Danske virksomheder er på vej ud i en tilspidset konflikt om værdier og kultur. Shareholder value-filosofien er ved at få sit danske gennembrud. Men samtidig vokser den såkaldte stakeholder-tænkning frem internationalt som modreaktion på et årti præget af krævende aktionærer. Mens danske virksomheder som Danisco, Novo Nordisk, Falck, ISS og Sophus Berendsen forsøger at honorere de udenlandske investorers skærpede krav om afkast, er udenlandske giganter som Shell International nu optaget af at finde en balance mellem aktionærer, medarbejdere, kunder og omgivende samfund. Virksomhederne må på en gang håndtere aktionærer, som er blevet stærkere og mere aggressive, og samtidig honorere ønskerne hos interessegrupper, som lederne måske ikke har hørt om, men som pludselig kan sætte den mediedagsorden, der fjerner virksomhedens marked overnight. Ugebrevet Mandag Morgen analyserer det kulturelle krydspres, som nu konfronterer danske virksomheder.