Det var forfriskende, at undervisningsminister Christine Antorini benyttede dette års Sorø-møde til at relancere manifestet for Ny Nordisk Skole. Hun vil bruge det som springbræt for en revolution af skolen indefra. Manifestet er en åben invitation til at tage del i et større forandringsprojekt, og ministerens håb er, at det skal genskabe begejstringen på skolerne.

Børn og unge skal fremover mødes med skyhøje ambitioner og klare målsætninger, de skal blive dygtige til at mestre de forskellige faglige discipliner, innovere, blive medskabere af fællesskaber og tage et demokratisk medansvar.

Manifestet er fuldt af fine hensigter, men hele ideen om, at der kan udvikles en særlig nordisk skolemodel som noget særegent, har også noget altmodisch over sig. Virkeligheden er langt mere nuanceret.

Er Danmark mentalt og politisk klar til at kopiere succesopskrifterne fra Finland og tage konsekvenserne, så lærerne først universitetsuddannes og siden knokler igennem med stor passion og faglig stolthed?

Vil vi tage ved lære af de bedste frontløbere, der som Singapore skaber fremragende resultater?

Hvordan udnytter vi de nye teknologiske muligheder for e-læring over internettet, så eleverne får bedre muligheder for at dygtiggøre sig som et supplement til ansigt-til-ansigt-undervisningen?

Er ministeren parat til at tænke institutionelt nyt og omfavne f.eks. den svenske skolemodel, hvor dygtigt drevne friskoler får 100 pct. offentligt tilskud og får lov til at konkurrere på lige vilkår med kommuneskolerne?

Hvad med at lade alle danske skoler, folkeskoler såvel som fri- og privatskoler, konkurrere på lige vilkår, inden for nogle overordnede nationale minimumskrav, og samtidig sætte landets folkeskoler fri som selvejende institutioner? Hvad med lidt nytænkning her, i stedet for en tilbageskuende snak i Dannevang om en imaginær Enhedsskole?

Hårdt arbejde i verdensklassen

Ny Nordisk Skole ønsker at låne noget af den verdensklasseånd, der præger Nyt Nordisk Køkken, Noma og de andre madkunstnere, der i de seneste år har været i gang med at revolutionere kogekunsten. Det virker paradoksalt, at en minister, der det ene øjeblik taler om enhedsskolen og bredden, i det næste øjeblik hylder et ekstremt elitært køkken. Men det rummer også en spændende mulighed for fornyelse, hvor mere verdensklasse og skyhøje ambitioner på alle niveauer hjælper til at bryde den sociale arv, som den danske skole indtil nu har reproduceret i stor stil.

Udfordringen er bare, at der skal mere end begejstring og højstemte festtaler til at flytte den supertanker, som den danske skole er. Det kræver frem for alt masser af hårdt arbejde og disciplin, præcis som når mesterkokken Rene Redzepi stiller tårnhøje krav til sine ansatte på Noma. Og det kræver en mangfoldighed af forskellige restauranter – skoler – der konkurrerer til det yderste for at nå ekstraordinære resultater. Man kan ikke bare samtale og foredrage sig hele vejen til en revolution.

Der er flere udfordringer, der skal tages op, før man kan nå derhen. En af dem er at få Danmarks Lærerforening til at spille mere konstruktivt ind i debatten.

Skolelederne og politikerne har efterlyst mere fleksible arbejdstidsregler, så lærerne kan frigøre mere tid til at undervise eleverne. Det er indlysende fornuftigt, at mere tid med kompetente og dygtigere undervisere vil bidrage til at løfte elevernes faglige niveau og også få de svageste elever med.  Men alligevel har lærerforeningens formand, Anders Bondo Chris­tensen, skyndt sig at hejse et rødt flag imod ideen om, at lærerne skal bruge mere tid med eleverne i undervisningen og i lektiecaféer.

På forsiden af Berlingske udtalte Bondo forleden, at “Socialdemokraterne har haft så travlt hen over sommeren med at forsvare den danske model, så de burde af alle vide, at vi forhandler vores arbejdstid med KL. Vi har en overenskomst og en rammeaftale. De aftaler skal regeringen ikke blande sig i.”

Den nye faglige stolthed

I stedet for at stille sig på bagbenene fra starten bør Bondo og lærerne gå konstruktivt ind i debatten. Spillet om fremtidens skoler bør ikke forvandles til et makrokosmos for Vejlegården, hvor man glider uden om de svære udfordringer og dilemmaer ved bare at henvise til den danske model.

Hensynet til eleverne og ambitionen om i fællesskab at forbedre skolen bør altid stå i centrum for diskussionen, og skolen bør ikke forvandles til en ideologisk kampplads. Fagligt bagstræb risikerer at stille sig i vejen for de resultater og markante kvalitetsløft for eleverne i undervisningen, der i sidste ende også kan øge den faglige stolthed blandt lærerne.
Tager lærerne aktivt del i et forandringsprojekt og en fornyelse af de danske skoler, der bringer en generation af elever op på et langt højere niveau end deres forældre og bedsteforældre, vil lærerstanden helt sikkert også opleve en større faglig glæde og stolthed i hverdagen.

“Vi vil være engagerede, dedikerede og vedholdende. Vi vil arbejde for at gøre hinanden bedre.” Sådan lyder et af dogmerne i manifestet for Ny Nordisk Skole. Hvis landets lærere, skoleledere, elever og forældre kan folde det ud i praksis, kan skolen få en god, ny start. Det trænger den hårdt til. Det er tid til at tænke stort, dristigt og innovativt.

Radikal nytænkning

Den danske model kan roses for mange ting, men den danske skoles resultater og elevernes præstationer er desværre ikke noget at prale af. Resultaterne er ikke i verdensklasse, de dygtigste elever stimuleres ikke nok, og for mange kommer ud af skolen uden selv basale kompetencer i læsning, matematik og naturfag.

Trods en stribe folkeskolereformer og flere års gentagne udmeldinger fra partierne om, at de vil styrke de faglige færdigheder, er resultatet stadig mere middelmådighed end fremragende præstationer.

Et årtis indsats for at forbedre bl.a. læsefærdighederne er nærmest slået fejl. Lidt flere læser lidt bedre, men vi har også fået færre dygtige elever, og danske skoler sender stadig for mange tabere og funktionelle analfabeter videre.

Man skal gå mere radikalt til værks i omstillingen af den danske skole i de kommende år, hvis det skal lykkes at bringe danske elever op i verdensklassen – målt på både faglige færdigheder og  innovationsevner. Når regeringen her i efteråret lancerer en ny skolereform, er det afgørende, at man for alvor tager fat på disse udfordringer. Vi har ikke brug for en lille lappeløsning eller endnu en runde med småjusteringer, men et stort spring frem.

Folkeskolen som institution lider under en stribe alvorlige krisetegn oven i det dalende faglige niveau: Nedslidte bygninger, lærerflugt og en fortsat elevvandring fra folkeskoler til privat- og friskoler. Kommuner landet over har sparet så meget på skolerne, at undervisningstiden er faldet og flere steder røget ned under minimumskravene.

Den udvikling er farlig og urovækkende. Ender skolerne i en langvarig negativ spiral, er det en sikker opskrift på voksende sociale problemer, øget udstødning på arbejdsmarkedet, mangel på kvalificeret arbejdskraft og faldende velstand i fremtiden. Kampen om skolens fremtid er en af de vigtigste samfundsdagsordener overhovedet, men den er også ekstremt kompleks. Det er på høje tid at lægge den gamle vanetænkning og de nedslidende ­interessekampe til side.