Tirsdag i sidste uge havde ”Debatten” på DR 2 sat mediernes rolle i Løkke-sagen på dagsordenen. Det udviklede sig til et voldsomt skænderi mellem mediechefer, politikere og opinionsdannere. Beskyldningerne føg igennem æteren og viste en afgrundsdyb uenighed omkring mediernes rolle. De- batten var meget symptomatisk for problemerne med at forklare, hvorfor hele skandalen rullede så voldsomt så hurtigt. Hvem er skurke og hvem helte?

I første akt overtræder en toneangivende politisk leder gældende regler, lovgivning eller normer og forsøger at hemmeligholde eller bagatellisere sin overtrædelse. Lars Løkkes diverse bilagssager er gode eksempler, det samme er Lene Espersens afbud til mødet i Det Arktiske Råd eller Morten Bødskovs indblanding i retsudvalgets besøg på Christiania. Blot for at nævne enkelte.

I anden akt afsløres forseelsen og forsøget på at holde den hemmelig. Formiddagsblade som BT og Ekstra Bladet har specialiseret sig i den form for afdækninger og kan påtage sig ære og ansvar for at have iscenesat en række af de største skandaler. Men deres afsløringer breder sig lynhurtigt som breaking news til de øvrige medieflader, hvor en lind strøm af unavngivne kilder bringes i spil for at sikre nye dramatiske vinkler.

I tredje akt kommer et velvoksent korps af kommentatorer på banen og indleder deres mange spekulationer omkring de mulige konsekvenser. Alt dette kan ske inden for få dage eller uger – afhængig af skandalens karakter og giftighed. I Lars Løkkes tilfælde blev sagen behandlet som akut med opdatering time for time. Se figur 2.

I fjerde akt fokuseres på de umiddelbare konsekvenser og omkostninger for skandalens hovedpersoner. Her rulles opinionsundersøgelserne ud. I samme takt mobiliseres de politiske baglande. Nu truer forseelserne med at få langvarige politiske konsekvenser og ændre  magtbalancerne. De selvforstærkende kræfter går i selvsving. Chokmålingen, der viste, at Venstre kun havde opbakning fra godt 14 pct. af vælgerkorpset, har utvivlsomt bidraget til baglandets åbne og kritiske udmeldinger. Se figur 3.

I femte akt – når tæppet går for det endelige og mest dramatiske opgør – passerer skandalen et ikke veldefineret, men reelt tipping point, hvor begivenhederne for alvor nærer sig selv. Alle kræfter er sluppet løs og kan ikke kontrolleres. Skandalen antager nu karakter af en selvopfyldende profeti. Tragediens hovedkor – breaking news, hurtigt opståede folkestemninger og politiske kommentatorer – maner hovedpersonen frem mod den skæbnesvangre og uafvendelige undergang.

I ni ud af ti tilfælde er det plottet, men dramaet om Løkke fik en anderledes og meget overraskende afslutning. Han brød dramaturgien og kortsluttede den ellers velforberedte drejebog, og skurken fremstod pludselig som helten – omend noget forslået og med en lang genoptræningsperiode forude. Men næsten lige så forslåede var det kor af medier og kommentatorer og de baglande, der havde satset på, at dramaet også denne gang fulgte det normale mønster. På mange måder en befriende afslutning.

Politik som en offentlig konkurrencesport

Mandag Morgen har igennem de seneste år gennemført en række kortlægninger af mediedækningen, og hver gang har det vist sig, at personskandalerne har tiltrukket langt mere opmærksomhed end selv store politiske reformer eller udfordringer som f.eks. klimaforandringerne. Det gælder Lene Espersens afbud til Arktisk Råd, Henriette Kjærs personlige økonomiske problemer, Helle Thorning-Schmidts skattesag og naturligvis Lars Løkkes bilagsproblemer. Den sag alene synes at sætte en alle tiders rekord i omtalen af personsager og er det hidtil bedste eksempel på et selvforstærkende drama i fem akter. Begivenhederne synes også at bekræfte, at de største nyheder skaber de mindste overskrifter – og omvendt. Se figur 4.

Udviklingen har uundgåeligt øget presset på den enkelte politiker og især ministrene. Presset overføres i samme grad til embedsmændene, der under den stærkt tilspidsede opmærksomhed – og et hårdt konkurrencemiljø – kommer tættere på ministrene. I samme takt bliver det tilsvarende sværere at bevare den uafhængighed, som normalt skal kendetegne embedsværket. De er alle en del af samme apparat og kæmper for de samme sager under den samme bevågenhed. Derfor drages embedsmændene i stigende grad til samme ansvar som ministrene. Det er sket i en række sager, bl.a. omkring Skattesagskommissionen, Morten Bødskovs afgang osv. Dermed uddybes og forstærkes billedet af et sammenspist politisk miljø omkring Christiansborg, hvor alle er fedtet ind i mere eller mindre tvivlsomme forhold. Her tages ikke stilling til berettigelsen af den opfattelse, men opfattelsen er normalt stærkere end virkeligheden.

Siden 2006 har offentligheden været vidne til i gennemsnit to skandaler om året med større eller mindre dele af det politiske miljø i og omkring Christiansborg indblandet og løbende udpenslet i alle medier. I de situationer tegnes omverdenens billede af Christiansborg af en stor gruppe af journalister, der med rullende kameraer forfølger og krydsforhører diverse politikere og ministre, der i sagens natur ofte agerer famlende og uforberedte. Det hele fremstår som en karikatur af den politiske højborg, man kunne håbe og forvente, at bygningen repræsenterede.

