Socialdemokratiets miljøordfører ønsker sammen med LO, grønne organisationer og revisorerne at stramme kraftigt op på de lovpligtige grønne regnskaber. Danske industrivirksomheder skal ikke længere nøjes med at aflevere pæne miljøregnskaber for deres danske aktiviteter, mens offentligheden ikke får nogen information om miljø- og arbejdsforhold i udenlandske afdelinger og datterselskaber. Kritikerne stiller således krav om udarbejdelse af miljøregnskaber på koncernniveau - hvilket også er i overensstemmelse med den internationale udvikling. En udvidet oplysningspligt vil tvinge store virksomheder som f.eks. Carlsberg og Cheminova til at informere om, hvordan de fremstiller øl og kemikalier i den 3. verden. Dansk Industri vender sig mod yderligere lovkrav og mener, at man i stedet bør gå frivillighedens vej.