Dagen før folketingsvalget i september opstod en uvant politisk konsensus: Partiernes uddannelsesordførere, der ellers plejer at være uenige om langt det meste, bakkede samstemmende op om en ny måde at organisere folkeskolen på: Selvejende folkeskoler, der er gratis og åbne for alle, har udvidet selvstyre og er finansieret gennem taxametertilskud, som vi kender det fra bl.a. gymnasierne.

Siden er der kommet nye ordførere på posterne, og ideen er gået i glemmebogen. Erfaringer fra både gymnasier, daginstitutioner og svenske selvejende folkeskoler viser ellers, at der er store gevinster ved modellen. Ifølge undersøgelser skaber selv­ejende  institutioner større forældreengagement, bedre faglig ledelse, større medarbejdertilfredshed og nye pædagogiske tiltag. I dag udgør de selvejende tilbud knap en fjerdedel af alle daginstitutioner.

En af de store fortalere for modellen er Jens Terp, landsformand for Frie Børnehaver, der er paraplyorganisation for selvejende daginstitutioner. Sidste år sendte organisationen et forslag til politikerne om at lade sig inspirere af de gode erfaringer fra institutionsområdet og udvikle en ny model for grundskolen, der “tager de bedste egenskaber fra folkeskolen og friskolerne og danner en ny skoleform”:

“Det kræver en lovændring, og det arbejder vi på,” siger Jens Terp. “Jeg kunne fristes til at mene, at den fremtidige kommunale løsning for hele folkeskolen ligger i selvejemodellen,” siger han.

Det samme mener professor og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet, Niels Egelund, der er klar til at gå endnu længere og frigøre skolerne helt fra kommunerne. Han er netop blevet færdig med en undersøgelse af gymnasierne i hovedstaden, der har været selvejende, siden amterne blev nedlagt i 2007. Den udvikling, taxameterstyringen har banet vej for i gymnasierne, har for alvor overbevist ham om, at en selv­ejemodel er fremtiden – også for folkeskolen:

“Jeg har gået og tænkt på, hvornår jeg skulle komme ud af skabet med min erkendelse. Nu tror jeg, tiden er inde til at sige, at kommunerne altså ikke er gode nok til at løfte opgaven. Hvis man virkelig vil det her, skal der ikke længere være kommunale skoler, men selvejende institutioner under staten,” siger han.

Ifølge den nye børne- og undervisningsminister, Christine Antorini (S), har regeringen ikke nogen aktuelle planer om at indføre selvejende skoler. Men hun oplyser, at hun vil tage emnet op i forligskredsen for at diskutere, om de selvejende skoler kunne være et tredje ben ved siden af folkeskolerne og de nuværende friskoler:

“Vi skal ikke ændre strukturer bare for at ændre strukturer. Det skal være, fordi vi kan få en bedre folkeskole ved at tænke den på en anden måde. Men jeg kan sagtens forestille mig, at selvejende skoler kunne være ét af flere tilbud, der tilsammen skaber en attraktiv grundskole,” siger Christine Antorini.

Den svenske model

Ud over de positive erfaringer fra folkeskolens leverandører og aftagere – daginstitutionerne og ungdomsuddannelserne – kommer inspirationen til selvejemodellen først og fremmest fra Sverige. Her har en ændring af skoleloven fra starten af 1990’erne gjort det muligt at drive skoler som selvejende eller såkaldt “fritstående” institutioner – sågar med kommercielt sigte.

Dengang blev det vedtaget, at skolepengene følger eleven i form af en virtuel voucher, ligesom det er tilfældet med fri- og privatskolerne herhjemme. Men på en række punkter adskiller modellen sig fra de danske friskoler. For det første betaler det offentlige 100 pct. af de fritstående skolers driftsudgifter mod 75 pct. herhjemme. For det andet skal skolerne tage imod alle elever, og disse skal aflægge de samme prøver som kommuneskolerne. For det tredje må skolerne udtrække profit. Se figur 1.

Reformen var omstridt, især i det socialdemokratiske parti, der dengang befandt sig i en af sine sjældne oppositionsperioder. Da ændringen blev vedtaget, regnede alle med, at friskolerne ville have samme karakter som de danske: idealistiske foretagender i tyndtbefolkede områder, ledet af forældre med alternative livsanskuelser eller pædagogiske værdier. Ingen havde ventet opblomstringen af virksomhedsdrevne skolekæder – men det er lige nøjagtig, hvad der er sket: På blot 18 år er andelen af svenske børn, der bliver undervist på fritstående skoler, steget fra under 1 til over 12 pct., og omkring en femtedel af disse er indskrevet på såkaldte for-profit-virksomheder.