Tre alvorlige konsekvenser

Udviklingen har uundgåeligt en lang række alvorlige konsekvenser, som på sigt kan underminere de fundamenter, som demokratiet bygger på. De handler bl.a. om:

• Tillid: Det er ikke overraskende, at såvel politikere som journalister ligger tæt på bunden i alle vurderinger af forskellige samfundsgruppers troværdighed. Det er efterhånden en gammel nyhed, men det er både bekymrende og tankevækkende, at tilstanden næsten opfattes som normal. Det handler trods alt om to af demokratiets vigtigste grundpiller. Løkke-dramaet har utvivlsomt cementeret bundplaceringerne, ikke mindst som følge af mediernes ageren. Mere end nogensinde fremstår den uhellige alliance mellem medier og politikere som eksponent for en syg politisk kultur.


• Politiske resultater:  Enhver seriøs politikers drøm er at kunne koncentrere sig om at udvikle og drive politik. De muligheder bliver konstant afsporet, når personer og sensationer skygger for visioner. Danmark konfronteres netop nu med voldsomme udfordringer – det være sig fornyelsen af velfærdssamfundet, omstillingen til et bæredygtigt samfund på alle niveauer samt at ruste sig til en skarp global konkurrence. Budskabet til politikerne fra den række af topledere, Mandag Morgen har interviewet til dette nummer, er netop, at der er behov for hurtige og ambitiøse politiske initiativer. Det kræver tværgående samarbejde og modet til at tænke og handle langsigtet. Men det er politiske udfordringer, der ikke rimer på en ny medievirkelighed og den evindelige jagt på breaking news. Lykkes det ikke for politikerne at vriste sig ud af mediernes dagsordener og deadlines, kan de politiske omkostninger på sigt blive store – og det i sig selv producerer nye skandaler og nye personsager i sin egen dødsspiral.


• Rekruttering: De mange personsager udstikker en kraftig advarsel til enhver om at holde sig langt væk fra politik – eller i det mindste tænke sig om flere gange, før man springer ind i politik. Hvorfor risikere at ende på forsiden af BT og Ekstra Bladet eller blive tromlet professionelt og personligt flad for selv relativt mindre fejltrin? Medierne kan hævde, at det er deres opgave at sikre politikernes høje moral, men fortolkningen er udelukkende mediernes, og den er alt andet end konstant og konsekvent. Mediernes metoder er uberegnelige og ikke nødvendigvis tillidsvækkende. Det gælder f.eks. de sidste dages afdækning af Løkke-dramaet. Hvis den nuværende tendens fortsætter eller endog forstærkes, kan vi hurtigt komme i den situation, hvor rekrutteringen til politik bliver meget smal og præget af politiske nørder og idealister, der ikke har det fundament i befolkningen, som et repræsentativt demokrati må bygge på. Det er allerede et problem som følge af en overvægt af unge akademikere på bekostning af privat erhvervserfaring.

Andre konsekvenser kunne med lige så gode grunde inddrages, men alene kombinationen af de tre ovennævnte problemer og deres gensidig forstærkende effekt kan underminere muligheden for at udvikle og udøve et professionelt politisk lederskab. Det er dybest set nationens største udfordring her og nu, simpelthen fordi det blokerer for et nødvendigt stykke politisk arbejde.

Det nødvendige opgør

Uanset hvad man måtte mene om Lars Løkke Rasmussen og berettigelsen af mediernes omtale, burde den i sig selv være et wake up call til alle parter i det broderskab, der har så afgørende indflydelse på landets politiske klima. Det være sig medier, politikere, spindoktorer, men også de involverede embedsmænd. Den danske befolkning fortjener bedre end de forestillinger, der med stadig kortere mellemrum afspilles på Christiansborgs gange og fylder elektroniske og trykte medier i dagevis.

DJØF har taget initiativ til at kulegrave embedsmændenes politiske rolle netop med det formål at stramme op på deres rådgivning af politikerne og reparere på et image, der også er tilført en del skrammer af de mange personsager. Men det bør ikke blive ved dette. Ambitionen må være større og række bredere: Der er hårdt brug for en samlet udredning af vilkårene for at udøve politisk lederskab i det 21. århundrede. Udredningen burde initieres af Folketingets Præsidium og bl.a. fokusere på de omstændigheder, der har ændret betingelserne for det politiske arbejde, og på hvilke konsekvenser, det har. Det kan være den nye medievirkelighed med et højere nyhedstempo, en strøm af sociale medier osv. Og herunder samspillet mellem politikere og medier på Christiansborg. Men en række andre forhold vil være relevante at inkludere, f.eks. hvordan national lovgivning hurtigere kan tilpasses globale krav. Med andre ord: Hvordan kan forandringstempoet i samfundet skrues op? Som udgangspunkt bør udredningen gennemføre en dybere og mere nuanceret analyse af befolkningens opfattelse af og tillid til politikere, embedsmænd og medier for dermed at få et sikkert afsæt for de udfordringer, udredningen i øvrigt skal forholde sig til. Hvor dyb og hvor alvorlig er tillidskrisen?

En udredning løser næppe alle problemer, men kunne bidrage til at skabe en fælles forståelse af problemets omfang, karakter og eventuelle svar. Ét er sikkert: Der er behov for et opgør med en kultur, der i alvorlig grad truer tilliden til det politiske system og nogle af demokratiets bastioner. Det fortjener danskerne og det demokrati, vi fortsat mener, er den bedste styreform, men som vi er begyndt at mishandle.

Alternativt kan vi blot vente på den næste skandale – og den næste og den næste …