Danmarks første Eksportkanon fortæller en tankevækkende historie om dansk økonomi og om, hvad vi lever af. 30 af landets dominerende eksportvirksomheder omsætter sammenlagt for 868 milliarder kr., svarende til ca. 50 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt.

Tallet beskriver ikke kun en økonomisk succes, men afdækker også en stor sårbarhed – et forhold, der i sidste uge blev understreget af eksportens betydning for den spinkle, men alligevel overraskende vækst i dansk økonomi. Vi er som nation dybt afhængige af få virksomheders præstationer uden for landets grænser.

Skal vi til fulde forstå afhængigheden, må vi nødvendigvis gå bag de udvalgte succeser og analysere, hvad der har skabt dem – hvad er deres fælles dna?

Den umiddelbare konklusion er entydig: Der kan sættes præcise navne og ansigter på de fleste af dem. Hvad ville ISS have været uden en Poul Andreassen? Arla Foods uden Peter Tuborgh? Novo Nordisk uden Mads Øvlisen og Lars Rebien Sørensen? Foss uden Nils Foss? Bestseller uden Holck Povlsen? Grundfos uden Due Jensen? Novozymes uden Steen Risgaard? Haldor Topsøe uden Haldor Topsøe? Lego uden familien Kirk Kristiansen og Jørgen Vig Knudstorp, Henning Larsen Architects uden Henning Larsen? Mærsk Line uden Mærsk McKinney Møller?

Blot for at nævne en række oplagte eksempler.

Det samme billede tegner sig, hvis listen udvides med andre danske erhvervssucceser. Nytænkende, fokuserede, risikovillige, ofte fandenivoldske ledere har drevet udviklingen frem – mennesker med en mission. Dette skal ikke forklejne den indsats, som deres kollegaer og hundredtusindvis af medarbejdere har ydet, og som er en betingelse for at udvikle og konsolidere succeserne. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at starten, springbrættet og visionerne i de fleste tilfælde kan føres tilbage til enkeltpersoner.

Den innovative klasse

Selv om de er forskellige og repræsenterer forskellige sektorer, har de som fællestræk en udpræget stærk innovationsevne og tilhører, hvad man kan karakterisere som ”Den innovative klasse”. Se også tekstboks.

Det er den klasse, Danmark skal leve af.

Problemet er blot, at den er for lille – jævnfør hvor få der står bag 90 pct. af Danmarks eksport. Det skaber sårbarhed. Som en af verdens mindste nationer med et af verdens højeste omkostningsniveauer er størrelsen og kvaliteten af vores innovative klasse den vigtigste konkurrenceparatmeter. Uanset hvor mange vækstpakker vi gennemfører, og uanset om selskabsskatten reduceres, skaber det ikke varige gennembrud og tusinder af nye arbejdspladser. Udgangspunktet er, at de samlede vilkår næppe bliver bedre end netop nu. Nye lettelser vil altid blive opslugt af nye udfordringer.

Den transformation, det danske samfund – på linje med andre vestlige nationer – skal gennemføre, bestemmes udelukkende af Danmarks evne til at mobilisere et innovativt lederskab, som på trods af udfordringerne kan sikre den nødvendige vækst og velstand. De største paradigmeskift i danmarkshistorien er drevet frem af stærke personligheder – fra etableringen af andelsbevægelsen og fagbevægelsen til skabelsen af det danske velfærdssamfund og udviklingen af de eksportlokomotiver, der i dag er rygraden i den danske økonomi.

Den omstilling, Danmark nu konfronteres med, har finansminister Bjarne Corydon – efter inspiration fra professor Ove Kaj Petersen – beskrevet som etableringen af konkurrencestaten. Om det er den mest præcise beskrivelse af fremtidens Danmark, skal ikke diskuteres her. Korrekt er det, at Danmark står foran et nyt skelsættende paradigmeskifte med krav om at udvikle en robust og fleksibel samfundsmodel, der på samme tid kan forbedre velfærden og styrke konkurrenceevnen.

Men det rejser uvilkårligt spørgsmålet, om Danmark på tværs i samfundet disponerer over de kompetencer og det lederskab, der kan sikre omstillingen?

Det handler ikke om de bedst mulige rammebetingelser, men dybest set om mindset og entreprenørskab – i såvel den private som den offentlige sektor. Analysen af den danske eksportsektor peger entydigt på, at erhvervslivets innovative klasse er for lille og for smal.

Problemet kan bl.a. aflæses på produktiviteten. Jo større den innovative klasse er, des stærkere er produktiviteten. Den uholdbart svage danske produktivitetsvækst bekræfter alt for tydeligt den danske innovationsklasses beskedne størrelse.

Den innovative udfordring

De toneangivende eksportvirksomheder er anskuelsesundervisning. Ifølge et omfattende forskningsprojekt fra Aarhus Universitet med titlen ”Made in Denmark 2050” er produktiviteten i eksportvirksomhederne 35 pct. højere end i hjemmemarkedserhvervene.

