Det mest positive, man kan sige om de seneste udmeldelser af SF, er, at partiet nu bliver et mere entydigt traditionelt venstrefløjsparti, som baglandet på lidt længere sigt vil have nemmere ved at holde af. Skal det for alvor blive tilfældet, forudsætter det dog nok, at partiet trækker sig ud af regeringen. Og det kan meget vel blive næste stop på partiets lange nedtur, som i realiteten har stået på, siden dannelsen af S-R-SF-regeringen for halvandet år siden.

Afvandringen af de tre prominente SF’ere til Socialdemokraterne er et usædvanlig hårdt slag mod et parti, der i forvejen har ryggen mod muren. Man skal tilbage til Naser Khader og Anders Samuelsens exit fra De Radikale og dannelsen af Ny Alliance i 2007 for at finde noget, der ligner. Den splittelse tog det De Radikale rigtig mange år at overvinde, og også SF bør regne med, at den slags interne stridigheder vil få endnu flere vælgere til at vende partiet ryggen. Og skulle det ikke være nok, venter der forude både en SU- og en kontanthjælpsreform, der i et klassisk venstrefløjsperspektiv er mere blå end røde. For slet ikke at tale om den vækstplan, der allerede er blevet tiljublet af det etablerede erhvervsliv, som den traditionelle SF-vælger ikke har meget tilovers for. Bedre bliver det formentlig ikke af de fingeraftryk på regeringens udspil, som Venstre og De Konservative må forventes at afsætte i løbet af de igangværende forhandlinger.

Kursen er således klar nok. Med under 5 pct. af stemmerne i de seneste meningsmålinger – og en vælgertilslutning på under halvdelen af Enhedslistens – ligger SF’s vej mod spærregrænsen åben. Det er muligt, at partiets formand, Annette Vilhelmsen, har svoret regeringen troskab, men målingerne skal ikke blive meget dårligere, før der ikke er anden udvej end at forlade regeringen, hvis partiet da ønsker at overleve.

Holder fast i regeringsprojektet

Bliver nedsmeltningen total, vil de tre overløbere – politisk ordfører Jesper Petersen, EU-parlamentariker Emilie Turunen og medlem af landsledelsen Nanna Westerby – sikkert få en god del af skylden. Det vil dog ikke være helt retfærdigt, for selv om de forlader en synkende skude, og deres udmeldelse er pludselig, kan man næppe kalde den overraskende. De tilhører alle taberfløjen ved formandsvalget i efteråret og har oven i købet en lang fælleshistorie i den gruppering, der internt i partiet gik under navnet ”Børnebanden”, som har hørt til de ivrigste støtter bag det ønske om regeringsdeltagelse, som Villy Søvndal stillede sig i spidsen for i 2008.

De tre tager sådan set blot konsekvensen af deres politiske nederlag og melder sig ind i det parti, som ifølge deres vurdering er den stærkeste garant, når det gælder om at holde liv i en centrum-venstre-regering. Det er ikke faneflugt, men en erkendelse af, at SF allerede har fraskrevet sig den rolle, og at Socialdemokraterne er deres eneste håb. 

Man kan i hvert fald ikke mistænke dem for at gøre det for personlig vindings skyld, for nogen stor karriere ligger ikke om hjørnet. Med udsigt til socialdemokratisk tilbagegang ved det kommende valg, vil de nuværende folketingsmedlemmer have travlt med at sikre sig selv, og derfor skal ingen af de tre regne med at blive placeret i en sikker valgkreds.

Krag truer med at blive

Hvorfor det lige sker nu, er et godt spørgsmål. Svaret er formentlig, at de interne diskussioner, som partiets top for nylig har haft om den fremtidige strategi, ikke flugter med det fokus på den såkaldt arbejdende befolkning, som de tre har stået for. At det formentlig er denne diskussion, der er årsagen, gør det også sandsynligt, at det ikke er en optakt til en større udvandring fra folketingsgruppen. Det eneste tilbageblevne medlem af Børnebanden, der også talte den forsmåede tidligere skatteminister, Thor Möger Pedersen – er sundhedsminister Astrid Krag. Og hun er så glad for sit nuværende job, at hun straks efter Jesper Petersens exit meddelte, at hun bliver.

