprækker i det borgerlige samarbejde. Og er der sprækker, vil Socialdemokratiet gøre sit til, at de bliver eksponeret og gerne udvidet.

Hver gang Socialdemokratiet kan banke en kile ind i samarbejdet i blå blok, vil flere vælgere overveje, om de skal sive over til et af partierne i rød blok.

Mette Frederiksen har også en opgave med at samle de i alt fem partier i rød blok om fælles initiativer. Her kan hun lade sig inspirere af Løkke Rasmussen, der i tiden som opposition mødtes med de dengang tre andre blå partiledere en gang om ugen. I det sidste år op til valget skrev de fire derudover flere fælles kronikker, og de fremlagde en række fælles beslutningsforslag i Folketinget. Det hele for at vise, at de ikke bare kunne fungere som opposition, men at de også havde noget at byde på i fællesskab.

Endnu mødes alle fem ”røde” ledere ikke på fast basis, og Mette Frederiksen har kun forfattet indlæg sammen med de radikales Morten Østergaard. De fem har endnu ikke skrevet fælles kronikker eller på anden måde fremlagt fælles bud på, hvad de vil bruge magten til – efter en evt. valgsejr. Jo tættere vi kommer på en valgdag, des større behov vil der være for, at de fem kan præsentere fælles bud. I virkelighedens verden er rød blok lige så lidt en blok som blå blok.

Mette Frederiksen ved, at flest vælgere prioriterer udlændingepolitikken som det absolut vigtigste politikområde. Hun ved også, at udlændingepolitikken har afgjort 4 ud af de 5 valg siden 2001. Derfor vil hun fortsætte partiets stramme linje på udlændingeområdet.

Den senere tids flirten mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om en ny stærk velfærdsakse i dansk politik står dog mindre stærkt med udsigt til en nye trekløverregering, hvor Thulesen Dahl allerede på forhånd udnævner sig til regeringens sociale samvittighed.

Jo mere Løkke og hans trekløverregering vil male Danmark blåt, jo større betydning får Dansk Folkepartis evne til at give de blå tiltag en social profil. Lykkes det for DF at opretholde stigningen i det offentlige forbrug og sætte mærkbare spor på de kommende års finanslove, kan vælgerne sive tilbage til Dansk Folkeparti. Og så vil Mette Frederiksen få sværere med at erobre nøglerne til Statsministeriet.

Fra kongemager til tilskuer

De radikale. Morten Østergaard risikerer også at blive en af de store tabere med udsigt til en ny trekløverregering.

Den radikale leder har med sine otte mandater i enkelte situationer kunnet tilbyde Løkke Rasmussen et alternativ. Det er helt udelukket nu. Med en opbakning på 53 mandater kan trekløverregeringen kun hente flertal for sin politik hos Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne. Kun de to partier har stemmer nok til, at Løkke Rasmussen kan nå op på de nødvendige 90 mandater.

De radikale er meget, meget langt fra den tidligere rolle som kongemager. I de gyldne tider frem til midten af 1990’erne kunne de radikale bestemme, om statsministeren skulle være blå eller rød. Fra 1988 til 1990 deltog radikale ministre i en konservativ regering under Poul Schlüters ledelse. Fra 1993 og frem sad de radikale med i en socialdemokratisk ledet regering. Se figur 3.

Traditionen tro

Figur 3 | Forstør   Luk

Løkkes etparti-regering hører til undtagelserne.

Kilde: Mandag Morgen.

Morten Østergaard har allerede givet et eksempel på, hvordan han vil håndtere sin nye, friere rolle, hvor han ikke snakker økonomi og nødvendighed. Hvor Løkke Rasmussen gerne og fejlagtigt tager æren for, at antallet af asylansøgere til Danmark er faldet, peger Østergaard på, at det kun er sket takket være EU’s aftale med Tyrkiet.

En del af denne aftale betyder, at asylsøgerne skal have deres asyl behandlet i Grækenland. Er den åbenlyst grundløs, bliver asylsøgerne sendt tilbage til Tyrkiet. Så enkelt og så alligevel. For grækerne kan stadig ikke håndtere de asylsøgere, der ankommer til de græske øer, og er derfor helt afhængig af bistand fra andre EU-lande. Og her har Danmark trukket sit lovede bidrag hjem.

En god sag, der kan markere et andet perspektiv på asyl- og flygtningepolitikken. Men det er også lige netop her, at de radikale og Socialdemokratiet står længst fra hinanden. Hvor Mette Frederiksen gentager og gentager, at antallet af asylansøgere betyder noget, er de radikale tavse.

I et valg, hvor udlændingepolitikken igen kan ryge op i toppen af vælgernes dagsorden, vil de radikale for nogle fremstå som det humanistiske alternativ. Men spørgsmålet er, om det er nok til at skabe fremgang efter det smertelige nederlag ved sidste valg.

Den store familie

De virkeligt røde. Fordelingspolitisk trækker de tre virkeligt røde partier Socialdemokratiet til venstre i det, mange vil opfatte som en klassik velfærdspolitik. Her er der lidt flere penge i den offentlige tegnebog, end når de radikale tæller pengene. De radikale vil trække i den modsatte retning.

I den situation diskuterer særligt Enhedslisten, om de kan indgå en eller anden form for alliance med særligt Alternativet og SF. De tre partier appellerer i et vist omfang til det samme vælgersegment. Det kunne tale for, at de i løbet af valgperioden udvikler et sæt krav eller ønsker til en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Men de tre skal også hver især profilere sig mest muligt – også selv om det på nogle områder kun kan ske på de andres bekostning. Enhedslisten er i dag det største af de tre. SF er det mindste. Det har i en årrække været lige omvendt, så SF’ernes forsøg på at finde nyt fodfæste efter de katastrofale erfaringer med regeringsdeltagelse 2011-2014 skærper kampen om de røde vælgeres stemmer.

For Alternativet gælder det om at fastholde positionen som de nye, det vil sige det parti, der tænker på tværs, tænker helt nyt og altså ikke uden videre kan placeres alt for tæt på f.eks. Enhedslisten og SF.

Jo bedre Løkke Rasmussens trekløver fungerer, des bedre tid for Enhedslisten, Alternativet og SF til at pudse profilen som det egentlige alternativ. Det gør det ikke nødvendigvis nemmere for Mette Frederiksen og rød blok at vinde det næste valg.

Omtalte personer

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu