Ligesom i Danmark er spørgsmålet om bedre rammebetingelser også i USA et varmt emne i debatten om landets ringe konkurrenceevne. Men røsterne om, at det alene er statens ansvar at udbedre dårligdommen, bliver i stigende grad udfordret.

Nye undersøgelser fra en voksende skare af kritiske amerikanske business-tænkere peger på, at man i bestræbelserne på at genoprette konkurrenceevnen også bør se på kvaliteten af virksomhedernes ledelse.
Seneste kapitel i den fortælling kommer fra den anerkendte strategitænker, professor Michael E. Porter fra Harvard Business School. Han står i øjeblikket i spidsen for et forskerteam, der undersøger spørgsmålet fra mange forskellige synsvinkler.

I slutningen af februar lancerede gruppen sin seneste rapport i en længere serie. Rapporten vakte interesse, fordi den bl.a. pinpointede, at virksomhederne selv har bidraget til at skabe den ringe konkurrenceevne – først og fremmest ved deres kortsigtede tankegang.

Den tankegang fik i begyndelsen af 1970’erne næring fra to sider, lyder det i rapporten. Den ene var globaliseringen, der reelt kappede båndene mellem de amerikanske virksomheder og lokalsamfundet, fordi det pludselig blev muligt at hente arbejdskraften overalt på kloden. Den anden var et ensidigt fokus på aktionærinteresser, hvilket i rapporten formuleres på følgende måde: “På samme tid skete der ændringer i virksomhedsledelse og aflønningsmodeller, som fik amerikanske ledere til at fokusere mere på aktiekurser og kortsigtet performance.”

Dermed føjede rapporten et nyt kapitel til en efterhånden stadig mere kritisk fortælling om, at amerikanske virksomheder langt hen ad vejen selv sidder med aben, når man skal forklare, hvorfor de har stadig sværere ved at konkurrere i en global verden. 

Allerede i 2009 satte Gary P. Pisano og Willy C. Shih den fortælling på dagsordenen med bogen “Restoring Americas Competitiveness”. Her beskrev de, hvordan globaliseringen fik virksomhederne til at holde op med at investere i nærmiljøet – i veluddannet arbejdskraft, leverandørnetværk samt fysisk og teknisk infrastruktur – hvilket alt sammen har svækket landets generelle konkurrenceevne.

En anden businesstænker, der har kigget grundigt på årsagerne til problemerne i USA, er den canadiske strategitænker Roger Martin, der er dekan på Rotman School of Management på University of Toronto. I sin bog “Fixing the Game” fra 2011 agiterede han for, at virksomhederne burde gentænke deres rolle.

“Vi må flytte virksomhedernes fokus tilbage til kunderne og væk fra aktionærinteresser. Skiftet kræver en fundamental ændring i vores opfattelse af virksomhederne. Den nuværende teori har et simpelt mål om, at en virksomhed skal maksimere aktionærernes værdi. I stedet bør virksomheder placere kunderne i centrum og fokusere på at gøre dem glade – og lade det give et acceptabelt afkast til aktionærerne.”

Problemet var, som han pointerer i bogen, at aktionærernes interesser i de seneste årtier var blevet den eneste driver, hvilket bl.a. fremgik lysende klart af aflønningsmodellerne. Hvor amerikanske direktørers aflønning i perioden 1960-1980 målt som andel af indtjeningen faldt med 33 pct., blev den mere end firedoblet fra 1990 til 2000.

Noget i samme retning skrev Harvard Business School-professor Ranjay Gulati om i sin bog “Reornanize for Resilience”. Han beskrev bl.a., at virksomheder med et meget snævert syn på kunderne – et syn, der ofte er begrænset af indholdet i den eksisterende produktportefølje – er mindre modstandsdygtige i hårde tider. Han kaldte den type ledelse for ”indefra og ud-tænkning”. Hvor den modsatte ”udefra og ind-tænkning” ifølge Ranjay Gulati ville ”maksimere kundeværdien, fordi virksomhederne bestræber sig på at levere værdi til kunden frem for som besatte at pådutte kunderne sine produkter”.

Men har det snævre fokus på kunderne og de kortsigtede aktionærinteresser så reelt været et problem for virksomhedernes innovationsevne?

Ja, lyder svaret fra flere af de samme eksperter. En af dem er ingen ringere end nobelprisvinder og økonomiprofessor Edmund S. Phelps fra Columbia University. Han pegede i februar i en klumme i New York Times på, at innovationsraten målt som andel af produktivitetsvæksten i begyndelsen af 1970’erne faldt fra 2 til 1 pct.

Phelps’ konklusion lød, at en tilbagevenden til tidligere tiders produktivitetsvækst ville kræve flere ting:

“I erhvervslivet er det nødvendigt at sætte en stopper for interne magtkampe i etablerede virksomheder og den kortsynethed, der præger topledere, som kun har et par år til at hive nogle store bonusser hjem. Der er behov for at komme tilbage til den gamle etos i relation til fantasi, udforskning, eksperimenteren og opdagelse,” skrev han.

Men hvordan kunne det overhovedet komme så vidt? Svaret ligger måske hos businessskolerne, der har været under hård kritik fra bl.a. Harvard Business School-professoren Clayton Christensen. Han mener, at den kortsigtede tænkning kan spores tilbage til hele den filosofi, der omgærder skolerne, hvor alt handler om at måle og veje – og gerne i form af procentsatser, så man kan sammenligne virksomheder på tværs.

“I USA definerer vi profitabilitet i form af procentsatser. Så hvis du kan få en procentsats op, føler du dig mere profitabel. Men det gør også, at du begynder at manipulere med procentsatserne,” udtalte han på en konference i 2011. 

I samme åndedrag gav han to eksempler. Det ene handlede om en særlig intern procentsats, der skal måle forrentning af en investering. Den får – ifølge Clayton Christensen – personer til at jagte mindre og mindre gevinster. For hver gang en virksomhedsleder bruger penge på noget, der ikke giver et afkast i årevis, vil procentsatsen blive så ussel, at vedkommende automatisk vil fokusere på mere kortvarige gevinster.

Hans andet eksempel handlede om forrentning af en virksomheds aktiver. Den får virksomhedslederne til at reducere nævneren, altså aktiverne. For jo færre aktiver der optræder i regnestykket, jo større bliver den procentvise forrentning af aktiverne. Men det betyder også, at vigtige aktiver risikerer at ryge i farten.

Forfatteren til flere managementbøger, Steve Denning, der også er fast kommentator på business-magasinet Forbes, mener, at en række virksomheder allerede har fattet, at langsigtede investeringer og et rigidt fokus på kunden er den rette kur i kampen om at genvinde konkurrenceevnen. Han nævner eksempler som Whole Foods, Amazon og Salesforce. 

“De har skiftet bundlinjen i firmaet, så formålet for virksomheden er at skabe værdi for kunderne. På den måde er eksperimenter og innovation blevet en særdeles integreret del af, hvad virksomhederne laver,” skriver han i en kommentar.

Denne virksomhedskritiske skare af amerikanske eksperter vinder stadig mere gehør i USA, og det er også meget muligt, at de finder vej til pensum på de selvsamme business-skoler, som de ofte selv er med til at kritisere.
Men budskabet er – som visse af dem også påpeger – måske slet ikke særlig nyt, men blot et opgør med de ledelsesteorier, der har præget USA siden 1980’erne.

I 1973 skrev den amerikanske managementguru Peter Drucker nemlig: ”En virksomheds formål kan kun defineres på en måde: At få en kunde.”