Andre udmeldelser kunne i teorien tænkes blandt medlemmerne af den grønne fløj i partiet, som bl.a. tæller miljøminister Ida Auken, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og tidligere gruppeformand Steen Gade. Gruppen er dog efterhånden så lille, at den ikke spiller nogen større rolle i det interne magtspil. Dertil kommer, at den også under Annette Vilhelmsen og traditionalisternes ledelse er udset til at spille en fremtrædende rolle, for uden en stærk grøn profil er det svært at se, hvad et fremtidigt SF skulle have at byde på.

Selvforskyldte ulykker

Når de tre udbrydere i eftertiden kun bør tilkendes minimal skyld i SF’s yderligere deroute, skyldes det, at der stort set ikke er et fremtrædende medlem af partiet, som ikke har et medansvar. Sjældent har et parti opført sig mere usammenhængende, end SF’erne har gjort i de seneste par år. Først hyldede man Villy Søvndal som ”den store rorgænger” og talte begejstret om muligheden for at komme i regering. Allerede efter de første spæde skridt mod at danne en samlet front med Socialdemokraterne blev minerne lidt mere alvorlige, fordi samarbejdet – naturligt nok – krævede, at der blev indgået kompromiser om f.eks. udlændingepolitikken. Men det var trods alt til at bære, hvis det var den vej, der var nødvendig for at bryde ti års borgerligt styre.

Egentlig burde det ikke være kommet som nogen overraskelse, men meget tyder på, at det kom fuldstændig bag på både landsledelse og partimedlemmer, at De Radikale skulle med i regeringen for at sikre flertallet.
Det var formentlig i den forbindelse, at det grundlæggende gik galt for SF – fordi man på den ene side oversolgte valgsejren, men på den anden side blev tvunget til at indgå endnu flere kompromiser, som førte til, at baglandet fik stadig vanskeligere ved at genkende sit parti. For det første kom det tilsyneladende helt bag på medlemmerne, at politikken blev mere topstyret, når man skulle enes med de to andre regeringspartier. For det andet var det en oplagt fejl, at Søvndal valgte udenrigsministerposten, selv om han – belært af bl.a. Lene Espersen – burde have været klar over, at det tilhørende rejseri er en sikker vej til at miste kontakten med baglandet. Og for det tredje var det ikke gennemtænkt, at det blev den unge Thor Möger Pedersen, der i stedet for Søvndal skulle håndhæve partidisciplinen. Han nåede trods sin indlysende politiske begavelse aldrig at blive accepteret i et parti, hvor anciennitet og beskedenhed spiller store roller. 

En bitter sejr

Mistilliden blomstrede og kulminerede, da Villy Søvndal trak sig tilbage i utide, for – troede han – i god ro og orden at give depechen videre til Astrid Krag. Det lykkedes som bekendt ikke, og fra at have en partiledelse, der havde regeringsprojektet som sit store mål, fik man en partiledelse, der i realiteten helst ville være fri. Hvor SF’s medlemmer af regeringens centrale koordinationsudvalg forud for formandsskiftet bestod af Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen, består det i dag af Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen.

Det forekommer ikke holdbart – heller ikke for partiet, som de to endnu ikke har været i stand til at samle. Derfor er det mest logiske, at SF trækker sig fra regeringen og bliver støtteparti på linje med Enhedslisten, hvis voldsomme vælgertilslutning i dag bl.a. bygger på SF-vælgernes følelse af svigt.

At de tre udbrydere har valgt Socialdemokraterne som deres nye parti, kan selvfølgelig ses som en sejr for Helle Thorning-Schmidt. Det er imidlertid nok en sejr, som hun gerne ville have været foruden, for den fortsatte uro i SF er med til at tegne billedet af en usikker og vaklende regering. Derfor vil både Socialdemokraterne og De Radikale formentlig græde helt tørre tårer, hvis SF’erne når til den eneste rigtigt holdbare konklusion: at de må forlade regeringen. Alternativet er en massakre ved et kommende valg.