Frank er 44 år og har ADHD. En skilsmisse sendte ham for nogle år siden ud på en rutsjetur. Hans økonomi hang i laser, han drak, og ekskonen ville kun lade ham se sine to tvillingedrenge under opsyn. Men så besluttede kommunen at sætte ind med en massiv indsats.

Frank kom i virksomhedspraktik på en plasticfabrik. Han fik tilknyttet en virksomhedsmentor og en støttekontaktperson. Han fik hjælp til at tackle sit alkoholmisbrug. Og både ekskonen og Franks bror deltog i et familieforløb for pårørende til mennesker med ADHD. Langsomt men sikkert kom Frank tilbage til livet. Han har i dag fast arbejde, ser sine børn hver anden weekend uden opsyn og synes selv, han har et godt liv.

Historien om Frank fremgår af den nye bog ”Kan det betale sig?” og er et eksempel på, hvordan store sociale udgifter på kort sigt bliver vendt til en social investering, der på sigt giver gevinst – både økonomisk og menneskeligt. Bogen giver en række opskrifter på, hvordan praktikere og beslutningstagere kan opnå en bedre prioritering af de sociale indsatser og skabe større nytteværdi for skatteborgernes penge. En af forfatterne er Mette Lindgaard, der til daglig er globalt ansvarlig for Deloittes opgaver og ydelser på velfærdsområdet.

[quote align="right" author="Agi Csonka Direktør, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd"]Der er en grundlæggende stor vilje til at arbejde mere evidensbaseret. Men hvis denne vilje skal omsættes til praksis, skal der død og pine også være en nysgerrighed for at finde ud af, hvad der virker og ikke virker.[/quote]

”Vi bruger rigtig mange penge på det sociale område. Derfor skal sagsbehandlere, ledere og andre beslutningstagere også gøre sig klart, hvad effekten er. Virker indsatsen, eller er der andre initiativer, der ville have større nytteværdi? Jeg har oplevet rigtig mange eksempler på udsatte familier, hvor man bare symptombehandler. Man får ikke stillet skarpt på, hvad der er kerneårsagen til problemet, selvom disse familier koster rigtig mange penge. Mange ting får også lov til at køre i uendeligheder, uden at der følges systematisk op på, om det har de forventede resultater,” siger Mette Lindgaard.

Mandag Morgen har på baggrund af samtaler med en række af landets førende eksperter på området udpeget seks initiativer, der kan sikre en større evidens, udbredelse af de mest effektive metoder og nytteværdi af de mange sociale initiativer.

1: Større vilje til at arbejde med evidens

Ledere, sagsbehandlere og andre ansatte i velfærdssamfundets frontlinje skal have større mod, vilje og analytisk nysgerrighed efter at vide, hvad der virker, og teste det af i det daglige arbejde, lyder opfordringen fra flere eksperter.

”Der er en grundlæggende stor vilje til at arbejde mere evidensbaseret. Men hvis denne vilje skal omsættes til praksis, skal der død og pine også være en nysgerrighed for at finde ud af, hvad der virker og ikke virker. Og at arbejde systematisk med at dokumentere og evaluere egen praksis. En sagsbehandler, der løbende sender midaldrende ledige kvinder på et it-kursus, skal da for sin egen skyld dokumentere, hvad der så kom ud af det. Fik de job? Hvis ikke, var det så, fordi de ikke havde brug for et it-kursus, eller var det, fordi det var for dårligt? Den tankegang skal hele tiden være der. Men sådan er det ikke alle steder i dag,” siger Agi Csonka, direktør i SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

[quote align="left" author="Mette Deding, Leder, SFI-Campbell"]Der er et stort potentiale i at importere metoder, tilpasse dem danske forhold og dermed få opbygget et kæmpemæssigt katalog af viden.[/quote]

Hun fremhæver et eksempel på en leder af en almindelig daginstitution, hvor de ansatte diskuterede frem og tilbage på møder om, hvorvidt det virkede at lave venskabsgrupper for børnene på to år. Lederen besluttede derfor at oprette venskabsgrupper for børnene på blå stue, men ikke for børnene på rød stue. Og efter et par måneder evaluerede de ansatte projektet for at finde ud af, om børnene på blå stue havde fået flere venner.

”Denne form for hverdagsevidens er helt nede på jorden men sindssyg nyttig. Og hvis de ansatte arbejder på denne måde, bliver de også mere interesserede, hvis andre fortæller om deres gode erfaringer,” siger Agi Csonka.

2: Import af metoder skal styrkes

Danmark har gennem de senere år importeret en række effektfulde sociale metoder fra bl.a. USA og tilpasset dem danske forhold. Men det er kun begyndelsen. For importen af evidensbaserede metoder skal styrkes og sættes mere i system.

