Jobsøgende skal i fremtiden skånes for tvivlsomme personlighedstest og pinlige interview. Det er tanken bag et helt nyt sæt etiske regler for erhvervslivets vurdering af personer. Forslaget nyder bred støtte fra en lang række testudbydere, virksomheder og faglige organisationer, der tidligere har haft svært ved at enes. De nye etiske regler er så vidtgående, at de kan tvinge selv førende testudbydere og virksomheder til at oppe sig. Det vurderer direktør Victor Schmidt fra Saville & Holdsworth Ltd. (SHL), der har taget initiativet sammen med Dansk Management Forum. Ifølge forslaget vil testudbydere fremover få pligt til at gribe ind, hvis deres test bruges forkert. Virksomhederne skal formulere en offentligt tilgængelig testpolitik, der blandt andet betyder, at alle, der gennemfører en test, har krav på at få resultatet forklaret ved et personligt møde. Og de nye regler fastslår, at interviewere bør være trænet, så de undgår de mest elementære fejl. Indtil videre er det et åbent spørgsmål, om de etiske retningslinier alene skal kontrolleres ved selvjustits. Men både Dansk Psykolog Forening og HK/Handel, ønsker mere bindende regler. Jørgen Hoppe, formand i HK/Handel siger til Ugebrevet, at han vil arbejde for, at det etiske regelsæt skrives ind i de næste overenskomster.