I starten blev tanken om at tjene penge på skolebørn afvist som usmagelig og perspektivløs, og kritiske røster argumenterede for, at børnenes uddannelse ville komme i anden række, mens grådige kapitalister ville dræne statskassen. I dag er den brede kritik forstummet. I de nationale målinger af 9.-klasseselevers karaktergennemsnit ligger de fritstående konsekvent over de kommunale. Og i praksis geninvesteres overskuddet så godt som altid i skolerne i form af efteruddannelse eller nyt inventar.

De fritstående skoler skal efterleve et nationalt curriculum, og det forventes, at eleverne har de samme kundskaber efter endt skolegang som eleverne på kommuneskolerne. Derfor skal skolerne også deltage i nationale test, afholde eksaminer og give karakterer, så sammenligninger af kvaliteten er mulige. Driften af skolerne, vægtningen af fagene og organiseringen af undervisningen kan de til gengæld frit bestemme.

I modsætning til de danske friskoler må de svenske ditto heller ikke hellige sig bestemte elevgrupper. De skal tage imod alle interesserede efter et først-til-mølle-princip og må ikke kræve nogen forældrebetaling. På den måde har svenskerne på traditionel velfærdsmanér fundet den tredje vej: De bruger den private sektor til at udbyde offentlige ydelser, men opnår samtidig garanti for, at systemet ikke får en social slagside. De gode resultater i de fritstående skoler skyldes altså ikke, at elevsammensætningen er væsentligt anderledes end i kommuneskolerne, som tilfældet ellers ofte er herhjemme.

Incitament til omsorg

Herhjemme er profit-skoler stadig for kontroversielt. Men mange af de samme gevinster kan opnås inden for en model med selvejende nonprofit-institutioner, som der er lang tradition for i Danmark. Niels Egelunds undersøgelse af hovedstadens gymnasier viser, at såvel bestyrelser som ledere og lærere fremhæver overgangen fra amtslige til selv­ejende institutioner som en “klar styrkelse af gymnasiets virksomhed, idet det har givet mere råderum.”

Trods manges bekymring har selvejemodellen heller ikke udviklet sig til en konkurrence om de stærkeste elever. Tværtimod har taxameterfinansieringen også medført en opblomstring af fastholdelsestiltag, der skal hjælpe udsatte unge med at gennemføre uddannelserne.

“Når en folkeskoleleder ser en skoletræt eller fagligt svag elev, ser han problemer. Når en gymnasierektor ser en, ser han risikoen for at tabe en stor pose penge,” siger Egelund.

Tidligere var det en udbredt holdning, at var man ikke gymnasieegnet, eller var man blot umotiveret, så hørte man ikke hjemme på gymnasiet. I dag er der omfattende initiativer, der skal hjælpe elever, som pga. svage sociale, personlige eller faglige kompetencer falder udenfor. På nogle gymnasier er der gratis morgenmad, på andre er der gymnasielærere til stede på skolen for at hjælpe eleverne med lektierne indtil kl. 15.00 – om lørdagen.

“Hvis bare folkeskolen havde en tredjedel af de fastholdelsestiltag, gymnasierne arbejder med, ville den være meget mere rummelig og de svage elever klare sig meget bedre fagligt end i dag,” siger Niels Egelund.

Taxametertilskuddet til de selvejende folkeskoler bør naturligvis være socialt betinget, fastslår Egelund, hvilket han i øvrigt også mener burde være tilfældet på gymnasierne. Men man kan ikke løbe fra, at selveje giver større tilfredshed, og at økonomiske incitamenter spiller en rolle for anstrengelserne, siger han:

“I KL vil de uden tvivl vånde sig meget, og mange lærere og folkeskoler vil måske være skeptiske. Men når man har tænkt sig om, tror jeg man vil sunde sig og se frigørelsespotentialet i det,” siger Niels Egelund.

Forældeengagement og helhedsskole

I Frie Børnehaver ser man først og fremmest selvejende institutioner som en mulighed for at skabe nytænkning i pædagogikken og dermed bedre kvalitet. Det er det, der har fået organisationen til at sende politikerne et projektforslag om at udvide selvejemodellen til grundskolen:

“Det afgørende for os er at lave en model, hvor forældreindflydelsen er maksimal,” siger Jens Terp. “Ideen er at lave en helhedsskole, hvor daginstitutioner og skoler arbejder sammen om børnene og aktiverer forældrene, fordi det er de samme forældre, der er i børneinstitutioner, folkeskolen og fritidshjemmene,” siger han.