 ”Der er et stort potentiale i at importere metoder, tilpasse dem danske forhold og dermed få opbygget et kæmpemæssigt katalog af viden,” siger Mette Deding fra SFI-Campbell og medlem af den styregruppe for metodeudbredelsesprogrammet under Socialstyrelsen. 

[quote align="right" author="Agi Csonka Direktør, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd"]De sidste 10 år har lært os, at vi skal arbejde mere flerstrenget og i højere grad kigge efter de virksomme elementer i de forskellige indsatser.[/quote]

Selvom én metode kan have stor dokumenteret effekt i USA, er det dog langtfra sikkert, at det samme er tilfældet i Danmark. Derfor er det også nødvendigt at afprøve og evaluere metoderne her i landet, før de eventuelt kan spredes ud, understreger Socialstyrelsens vicedirektør, Steffen Bohni.

”Vi skal fortsætte med at se på det store udland for at finde ud af, om der er interessante metoder. Men springer vi bare direkte ud i at udbrede en metode her i Danmark, risikerer vi at bruge sindssygt mange skattekroner på noget uden at vide, om fungerer i dansk kontekst,” siger Steffen Bohni.

Mange socialrådgivere, socialpædagoger og andre faggrupper kritiserer de nye metoder. De mener, de har mistet den faglige metodefrihed til at udføre deres arbejde og nærmest er reduceret til en slags robotter. Men Steffen Bohni mener, at store dele af debatten er unuanceret og ikke har hold i virkeligheden.

”Der er meget stor forskel på, hvor styrede de enkelte metoder er. Nogle er meget styrede helt ned i detaljen om, at stolene skal stå i en halvmåneform i en gruppeterapeutisk session. Men de fleste består af nogle overordnede principper, som man skal henholde sig til i sit sociale arbejde og ikke meget mere end det. Denne forskel går hen over hovedet på mange folk i debatten,” siger Steffen Bohni.

3: Større fokus på flerstrenget evidens

Hvis sagsbehandlere skal have flere effektfulde varer på hylderne, er det også vigtigt ikke bare at fokusere på, om en bestemt metode virker eller ikke virker, men også på, hvilke elementer der virker, så de kan overføres til andre områder.

[quote align="left" author="Steffen Bohni Vicedirektør, Socialstyrelsen"]Vi ekspanderer målgruppen, da vi både har en forhåbning og forventning om, at metoden kan have nogle positive resultater for andre grupper med en række fællestræk som prostituerede og skizofrene.[/quote]

”Det er kolossalt tidskrævende og omkostningsfuldt at måle effekter gennem kontrollerede forsøg, og den samme indsats kan have vidt forskellige effekter i forskellige kontekster.  De sidste 10 år har lært os, at vi skal arbejde mere flerstrenget og i højere grad kigge efter de virksomme elementer i de forskellige indsatser. Meget tyder f.eks. på, at stærke sociale netværk er en virksom ingrediens i rigtig mange indsatser over for kvinder udsat for vold.  Det er jo også evidens, og den viden skal vi bruge,” siger Agi Csonka fra SFI.

Vicedirektør i Socialstyrelsen Steffen Bohni ser et stort behov for, at ledere og medarbejdere tænker mere innovativt og eksperimenterer med nye metoder i håb om at få mere viden. For på nogle områder findes der i dag stort set ingen viden om evidensbaserede metoder.

”Vi har lige lavet en systematisk søgning af forskning på området for multiple funktionshæmmede, og der er stort set ingen forskning. Vi kunne finde 5-6 videnskabelige artikler, men kvaliteten af dem var ret dårlig. Så vi står på nærmest bar bund. Skal vi lave en forstærket indsats over for denne gruppe, skal vi dybest set lave en innovationsproces for at finde ud af, hvordan vi kan forbedre indsatsen,” siger Steffen Bohni.

4: Effektive metoder skal udbredes

Der er et stort potentiale i at bruge nogle af de succesfulde evidensbaserede metoder, som virker på én målgruppe, og tilpasse dem til andre grupper.

[quote align="right" author="Jan Rose Skaksen Direktør, KORA"]92 ud af landets 98 kommuner har et rehabiliteringsprogram. Men det er 92 forskellige modeller. Det kan jo ikke passe. Der må være en god model, som vi kan lære af, så hver især ikke skal starte fra bunden.[/quote]

Et eksempel er CTI – Critical Time Intervention. Det er en metode, som bruges med stor succes over for hjemløse, når de skal sluses fra typisk et herberg, fængsel eller hospital og ud i egen bolig. Nu er denne metode også ved at blive afprøvet på både prostituerede, som ønsker at lægge deres liv om, og på skizofrene, når de skal skifte et permanent botilbud ud med egen bolig.