De er tvunget til at tilpasse sig internationale vilkår eller dø, og er med andre ord rollemodellerne for det øvrige erhvervsliv. Deres præstationer demonstrerer, hvor stort et produktivitetsspring (læs: innovationsspring) flertallet af danske virksomheder skal tage for at gøre sig gældende i en fremtid, hvor der ikke længere skelnes mellem hjemmemarkeder og internationale markeder. Alle markeder er pr. definition internationale, og alle virksomheder er tvunget til at efterleve samme krav som eksportens frontløbere.

Udgangspunktet illustreres af tidligere analyser, der viser, at kun 13 pct. af danske virksomheder føler et innovationspres, 33 pct. oplever kun et moderat innovationspres, og 52 pct. oplever overhovedet intet pres.

En rapport udarbejdet af Center for Economic and Business Research på CBS bekræfter problemet. Vi ligger på en beskeden 12.-plads i en oversigt over, hvilke lande der har de fleste innovative virksomheder. Under halvdelen af danske virksomheder har udviklet nye produkter de seneste tre år.

Problemstillingen er desværre ikke af ny dato. Den kan i disse dage fejre 20 års jubilæum. I august-september 1993 formulerede en kreds af fremtrædende nøglepersoner og Mandag Morgen for første gang spørgsmålet ”Hvad skal Danmark leve af?”.

Spørgsmålet var netop aktualiseret af en omfattende kortlægning af Danmarks muligheder for at omstille sig til nye globale vilkår gennem en fokuseret og bredt gennemført vækst- og velstandspolitik. Udgangspunktet var det samme: At Danmark som et veludviklet højomkostningsland ville blive hårdt truet på sin konkurrenceevne og økonomiske vækst.

I dag må vi konstatere, at det ikke er tilstrækkeligt at spørge, hvad Danmark skal leve af, hvis det ikke også følges op af et ”hvem?”. De muligheder, der blev formuleret for tyve år siden, ligner for de flestes vedkommende de forslag, der netop nu drøftes af regeringens vækstteams. Fællesnævneren mellem forslagene fra 1993 og 2013 handler om at opbygge klynger omkring løsningen af en række af samfundets store udfordringer. Det være sig energi, miljø, sundhed, velfærd, fødevarer eller turisme.

Ambitionerne er til at føle på: Danmark skal være Europas maritime centrum, et europæisk vækstcenter inden for udvikling og produktion af bioprodukter, et internatonalt vækstcenter for arkitektur, mode og design, et af de mest attraktive lande i verden for udvikling, test og produktion af velfærdsløsninger, internationalt anerkendt for at medvirke til at løse de store globale udfordringer – for blot at nævne et udvalg af de mål, som de forskellige vækstteams har sat sig. Flotte og rigtige. Der er næppe tvivl om at vi har potentialerne, men kan vi også forløse dem?

Hvem skal vi så leve af?

Hvis det ikke atter en gang skal blive ved planerne og de gode intentioner, skal fokus flyttes fra hvad til hvem: Hvem skal Danmark leve af?

Hvad – og især hvem – skal der til for at sikre, at de mange vækstteams fører til reel vækst?

Svaret ligger i at nytænke fremtidens vækstplaner og visioner. Det er karakteristisk og tankevækkende, at ingen af regeringens vækstteams beskæftiger sig konkret med de ledelses- og kompetencemæssige forudsætninger for at gennemføre ambitionerne. De tages for givet.

Alene af den grund kan det være svært at vurdere sandsynligheden for og troværdigheden af at blive verdens bedste på en række globale vækstmarkeder. Produktivitetskommissionen har omvendt i flere af sine rapporter klogeligt og naturligt beskæftiget sig med kravet til lederskab, hvis produktivitetsproblemerne skal løses.

Kravet må være, at ingen fremtidige planer om ny vækst, velfærd og velstand kan udarbejdes og tages seriøst, hvis ikke netop dette forhold er grundigt belyst. De skal langt mere præcist forholde sig til, hvilke personer og kompetencer der skal være til stede på hvilke tidspunkter.

Hvem skal skabe den forventede vækst? Hvordan sikrer vi, at den nødvendige talentmasse er til stede på det nødvendige tidspunkt? Er vores uddannelsessystem f.eks. gearet til, at vi på samme tid skal være i syv-otte forskellige verdensklasser?

Hvis ikke den form for spørgsmål kan besvares, risikerer visionerne at ende som illusioner. Omsat til dansk politik betyder det bl.a., at en høj innovationsevne er langt vigtigere end en lavere skat – uden at det ene dog udelukker det andet. Det er blot vigtigt at prioritere sine satsninger.

Arbejdet med den danske eksportkanon har afdækket, hvor mange potentielle store eksportvirksomheder der findes i Danmark. I alt 300 forslag blev indsendt, 50 nomineret og 30 udvalgt. Øvelsen afdækkede interessante dele af den innovative underskov, hvor potentialerne skjuler sig.

Men vi mangler den samlede kortlægning af, hvem der driver innovationen, hvilket mindset de repræsenterer – og dermed hvad der skal til for at stimulere det.