Jens Terp ønsker derfor heller ikke at løsrive skolerne fra kommunen og gøre dem til selvejende institutioner under staten, som Niels Egelund foreslår. Tværtimod skal de være en del af den kommunale forsyningsforpligtelse og have et godt samarbejde med kommunen. Men målet er, at de skal have væsentlig større frihedsgrader end kommuneskolerne. Den selvejende skole skal selv have en bestyrelse med udvidede bestlutningskompetencer, ansvar for skolens økonomi, arbejdsgiveransvar, frihed til at bestemme værdigrundlag eller særlige læringstilgange og frit valg i forhold til indkøb m.v. 

“Det, vi lægger op til, er en model, der ligger mellem det kommunale og det private, så den løfter den sociale opgave og tager alle børn ind, men har en læringsfrihed, der er større end den almindelige folkeskole.”

En sådan frihed vil ifølge Jens Terp komme både børn, forældre og ledelse til glæde, fordi der vil være kortere vej fra tanke til handling. Han er heller ikke i tvivl om, at de selvejende skoler kan drives billigere end mange kommuneskoler i dag. Og han er ikke principielt imod, at professionelle firmaer driver skole som i Sverige. “Men vores udgangspunkt ligger i civilsamfundet, og det er her, vi mener, den selvejende skole vil kunne gøre en forskel,” siger han.

Politikerforvirring

For få måneder siden tegnede der sig et bredt flertal for at indføre selvejende folkeskoler. “Ideen om at taxameterstyre den danske folkeskole vil være en revolution af folkeskolen, som vil fremme ledelse, frigøre lærerne og kreativiteten,” sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og ordførerne – fra Socialdemokraterne og SF til DF og Liberal Alliance – bakkede op om tanken.

Alligevel tyder intet på, at den bliver til virkelighed foreløbig. Siden folketingsvalget i september er der nemlig kommet nye ordførere på posterne. Flere af dem har aldrig hørt om modellen, og andre mener det modsatte af deres forgængere.

Mens SF under valgkampen var fortalere for forsøg med selvejende skoler, er partiet nu imod: “Det står bestemt ikke øverst på min politiske dagsorden. Folkeskolen lever ganske udmærket ved at være fælleseje, og dem, der ikke ønsker det, kan benytte sig af de eksisterende tilbud om fri- og privatskoler. Det her handler om grundlæggende værdipolitik, og jeg mener ikke, at grundskolen skal fungere på markedsvilkår,” siger folkeskoleordfører Anette Vilhelmsen.

Også DF, der før var tilhænger af forsøg, har nu fået ny ordfører – og holdning: “Jeg ved ikke, hvad min forgænger (Marlene Harpsøe, red.) har sagt, men hun blev ikke valgt ind, og nu er jeg undervisningsordfører, og jeg synes ikke, der er behov for at diskutere økonomi og styring af folkeskolen, men derimod faglighed,” siger Axel Ahrendtsen

Radikale Venstre var det eneste parti, der før valget var imod selvejetanken. Den nye ordfører på posten, Lotte Rod, kender ikke til ideen, men tror umiddelbart, det er noget, partiet er for, fordi det giver øget frihed til skolerne. Senere vender hun dog tilbage og korrigerer:

“Radikale Venstre ser ikke nogen grund til at indføre selveje, men vil hellere arbejde for at give skolerne mere frihed inden for den kommunale model.”

Venstre er stadig fortaler for forsøg med selv­eje. Den nye folkeskoleordfører, Karen Ellemann, vil gerne være med til at søsætte et antal forsøg med folkeskoler, der får udvidede frihedsgrader som selvejende kommunale institutioner, inspireret af forsøgene med de ni frikommuner. Hun afviser heller ikke, at selveje kunne være en model for hele folkeskolen, eller at skolerne med tiden kunne løsrives yderligere fra kommunerne, om end det langtfra er noget, der skal ske nu og her. Partiet har ikke nogen konkret politik på området, men mener, at det er et oplagt emne af tage op til diskussion i forligskredsen. Karen Ellemann erklærer sig åben for at diskutere mange forskellige modeller.

En del af partiernes forvirring skyldes måske netop, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad selv­eje er. For børne- og undervisningsminister Christine Antorini er det vigtigt at understrege, at den model, hun er tilhænger af, bygger på den lange tradition for selveje i daginstitutioner. Der skal være tale om en lokal forankring, et tilbud, der er gratis og frit for alle, og om nonprofit institutioner, der følger kommunens overordnede børnepolitik.

“Hvis det er den model, vi diskuterer, vil jeg gerne give mere frihed til folkeskolerne og drøfte en selvejemodel inspireret af daginstitutioner med partnerkredsen,” siger hun.