”Vi ekspanderer målgruppen, da vi både har en forhåbning og forventning om, at metoden kan have nogle positive resultater for andre grupper med en række fællestræk i deres sociale situation som f.eks. prostituerede og skizofrene,” siger vicedirektør Steffen Bohni fra Socialstyrelsen.

Et andet eksempel er MST – Multisystemisk Terapi – som oprindelig er et behandlingstilbud rettet mod unge mellem 12 og 17 år med massive adfærdsproblemer som skolefravær, konflikter og kriminalitet. Nu er denne metode også ved at blive afprøvet på unge med stofmisbrug.

”Vi bliver nødt til at forfølge denne ekspansionsstrategi, hvis socialarbejderne i kommunerne skal have nogle metoder at vælge imellem,” siger Steffen Bohni.

5: Lær af de bedste kommuner

Kommuner skal blive bedre til at lære af de bedste og finde en mere ensartet model for at evaluere deres sociale indsatser. Selvom talrige undersøgelser og benchmarking-analyser gennem årene har dokumenteret forskelle på de enkelte kommuner, er der behov for at komme et spadestik dybere.

[quote align="left" author="Mette Deding Leder, SFI-Campbell"]Vi er fortsat ikke gode nok til at se på tværs af siloer. Viden går tabt, når der mangler en sammenhængende indsats.[/quote]

”Der er ingen tvivl om, at benchmarking-analyser sætter noget i gang i kommunerne, uanset om man ligger helt i toppen eller i bunden. Men man skal jo også vide, hvorfor man nu ligger enten i toppen eller bunden. Skal man gå dybere ind i den black box for at finde ud af helt konkret, hvad årsagen er til, at nogle gør det så fantastisk meget bedre end andre, kræver det mere omfattende, kvalitative studier. Men det er helt oplagt at lave mere af den slags, selvom det er dyrt,” siger direktør i KORA Jan Rose Skaksen.

Produktivitetskommissionen anslog, at der er potentiale for at øge produktiviteten i den offentlige sektor med omkring 10 pct., hvis de mindre effektive kommuner bliver bragt op på niveau med de bedste. Det svarer til omkring 23 milliarder kroner.

Jan Rose Skaksen fremhæver rehabilitering på ældreområdet som et eksempel på, at kommunerne ikke har været gode til at lære af hinandens erfaringer.

”92 ud af landets 98 kommuner har et rehabiliteringsprogram. Men det er 92 forskellige modeller. Det kan jo ikke passe. Der må være en god model, som vi kan lære af, så hver især ikke skal starte fra bunden. Nogle kommuner som Fredericia, Odense og Esbjerg har gjort det fantastisk godt. Men man har bare ikke været særlig gode til at lære af hinanden,” siger Jan Rose Skaksen.

6: Opgør med silotænkning

Kommuner er nødt til at gøre op med den økonomiske og faglige silotænkning. De skal blive bedre til at tænke i sammenhængende indsatser på tværs af forskellige områder som social, sundhed og beskæftigelse.

”Vi er fortsat ikke gode nok til at se på tværs af siloer. Viden går tabt, når der mangler en sammenhængende indsats”, siger leder af SFI-Campbell Mette Deding.

Hun fremhæver udsatte børn som et eksempel. For der findes efterhånden ekstremt meget viden om, hvor vigtig uddannelse er for udsatte børn. Det er en af de mest effektive veje til at komme videre i livet. Men alt for mange udsatte børn gennemfører stadig ikke en ungdomsuddannelse på trods af talrige sociale indsatser.

”Vi er ikke særlig gode til at få omsat viden i praksis. Det sociale system har mest fokus på børnenes trivsel, adfærd, hvordan familien fungerer, og har ikke som en del af sin pakke fokus på, hvordan det går i skolen. Skolesystemet glemmer ofte, at nogle børn har nogle sociale problemer med sig, og har mest fokus på, hvordan det lige går i skolen, og ikke så meget andet,” siger Mette Deding.

Hun mener også, at kommunerne taber mange anbragte og andre udsatte unge på gulvet i overgangen til voksenlivet som følge af silotænkningen. For al viden på området viser, at det er ekstremt vigtigt, at anbragte unge og andre udsatte bliver fulgt ind i voksenlivet. De modnes som regel senere end andre unge, der er vokset trygt op i en kernefamilie, og som bliver sluppet lige så stille, når de er 18-20 år.

”Men ikke desto mindre er der mange kommuner, som bare slipper de udsatte unge, når de bliver 18 år. Og så går det galt,” siger Mette Deding.