De uforløste gevinster

Det er selvsagt svært at sætte tal på størrelsen af erhvervslivets innovative klasse. Den findes ikke kun i store velkendte eksportvirksomheder, men også i små og mellemstore firmaer, ofte med unge iværksættende ildsjæle i spidsen.

Den innovative klasse kan spores i alle dele af samfundet og på alle niveauer, også i den offentlige sektor – det være sig i kommuner, regioner, statsadministrationen og selv blandt politikere. Det kan f.eks. være kommunaldirektøren eller borgmesteren, der har udviklet nye løsninger på sociale udfordringer og skabt øget velfærd for færre penge. Det kan være sygehusledelsen, der med ændrede arbejdsrutiner har halveret antallet af infektioner. Det kan være skolelederen, der ved at indføre nye undervisningsmetoder har opnået større disciplin og højere karaktergennemsnit.

Går vi længere tilbage i historien, var det netop innovative embedsmænd som f.eks. Erik Ib Schmidt og fremsynede politikere som Jens Otto Krag, der efter Anden Verdenskrig opbyggede den moderne velfærdsstat og dermed lagde grunden til det Danmark, vi kender i dag – en præstation, som senere blev rangeret som en af efterkrigstidens største ledelsesbedrifter.

Historierne er mange og præsenteres løbende som tankevækkende fritstående anekdoter i dagspresse og tv, men tilsammen repræsenterer de en uvurderlig viden og ressource – forudsat at eksemplerne på best practice omsættes til fremtidens normal practice.

Produktivitetskommissionen har sat runde tal på det enorme økonomiske potentiale, der skjuler sig bare i den offentlige sektor, hvis den innovative klasses erfaringer blev generel praksis.

Kommissionen skønner i sit sidste arbejdsnotat om produktiviteten i den offentlige sektor, at hvis f.eks. alle kommuner lå på niveau med de bedste i landet, ville det udløse en samlet gevinst på 23 milliarder kr. Alene inden for folkeskolen findes et uudnyttet potentiale på 5,4 milliarder kr., såfremt erfaringerne fra frontløberskolerne gennemføres i alle skoler.

Selv om det er et regneeksempel, viser tallene de store uforløste potentialer. Kommissionen har generelt identificeret mulige produktivitetsgevinster på godt 10 pct. inden for den kommunale og regionale velfærdsservice.

Opskriften er eksemplificeret i række konkrete eksempler, som Mandag Morgen har indsamlet for Produktivitetskommissionen, og som netop viser, at der bag produktivitetsgevinsterne findes en stor gruppe velfærdsledere, som har haft mod og evne til at udfordre de vedtagne regelsæt, brænde igennem bureaukratierne og gå nye veje – til gavn for såvel kvalitet, velfærd som medarbejdere.

I hvilket omfang samme gevinster kan indhøstes i hele den offentlige sektor, er ikke afdækket, men intet taler imod, at der her findes et tilsvarende potentiale. Og det handler ikke om at spare, men om at innovere – om at udvikle nye processer, nye organisations- og ledelsesformer. Alt sammen med det formål at øge kvaliteten for færre midler.

Det nye klassesamfund

Eksemplerne fra såvel det toneangivende eksporterende erhvervsliv som Produktivitetskommissionens rapporter og casesamlinger tegner et billede af et klassedelt dansk samfund.

Klasseskellene handler ikke om sociale forskelle, men evnen til at innovere. Desværre er de innovative klasseskel meget store, og den innovative overklasse meget lille. Den består ikke af de traditionelle og velkendte magthavere, som via deres offentlige positioner som ministre, embedsmænd, direktører i store erhvervsorganisationer, ledere af toneangivende institutioner og medier etc. repræsenterer den traditionelle magtelite, men af et bredt spektrum af de nøglepersoner, der i alle sektorer skaber de resultater, Danmark skal leve af.

Det er dem, der f.eks. har grundlagt en dansk eksport for 1.000 milliarder kr., eller på de indre offentlige linjer har udviklet nye standarder og normer for bedre og billigere velfærd. Det er dem, der forandrer samfundet og er med til at forsikre fremtiden. Det er de reelle magthavere.

Tilbage står at indkredse omfanget og profilen af den innovative klasse i Danmark. Det er indlysende svært. Men et generelt skøn siger, at den øverste innovationsklasse – på niveau med de personligheder, der har skabt og drevet de store eksportsucceser, samt de fremmeste nytænkere i den offentlige sektor – næppe overstiger 1.000 personer. Skønnet skal tages med alle mulige forbehold. Men om det er et eller flere tusinde, er ikke afgørende. Det afgørende er, at deres resultater og erfaringer udbredes hurtigt og præcist til det øvrige samfund.

Den opgave vil Mandag Morgen engagere sig i. Det er baggrunden for, at Mandag Morgen fra i dag indleder jagten på den innovative klasse. Alt sammen for at give svaret på det centrale spørgsmål: Hvem skal Danmark leve af?