Selvsving i skandalerne

I de senere år er den politiske journalistik ramt af en tabloidisering, hvor antallet af skandalesager er steget kraftigt, og en lang række politikere er hængt ud på forsiderne i ugevis for selv banale fejl. Journalistikken var ikke nødvendigvis bedre i gamle dage, men antallet af skandalesager er i det sidste årti tredoblet i forhold til 1990’erne. Udviklingen kulminerede i 2010, hvor medierne brugte langt flere spaltemillimeter i personlige frontalangreb på Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt frem for f.eks. at dække EU-landenes gældsproblemer. Væsentlighedskriterierne har flyttet sig i den intense konkurrence om nogle sekunders opmærksomhed, og nyhedskriterierne for den såkaldt gode historie er fulgt med.

Flere og flere medier har dyrket skandalejournalistikken, og deres kommentatorer har forlænget historiernes liv ved at spille rollen som moralister, der har indsigt til at dømme personen ude eller inde. Sagerne er blæst op, de moralske domme er eksekveret, og chefredaktører har med åbne øjne valgt at trykke artikler om latterligt små leasingbesparelser på 163 kr. om måneden, lovlige skattefradrag for en FN-ansat hustru, nogle få taxabilag fra det nordsjællandske natteliv og tolket på betydningen af uklare sms-beskeder. Alt for ofte bringes sagerne helt ud af proportion i forhold til fakta. Pressen går i selvsving og skandalejournalistikken fylder i dag alt for meget i forhold til de mange store, vigtige og principielle samfundsspørgsmål, som pressen også bør interessere sig for. Klimaforandringerne, den historisk dybe vækstkrise, de mange velfærdsudfordringer og den komplekse oprydning i finanssektoren trænges ofte i baggrunden, når de personlige skandalesager bankes på forsiden eller ruller 24-7 for åben skærm.