Skattestop for de fleste
De thailandske vinduer i skattestoppet står efterhånden på vid gab.
Kommuneskatten på vej op
Figur 1 | Forstør
Kommuneskatten 2001-2006 og 2007-2010, pct.
Kommuneskatten har været svagt stigende siden 2001. Som følge af kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne opgaver fra de hidtidige amter, og skatten steg.
Kilde: Kommunale nøgletal 2010.
I sidste uge fik 12 kommuner lov til ekstraordinært at hæve skatten med i alt 300 millioner kr. Regeringen fortsætter altså efter devisen: nok er der skattestop, men ikke mere, end at der kan dispenseres fra det, hvis kommuner har særlige behov – eller råber højt nok op.
Kommunerne har hævet skatten hvert eneste år, siden skattestoppet formelt blev indført i 2001. Fra 2001 til 2006 steg den gennemsnitlige kommuneskat med 0,25 pct. Efter kommunalreformen i 2007 er stigningerne fortsat, selvom reformen netop blev gennemført for at opnå effektiviseringer.
Dette års brud med skattestoppet kan imidlertid få langt mindre politisk betydning end vrede røster fra de 20 kommuner, der fik nej til at hæve skatten. For dem er der ingen vej udenom: Budgettet skal skæres. Historierne om slukørede børnehavebørn og nedkørte plejehjem vil stå i kø for at sætte dagsordenen. Og i offentligheden kan der hurtigt sættes lighedstegn mellem regeringens skattestop på den ene side og fyringer og besparelser i den kommunale velfærd på den anden side ... hvis da ikke Lars Løkke Rasmussen og Co. får held til at udlægge besparelserne som økonomisk ansvarlighed.





