Skatteveteran til tops i Erhvervsministeriet
Selvom Jens Brøchner har været i modvind i både politiske skattesager og i en privat, bliver han nu departementschef i Erhvervsministeriet.
Claus Kragh
EuroparedaktørErhvervslivet er på vej ind i en fase, hvor statsstøtte, industripolitik og europæisk protektionisme er i højsædet, mens ultraliberal globalisering er blevet et no-go.
Hvem?
Jens Brøchner
Hvilket job?
Departementschef, Erhvervsministeriet
Hvorfra?
Departementschef, Skatteministeriet
Derfor bliver den store opgave for Jens Brøchner, der bliver ny departementschef i Erhvervsministeriet, at bidrage til, at den socialdemokratiske erhvervsminister, Morten Bødskov, kan vise sit bagland, at skatteyderne og lønmodtagerne får et retfærdigt ’afkast’ af de investeringer, som staten er på vej ud i inden for energiinfrastruktur og grøn industri- og teknologiudvikling. At den nye statsstøtte ikke kun gavner virksomhedernes ejere, men også almenvellet.
Brøchner kan trygt lukke op for kreativiteten og de innovative tiltag i Erhvervsministeriet, eftersom Morten Bødskov for bare fire år siden helt konkret og med direkte adresse til Jens Brøchner markerede, at han som minister ikke håndhæver en rigid nulfejlskultur.
Baggrund
2012-2024: Departementschef, Skatteministeriet
2011-2012: Koncerndirektør for forretningsudvikling, ATP
2009-2011: Styrelsesdirektør, Pensionsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet
2006-2009: Afdelingschef, Finansministeriet.
Uddannelse
Cand.polit., Københavns Universitet, 1998.